De pædagogiske vejledere er kommet tættere på

Glem alt om indviklet bureaukrati og besværlige ansøgningsskemaer. Når en klasse eller en elev i Tårnby Kommune har problemer med trivslen, og der er brug for støtte, er hjælpen ikke langt væk. En samtale mellem en lærer og en pædagogisk vejleder på skolen i frokostpausen kan være startskuddet til et forløb, som får eleven eller klassen på ret kurs.

Sådan har det været det seneste halvandet år, efter at kommunen besluttede fysisk at placere de pædagogiske vejledere ude på skolerne. I praksis fungerer det på den måde, at fire vejledere er fordelt på kommunens syv skoler og møder ind på udvalgte dage efter en fast mødeplan.

Svært at bede om hjælp

Lars Bjergstad Jørgensen, der er leder af Det Pædagogiske Vejlederkorps, fortæller om baggrunden for beslutningen:

”Det, vi kunne se, var, at det relationelle er utroligt centralt for, at de, der søger vejledning, kan koble sig på os og gå ind i samarbejdet med et åbent sind. Når institutioner, lærere eller teams søger hjælp, er de i en sårbar situation. De har prøvet en masse for at løse problemerne, og de synes selv, at de er udfordrede. At skulle bede om hjælp er ikke nemt, og når der så kommer et nyt menneske, som man ikke kender, og som man skal starte forfra med at etablere en relation til, kan det blive rigtig svært. Dels kan det være svært overhovedet at lykkes med opgaven, men i bedste fald bliver det bare langsommeligt,” siger han og tilføjer:

”Vi oplevede også, at vi kom for sent ind i forløbene. Skolerne havde arbejdet for længe med det selv, så når vi kom ind i sagen, var narrativet omkring problemerne så fastlåst, at det var svært at ændre på. Hvis vi var kommet ind et halvt år tidligere, havde det været væsentligt nemmere, for der var historien om ’Brian’ ikke blevet så cementeret.”

Beslutningen om at flytte vejlederne ud på skolerne handlede derfor i vid udstrækning om at bryde de relationelle barrierer ned, fortæller Lars Bjergstad Jørgensen og opsummerer gevinsten:

”Det er nemmere at kontakte en vejleder, som er på skolen, som man spiser frokost sammen med, og som man kender. Fordi det er sådan, bliver det også nemmere at skabe en kontakt tidligt, og så bliver det nemmere at skabe en forandring.”

Inspiration fra Finland

Tidligere var der kun pædagogiske vejledere på 0-6 års området i Tårnby Kommune. Initiativet med at udvide ordningen til skolerne blev igangsat med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriet, der i den anledning inviterede kommunen til at blive en del af Nordic 0-24 – et netværksbaseret kommunesamarbejde i Norden, som ministeriet igangsatte sammen med Nordisk Ministerråd i 2017.

Det var blandt andet en studietur til Finland i det regi, der gav kommunen inspiration til at flytte vejlederkorpset ud på skolerne.

”Dem, vi besøgte, havde alle eksterne fagpersoner, psykologer osv., på skolerne, og det gav rigtig god mening,” siger han og påpeger, at resultaterne af at indføre en light-version af modellen i Tårnby Kommune ikke har skuffet:

”På skolerne er de rigtig glade for at have fået vejlederne tæt på. Og lærerne synes simpelthen, det er så rart, at de kender den person, der kommer ind i klassen. Der gik lige et halvt år, før relationen var etableret, men nu er det meget nemmere at få besøg af Camilla, Michelle eller en af de andre. Nu kender lærerne dem, og de ved, hvad de kan, fordi de har haft et tættere samarbejde med dem. Derfor ved de også, hvor de kan bruges mest hensigtsmæssigt. Så det er blevet meget, meget nemmere,” siger han begejstret.

En god dialog

Også vejlederne trives ifølge Lars Bjergstad Jørgensen med den nye arbejdsform, selv om det har krævet lidt tilvænning:

”De kan se gevinsterne - at de fx kommer tidligere ind i opgaven. Men jeg er sikker på, at de også har skullet vænne sig til det. De havde nok større frihed, da de kunne ture rundt mellem skolerne. Så det er måske et mere forpligtende samarbejde, de har nu, men det er også et tættere samarbejde.”

Lars Bjergstad Jørgensen uddyber:

”En del af ledelsesopgaven i forhold til vejlederne er lagt ud til skolerne. De kan i et vist omfang byde ind med, hvor de mener, vejlederne gør mest gavn. Det er en af gevinsterne ved det, men det er også en af farerne – det kræver i hvert fald en god dialog mellem parterne, både mellem mig og skolens ledelse og mellem vejlederne og skolens ledelse i forhold til ikke at slide vejlederne op. Men det synes jeg også der er. Vejlederne har generelt en meget fin position i forhold til skolernes ledelser. Der bliver lyttet til dem, og der er en accept af, at de er i stand til at vurdere, hvornår de har tid til at tage nye opgaver ind. Det foregår som regel helt udramatisk.”

