Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i engelsk - april 2021

Dette nyhedsbrev orienterer om følgende: FIP 2021 inkl. evaluering, eksamen 2021 inkl. den mundtlige og skriftlige prøve samt henvisninger til relevante links og rapporter.

Vi nærmer os nu afslutningen på endnu et usædvanligt skoleår, hvor Covid-19 desværre fortsat har ganske stor indflydelse på vores hverdag og arbejde ude på skolerne samt i ministeriet.

Fordi året har været præget af nedlukning og nødundervisning, har det været nødvendigt at udvikle nye bekendtgørelser og vejledninger løbende, samtidig med at der er gennemført en gennemgribende justering af sommerens eksamensformat. I den forbindelse er der udformet en lang række spørgsmål/svar på uvm.dk, der er med til at understøtte arbejdet med implementering ude på skolerne. Dette er dog alt sammen tiltag, der trækker anseelige veksler på en i forvejen presset sektor, og derfor skal I have en særlig tak for jeres store indsats med at løfte den opgaven med virtuel og udendørs undervisning i år.

For mit vedkommende har året også været meget anderledes. Det var heldigvis muligt at afvikle fagdidaktisk kursus i engelsk fysisk i september, men derefter har pædagogikum også været ramt af nedlukning, og kandidaterne har derfor været nødt til at gennemføre en lang række virtuelle tilsyn.
Jeg glæder mig dog over, at jeg stadig hører mange positive tilbagemeldinger fra både kandidater og tilsynsførende, som fortæller, at de på trods af svære vilkår er kommet helskindet igennem året. Jeg ønsker i forlængelse heraf alle kandidater held og lykke med det kommende teo-pæd projekt, som i år omhandler virtuel undervisning og multimodale elevproduktioner – Læs mere her: Prøven i teoretisk pædagogikum 2021.

Jeg har desværre ikke nået ligeså mange skolebesøg i år, som jeg plejer. Det er blevet til tre fysiske besøg og nogle enkelte virtuelt, men som altid har det været spændende og udbytterigt at tale faglig praksis med jer. Jeg håber, at der bliver plads til flere besøg rundt om i landet næste skoleår.

Derudover vil jeg også rette en særlig tak til de tre opgavekommissioner for hhx, htx og eux. Normalt mødes disse grupper fysisk forskellige steder i løbet af året, hvor der arbejdes intensivt med prøvesættene, men i år har været meget anderledes, da størstedelen af dette tidskrævende arbejde er foregået virtuelt. Dette har uden tvivl været en stor omvæltning, men der har til alt held stadig været plads og tid til nytænkning og udvikling af de skriftlige genrer og arbejdet med funktionel grammatik. Særligt htx-kommissionen har været hårdt spændt for i år med prøvesæt på ny og gammel ordning, men heldigvis har de stadig haft mod på at igangsætte arbejdet med en ny udgivelse om skriftlig eksamen i engelsk på htx og eux, der bliver udgivet senere i år.

Alle tre kommissioner skal således have stor tak for deres bidrag til fagets fortsatte udvikling inden for den skriftlige dimension.

I dette nyhedsbrev skitseres nogle af de ændringer, der er vedtaget og gældende på nuværende tidspunkt (medio april), men som I alle ved, kan virkeligheden hurtigt ændre sig. Det er derfor med forbehold, at jeg skriver dette, og deslige vigtigt, at I som altid følger godt med i eventuelle nye tiltag og ændringer løbende.

I ønskes alle held og lykke med eksamen og en god afslutning på skoleåret.

Siden er opdateret 08. november 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.