Redskab
Opstart i dagtilbud
Materiale om en god opstart med trygge relationer i vuggestue og dagpleje – målrettet pædagogisk personale, ledelse og forældre.
På denne side kan du finde de materialer, der omhandler valget af og opstarten i dagtilbud. Nogle af materialerne har til formål at give det pædagogiske personale, ledere og forvaltning viden om og inspiration til, hvordan de skaber en tryg opstart for børn i dagtilbud. Andre har til formål at give forældre viden om og inspiration til, hvordan de skaber en tryg opstart i dagtilbud for deres børn.
Materialer til pædagogisk personale, ledelse og forvaltninger
Der er to materialer målrettet pædagogisk personale og ledelse i dagtilbud samt forvaltninger. Det ene et inspirationshæfte, der kan anvendes til at reflektere over og udvikle egen praksis. Det andet er er en rapport baseret på en undersøgelse af opstartspraksisser i vuggestuer og dagplejer.
Inspirationshæfte: En tryg start i vuggestue og dagpleje
Inspirationshæftet tager udgangspunkt i faglitteratur om tilknytning og de mindste børns liv i dagtilbud, og det stiller skarpt på de to centrale fokusområder i at skabe en god opstart:
- Tryghed og tilknytning i relationen mellem barn og personale
- Tryghed for forældrene i samarbejdet med personalet.
Hent inspirationshæftet: En tryg start i vuggestue og dagpleje på eva.dk
Rapport: Børns start i vuggestue og dagpleje
Rapporten giver viden om fire praksisområder, som strukturerer dagtilbuds arbejde med børns opstart:
- Dagtilbuddenes organisering af opstartsfasen, herunder hvilke pædagogiske overvejelser blandt ledere og pædagogisk personale, der ligger bag forskellige organiseringspraksisser
- Pædagogiske praksisser for at skabe tryghed for nye børn i opstarten – både i relationen til personalet, i læringsmiljøet og gennem en god sammenhæng til barnets hjem
- Samarbejdet mellem forældre og dagtilbud om opstart, herunder dagtilbuddenes praksisser for at tilrettelægge samarbejdet og forældrenes oplevelser af det
- Dagtilbuddenes faglige samarbejde om børns opstart i dagpleje eller vuggestue, herunder dagtilbuddenes processer for fælles faglig refleksion, der indrammer og informerer praksis for opstart af nye børn.
Hent rapporten: Børns start i vuggestue og dagpleje
Materialer til forældre på engodstart.dk
Materialerne målrettet forældre giver:
- Viden om muligheder for pasning og praktisk information om pasningsgaranti, venteliste og tilskud samt viden om dagtilbudsloven og den pædagogiske læreplan
- Viden om og inspiration til valget af dagtilbud
- Viden om og inspiration til opstarten i dagtilbud
- Viden om og inspiration til at få et godt samarbejde med dagtilbuddet.
Engodstart.dk
Materialerne målrettet forældre finder du på hjemmesiden engodstart.dk, som er lavet i et samarbejde mellem Egmont Fonden og Mødrehjælpen.
Hjemmesiden er udviklet til og med gravide og småbørnsforældre, og indholdet er udarbejdet af sundhedsplejersker, jordemødre, læger, socialrådgivere, psykologer, jurister og andre fagprofessionelle bidragsydere.
Pædagogisk personale og ledere kan også med fordel orientere sig i materialerne målrettet forældre, både for at få større indblik i, hvad der rører sig hos forældre før, under og efter opstarten i dagtilbud, og for at kunne henvise kommende og nye forældre til materialerne, hvis de har behov for mere viden om og inspiration til opstarten i dagtilbud.
Se materialet på engodstart.dk
Nedenfor finder du tre plakater, der kan printes og hænges op i dagtilbuddet eller andre relevante steder, og som henviser til materialerne målrettet forældre på engodstart.dk. |
Baggrund
De første 1.000 dage af et barns liv har en afgørende betydning for dets udvikling, trivsel og muligheder videre i livet. Med ”1.000-dages-program – en bedre start på livet” blev der på finansloven for 2019 afsat 1 milliard kroner fra 2019-2022 til at give indsatsen til de 0-2-årige børn fra sårbare familier et stort løft.
Som led i programmet udvikles der en række inspirations- og dialogmaterialer, som er målrettet enten forældre direkte eller samarbejdet mellem forældre og dagtilbud i barnets første 1.000 dage. Materialerne behandler forskellige temaer, men har overordnet alle til formål at understøtte forældrenes rolle i barnets første 1.000 dage.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.