Ingen fast værktøjskasse

De pædagogiske vejledere er enten lærere eller pædagoger. De har desuden alle sammen en overbygning på deres uddannelse og har tidligere arbejdet med inklusionsopgaver i folkeskolen. Der er ingen faste retningslinjer, når det gælder, i hvilke situationer eller hvordan de skal træde til. De arbejder ’systemisk narrativt’ og bliver brugt meget forskelligt. På nogle skoler er de tovholdere på hele sagen, og andre gange er det fx psykologerne, der er koordinerende, fortæller Lars Bjergstad Jørgensen.

”Der er ikke én måde, vi gør det på. Vi arbejder meget bredt med inklusionsopgaven. Vi kan være dem, der laver observationer, sparring og co-teaching i klassen, og vi kan være dem, der er med til forældremøder og samtaler med en familieafdeling. Vi har ikke en fast værktøjskasse med. Det er fra sag til sag, man finder ud af, hvilket værktøj der giver bedst mening, siger Lars Bjergstad Jørgensen og betoner, at der er stor frihed til selv at definere, hvordan man vil arbejde.

”Men uanset hvad, vil vi altid gerne løfte en opgave fra at dreje sig om det enkelte barn til, hvordan vi arbejder med fælleskabet omkring barnet. For vi tror ikke på, at vi kan skrue på et enkelt barn, og så er det det. Vi bliver nødt til at se på, hvilken kontekst barnet er i.”

Alle bør gøre det

Lars Bjergstad Jørgensen understreger, at det, der er vigtigt for vejlederkorpset, er at være tæt på praksis:

”Vi må aldrig blive de der eksperter, som kommer udefra og med et hurtigt blik ind i en hverdag kloger os på folks praksis. Hele øvelsen går ud på, at vi er sammen om det. Du har dine ekspertiser, jeg har mine, og vi skal nok finde ud af det sammen. Så i stedet for at det bliver ’os og dem’, bliver det ’vi’,” siger Lars Bjergstad Jørgensen, der varmt vil anbefale andre kommuner at følge Tårnbys eksempel:

”Vi er i dag det mindst indgribende trin på en indgrebsskala. Fordi vi er kommet så tæt på skolerne, er vi dem, man først tager fat i og beder om hjælp. Der skal ikke udfyldes nogen ansøgningsskemaer, som der skulle før. Det er en succesfortælling, synes jeg. Jeg ved ikke, om det er noget, der foregår over hele landet, men det bør det være,” siger han og understreger samtidig, at det er vigtigt at forberede alle ordentligt på opgaven:

”Det er fx vigtigt at være klar på, hvilken funktion vejlederne skal udfylde ude på skolerne, og at sikre sig, at logistikken er på plads. At der er et kontor til dem og en computer. At man på skolerne har gjort sig tanker om, hvilke mødefora vejlederne skal deltage i … alt det lavpraktiske, som man tænker, at selvfølgelig er det på plads. Men det betyder noget, at man oplever, at man bliver budt velkommen.”

Kreditering

Skrevet af journalist Maja Plesner

Hvis du vil vide mere

Du kan få mere viden om den pædagogiske vejledning i Tårnby Kommune og Vejlederkorpset på kommunens hjemmeside.

Nordic 0-24

Nordic 0-24 er et netværk under Nordisk Ministerråd, der blev søsat i 2017 og løber til udgangen af 2020. I hvert af de deltagende lande/områder arbejdes med forskellige indsatser med fokus på tidlig, forebyggende indsats og tværprofessionelt samarbejde i forhold til børn og unge mellem 0 og 24 år i udsatte positioner.

Udgangspunktet har været at bidrage til at reducere frafald på ungdomsuddannelser og som følge heraf eksklusion og fattigdom, men alle cases har haft meget forskellige tilgange til projektet.

I Danmark deltager fem kommuner i et netværk faciliteret af Børne- og Undervisningsministeriets læringskonsulenter.

Nordic 0-24-deltagerne har gennem hele perioden mødtes regelmæssigt for at dele erfaringer og diskutere nøgleproblemstillinger.

Ud over Danmark har Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne, Grønland og Åland deltaget i netværket.

Læs mere om Nordic 0-24 på samarbeidet.no

Den finske case i Nordic 0-24

Den finske case under Nordic 0-24, der inspirerede Tårnby Kommune, er primært forankret i to finske kommuner, Espoo og Lohja. Projektet går ud på at organisere kommunernes servicetilbud inden for rammerne af den såkaldte ’livscyklusmodel’. En model, hvor der tages udgangspunkt i de forskellige befolkningsgruppers behov med henblik på at etablere mere brugerorienterede tilbud. Der er kort fortalt tale om en indsats, der sikrer en mere sammenhængende, tværfaglig og integreret indsats i sager omkring udsatte børn og unge og deres familier.