Kompetenceudvikling

Hf-SIP. Det nye og professionsrettede hf

Med gymnasiereformen har den 2-årige hf-uddannelse fået sin egen tydelige profil som en professionsrettet, gymnasial ungdomsuddannelse. Uddannelsens profil understøttes af nye tiltag. Til sommer udklækkes de første hf-studenter, som har fulgt den nye hf-tilrettelæggelse.

Der blev afholdt hf-SIP konferencer på Viby Gymnasium og Høje Tåstrup Gymnasium henholdsvis d. 3. og 5. september til den nye to-årige hf-uddannelse, med fokus på, hvad det vil sige at arbejde indenfor det professionsrettede perspektiv.

Materiale fra konferencedagen

Overalt må hf-ledelser træffe strategiske valg mht. udbuddet af fagpakker. Skal man styre udbuddet stramt eller have flere valgmuligheder? Skal organiseringen af praktikperioden ske med faste aftaler med aftagerinstitutioner og virksomheder, eller skal der være fleksibel tilpasning efter lærer- og elevønsker? Skive Gymnasium og HF lægger op til en dialog omkring disse væsentlige valg og i forlængelse heraf en diskussion om elevernes motivation. For hvordan får vi eleverne til at træde ind i identiteten som studerende? Kan studiemoduler evt. bidrage til dette?

For ledelsen på Randers HF & VUC har det været afgørende at danne nye klasser på 3. og 4. semester efter elevernes valg af fagpakker. Oplægget vil redegøre for de konkrete planer på Randers HF og VUC for fagligt samspil, valg af fagpakker samt projekt- og praktikforløb. Derudover vil der være fokus på de initiativer, som skolen har taget for at overkomme de udfordringer, der kan være ved at ombryde klasserne efter 2. semester. På den baggrund lægges der op til en diskussion af hvilke nødvendige valg, der skal træffes for at sikre fagpakkernes identitet samt et fagligt samspil – også med de obligatoriske fag.

Rosborg Gymnasium & HF har gode erfaringer med arbejdet med elevgennemførelse på hf-uddannelsen. I oplægget vil der være fokus på faglig og social trivsel samt fraværshåndtering, da disse er medvirkende faktorer til at forklare den høje gennemførelsesprocent. Oplægget lægger desuden op til en diskussion om, hvordan elever med psykiske diagnoser eller andre lidelser håndteres.

Oplægget vil gennemgå Roskilde Gymnasiums tanker, planer og erfaringer ift. at skabe et sammenhængende og udbytterigt hf for elever (og lærere). Helt konkret vil oplægget gennemgå studieplanen for hf, herunder progressionsplan, projekt- og praktikforløb, SSO, logbog, plan for formativ evaluering mm. Der vil desuden blive lagt op til en erfaringsudveksling mellem de fremmødte deltagere på baggrund af skolernes konkrete planlægning og erfaringer.

Hf-reformen er godt 2 år gammel - og er godt undervejs. Centralt i reformen er forberedelsen til de mellemlange uddannelser og professionsorientering. Vi gør forsigtigt status og tegner nogle af udfordringerne op.

På fremtidens arbejdsmarked bliver unikke menneskelige kapaciteter vigtigere, og det kan forstås som dannelse. Dannelse på arbejdsmarkedet handler om at forholde sig professionelt til sit arbejde og sin organisation og omfatter viljen til arbejde, professionel dømmekraft og kreativitet og innovation. På hf har man netop muligheden for at profilere sig på uddannelsens professionsdannelse.

Gennem uddannelse får man en bredere vifte af muligheder for at skabe en livskurs med selvforsørgelse, respekt og mening samt fagligt og socialt tilhør. Dette sker i almindelighed ved at engagere sig i uddannelsens relationer, opgaver og mål. Men uddannelse er også dannelse og handler således også om at finde sig selv og lære at tage sig selv alvorligt i de relationer og engagementer, man indgår i og i de valg, man træffer i sit uddannelsesliv. Oplægget vil vise, hvordan uddannelsesvitaliserende samtaler kan understøtte elevers måder at tage vare på sig selv og sine behov, kompetencer og engagement i sit uddannelsesliv.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.