Forløb

Forløb om LGBT+ i udskolingen

I dette forløb er der fokus på analyse af normer generelt og LGBT+-rettigheder specifikt. Eleverne bliver klædt på til at reflektere over normer for køn og seksualitet i Danmark og verden.

Forløbet er henvendt til udskolingen

Anslået tidsforbrug: Cirka 3 lektioner

Formålet med forløbet er, at eleverne får blik for, at normer kan skabe begrænsede udfoldelsesmuligheder for LGBT+-personer, og at eleverne derigennem udvikler forståelse og demokratiske kompetencer til at fremme egne og andres rettigheder.

Forløbet tager udgangspunkt i kompetenceområdet Køn, krop og seksualitet i det obligatoriske emne Sundheds- og seksualitetsundervisning og familiekundskab (SSF). Kompetencemålet lyder: ”Eleven kan vurdere normer og rettigheder for krop, køn og seksualitet i et samfundsmæssigt perspektiv”.

Forudsætninger, form og indhold

Forløbet er en lille del af et længere forløb, LARM, der er udarbejdet af LGBT+ Danmark i samarbejde med Ungdomsbyen og Sabaah.

I forløbet sættes blandt andet fokus på begreber, normer og rettigheder. Normer er uskrevne regler, der kan handle om, hvordan vi ser ud, og hvordan vi handler i forskellige situationer. De varierer fra kultur til kultur, og der kan være forskelle af geografiske årsager eller mellem generationer og socialgrupper. Rettigheder handler om at have politisk og juridisk lov til at kunne håndhæve dette i tilfælde af, at ens rettigheder krænkes. Der findes for eksempel Børnerettigheder og Grundlovsrettigheder, som blandt andet sikrer, at alle har ret til selv at bestemme deres religion eller seksuelle orientering og ikke kan krænkes for det.

Der arbejdes i forløbet undersøgende og analyserende med mediebilleder, samfundsinstitutioner og demokrati i et normkritisk perspektiv. For nogle elever vil det være ganske abstrakt, og det kan være nødvendigt at have fokus på et lavt tempo og indimellem lade eleverne få mulighed for at høre hinanden forklare det nye eller stille spørgsmål til noget, de undrer sig over.

Få mere inspiration til skolens arbejde med LGBT+ på emu:

LGBT+ i fagene

Trivsel og tryghed for LGBT+-elever

Tilrettelæggelse

Dette forløb indeholder forskellige typer af øvelser, så eleverne af forskellige veje kommer til at diskutere og udtrykke sig. Nogle af øvelserne involverer, at eleverne skriver eller læser.

Forløbet lægger op til, at klassen skal lave en social aftale. Der kan hentes inspiration til arbejdet med dette på Sex og Samfunds hjemmeside

Der er produceret ni korte film til forløbet ”LARM”. Nogle af filmene indgår i de øvelser, der er beskrevet herunder. Hele forløbet, artikler og film kan findes på larmlgbt.dk

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden forløbet gennemføres:

  • Hvilke aktiviteter og materialer skal eleverne arbejde med?
  • Hvordan skal arbejdet med organiseres?
  • Hvordan skal sættes elevernes forforståelse i spil?
  • Hvordan sikres det undervejs, at alle elever deltager aktivt?
  • Hvordan skal den afsluttende opsamling og evaluering foregå?

Forløbets opbygning

Forløbet er inddelt i fem faser.

Fase 1 - Social aftale

Forløbet kan indledes med at lave en social aftale i klassen om, hvad der er ”god stil” i forhold til, hvordan man taler om seksuelle minoriteter.

Aftalen kan indeholde udsagn som:

  • Vi siger fra overfor nedsættende kommentarer og ord
  • Vi lytter til hinanden
  • Vi griner med hinanden (ikke af hinanden)
  • Vi undgår at sladre og tale grimt til og om hinanden
  • Vi udleverer ikke private detaljer om os selv, hinanden eller andre uden for rummet
  • Vi respekterer andre – både dem, der er til stede i rummet og dem, der ikke er

Fase 2 - Hvad er LGBT+?

I denne øvelse kan eleverne starte med at tale sammen to og to om, hvad LGBT+ betyder. Lad gerne eleverne arbejde parvist med deres opslag. Brug eventuelt denne begrebsliste: Online LGBT+-ordbog

Læreren kan eventuelt tegne streger mellem LGB og T og + på tavlen for at tydeliggøre forskellen på de tre første bogstaver, der henviser til seksuelle orienteringer og T’et, som henviser til kønsidentiteter. Også ”+” kan italesættes i forhold til de øvrige bogstaver, der kan tilføjes. Nogle skriver ”Q” for Queer og ”A” for Aseksuelle.

Fase 3 - Normer og rettigheder

Nu kan der sættes fokus på at definere forskellen mellem normer og rettigheder. Dette kan efterfølges af, at I sammen kan se filmen om ”Normer og rettigheder” fra forløbet LARM (larmlgbt.dk). Eleverne kan holde øje med, hvor normer og rettigheder eksemplificeres.

Fase 4 - Normer på spil

Efter arbejdet med filmen kan der laves en øvelse, hvor eleverne sidder, så de kan rejse sig fra deres stole. Læreren kan så læse sætninger, og hvis eleverne kan bekræfte udsagnet, skal de rejse sig. Undervejs er det oplagt at høre elevernes argumenter for stillingtagen.

Sætninger til inspiration:

  • I dag er det godt vejr (test-spørgsmål)
  • Normer handler om måder at opføre sig på
  • Der er findes mange normer for, hvordan drenge og piger skal opføre sig
  • Der findes mange normer for, hvordan man skal se ud
  • Alle drenge interesserer sig for fodbold
  • Alle piger interesserer sig for makeup og tøj
  • I Danmark er der en forventning om, at piger og drenge skal være kærester med hinanden

Fase 5 - Tre grupper om personlige fortællinger

På siden med materialer til forløbet findes film om henholdsvis Jacob, Hamid og Nor, som hver fortæller om deres møde med normer for kønsudtryk. Hver af klassens tre grupper kan i denne fase se en film og diskutere, hvilke normer der er i spil, og hvilke rettigheder der evt. krænkes og overses. Eleverne kan fremlægge for hinanden i plenum.

Evaluering

Forløbet kan evalueres ved, at en tavle eller en væg inddeles i tre områder. Eleverne kan skrive sedler til ophæng under henholdsvis:

  1. Det har vi lært
  2. Det har vi diskuteret
  3. Det tænker/handler vi nu anderledes omkring

Der kan efter gennemførelsen af forløbet sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvordan fungerede de enkelte materialer og øvelser?
  • I hvilket omfang lykkedes det at få eleverne til at reflektere kritisk over normer og rettigheder?
  • Har forløbet bidraget til at øge elevernes viden om normer og rettigheder?
  • Kan erfaringer fra dette forløb bruges i øvrige undervisningen i SSF?

Kreditering

Forløbet er udarbejdet af Annette Hildebrand Jensen, lærer, cand.pæd.pæd. og underviser i seksualundervisningsdidaktik.

Forløbet er en bearbejdet del af et længere forløb udviklet af LGBT+ Danmark i samarbejde med Ungdomsbyen og Sabaah og med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler samt Det Danske Filminstitut. Materialet ligger frit tilgængeligt på www.larmlgbt.dk.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.