Fælles sproglig terminologi for dansk- og engelskfaget - introducerende grammatikforløb og grammatikøvelser i forbindelse med tekstlæsning

Øvelser med fokus på fælles grammatikterminologi for dansk og engelsk - og dernæst grammatiske øvelser i forbindelse med læsning af en novelle. Placering: grundforløbet – eller lige efter grundforløbet. Omfang: ca. 10 klokketimer.

Leveret af fagkonsulenten som supplement til vejledningen for faget.

 

Forløbet har fokus på grammatik fælles for dansk og engelsk – for at opnå en fælles sproglig terminologi.

I læreplanen står: "Dansk arbejder sammen med engelsk og eventuelt andre relevante fag om fælles sproglig terminologi og analysebegreber."

 

Planlægning/overvejelser

Formålet er at give et fundament for grammatikundervisningen i dansk og engelsk, herunder bl.a. ordklasser, sætningsopbygning med subjekt, verballed, objekt m.m.

Eleverne opnår kendskab til hjemmesiden sproget.dk, hvor man kan finde vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og grammatik. Hjemmesiden kan være en hjælp i det daglige skriftlige arbejde i dansk for eleverne. Sitet giver desuden eleverne en samlet indgang til officielle og autoritative opslagsværker.
Sproget.dk er resultatet af et samarbejde mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn (DSN) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). 

De efterfølgende grammatikøvelser i forbindelse med læsningen af en novelle har til formål at se grammatikken i anvendelse i en tekst, arbejde med grammatiske områder og se forskelle og ligheder mellem dansk og engelsk.

 

Forløbets opbygning

Forløbet består af et introducerende forløb om grammatikterminologi, hvor eleverne dels genopfrisker viden fra grundskolen og dels får lært nyt.

Forløbet er interaktivt og er baseret på hjemmesiden sproget.dk. Lignende materialer og øvelser kan også findes fx. i udgivelsen Styr på sproget.

Dernæst følges der op med grammatiske øvelser i bl.a. ordklasser og sætningsled i forbindelse med læsning af en novelle.

 

 

Introducerende grammatikterminologi (ca. 5 klokketimer)

Det introducerende grammatikterminologiforløb kan organiseres som korte en-times eller to-timers forløb, hvor eleverne kan læse om og lave øvelserne inden for et antal grammatiske områder i forlængelse af videoerne.

Herefter kan eleverne parvist tale sammen om områderne og øvelserne, ligesom underviseren kan samle op på det på klassen. Der skal afsættes ca. 5 klokketimer, hvis alle de grammatiske områder med tilhørende video og øvelser skal nås.

I Grammatik for dummies på hjemmesiden sproget.dk er der seks små videoer, der kan være med til at udvide elevernes grammatiske terminologi samt deres forståelse for fx sætningsopbygning.

Eleverne får bl.a. et indblik i den ufleksible ordstilling i dansk og dermed forståelse for det danske sprogs opbygning.
I videoerne kan eleverne lære mere om:

  • ordklasser (11:55 min.)
  • subjekt (5:34 min.)
  • verballed (7:52 min.)
  • objekt (9:05 min.)
  • ordforråd/ordenes oprindelse (8:13 min.)
  • udtale (9:51).

Til hvert af disse grammatiske områder kan eleverne i samme afsnit på hjemmesiden læse mere om området og lave øvelser hertil.

Derudover er der quizzer og øvelser, der giver mulighed for at teste elevernes forståelse af typiske problemer, fx ift. bøjning af substantiver og verber eller bøjning i genitiv, sætningsled som fx adverbialer, subjekter og objekter, stavning, retskrivning ift. bindestreger og komma.

 

Efterfølgende grammatikøvelsesforløb (ca. 5 klokketimer)

Som opfølgning på introduktionen til grammatikterminologi læses novellen ”Hills Like White Elephants”/”Bjerge som hvide elefanter” (1927) af Ernest Hemmingway i såvel dansk- som engelskfaget, hvorefter der med udgangspunkt i engelskfaget laves forskellige grammatiske øvelser i bl.a. ordklasser og sætningsled ud fra teksten (se nedenfor).

Øvelserne tager udgangspunkt i engelskfaget og kan derefter paralleliseres til dansk grammatik.

Verbernes bøjning i engelsk og dansk bør uddybes i forbindelse med øvelse 3.2 (verbets tider – se fx Fejlstøvsugeren s. 22 – 24) og ligeledes kongruens i øvelse 4 (se fx Fejlstøvsugeren s. 19 – 21) og sætningsled i den syntaktiske øvelse 6. Øvelserne tager udgangspunkt i engelskfaget og kan derefter paralleliseres til dansk grammatik.

 

Opsamling

Forløbet rundes af med et spil, der samler op på grammatiske regler i engelskfaget – og disse kan derefter sammenlignes med dansk grammatik.

Slutteligt er der en opsamlende oversættelsesøvelse, hvor der er mulighed for at få talt dels indhold i novellen og dels ligheder og forskelle i dansk og engelsk. 

 

Materiale

 

Evaluering

De interaktive øvelser er selvevaluerende, hvor rigtige svar er markeret med grønt, forkerte med rødt. Efter øvelserne kan eleverne parvis tale sammen om områderne og øvelserne, ligesom underviseren kan samle op på de grammatiske områder på klassen.

Efter eleverne har lavet de grammatiske øvelser til Hemmingways novelle, gennemgås de på klassen – tag et område ad gangen – ligesom der samles op på grammatiske regler på klassen.

Med det grammatiske terningespil samler eleverne selv op på grammatiske regler.

 

 

 

Siden er opdateret 27. februar 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - BY/NC/SA Navngivning / Ikkekommercielt / Del på samme vilkår. http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.5/dk/.
Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme
Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.