Aktivitet

Uretfærdighedsdrama

Med udgangspunkt i refleksion over uretfærdighed, skal eleverne skrive et drama, der tydeligt illustrerer et eksempel på uretfærdighed. I aktiviteten er der opsat rammer for historien.  

Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i den understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes til: Kristendomskundskab, dansk eller drama
Anslået tidsforbrug: 4-6 lektioner

Med udgangspunkt i refleksion over uretfærdighed, skal eleverne skrive et drama, der tydeligt illustrerer et eksempel på uretfærdighed, som enten kan filmes eller opføres. Der opsættes nogle rammer for historien (ift. lokation, hovedperson og slutning). Opgaven træner begrebslig og etisk refleksion og berører andre temaer, som fx etik, værdier, lighed, retfærdighed, ansvar og naivitet.

 

Materialer:

  • Evt. filmkamera (evt. i telefon)

 

Forudsætninger, form og indhold

Aktiviteterne under feltarbejde og mini-projekter er designet, så de inddrager fx byrummet i elevernes læring. De vil således typisk foregå uden for skolen, uden underviser, og vil kræve en vis selvstændighed fra elevernes side. De kan dog med fordel kombineres til et forløb med aktiviteter i form af undervisning eller oplæg ved lærer. Forslag til relaterede aktiviteter følger nedenfor.

Sværhedsgrad: svær

Egnet til antal personer: 2 elever eller flere

Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden. Hvis du ikke tidligere har arbejdet med filosofisk dialog, anbefales det også at læse Introduktion til filosofiske dialoger, inden du går i gang.

Læs mere om materialet i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet

 

Tilrettelæggelse

  • Planlæg aktiviteten ift. den tid, der er til rådighed (den kan evt. deles op over flere gange)
  • Anskaf de nødvendige materialer (se materialer)
  • Sæt eleverne ind i opgaven og faciliter, at de får ”dogme-regler” for arbejdet
  • Sæt rammen for aktiviteten (fx mht. tid til præsentation af refleksion og tid til evaluering)

 

Aktivitetens opbygning

Start med at præsentere eleverne for opgaven: De skal skrive og opføre et drama, som handler om noget uretfærdigt. Sørg for, at alle har en idé om, hvad uretfærdighed er (fx ved at bede dem give eksempler), så de har mulighed for at reflektere videre på egen hånd. Herefter findes nogle ”dogmeregler” for hver gruppe ift. hovedperson, location og slutning på dramaet:

  • Hovedpersonen er enten: 1) en helt, 2) en skurk, 3) naiv, eller 4) udspekuleret
  • Lokation er enten: 1) en skole, 2) en arbejdsplads, 3) hjemme, eller 4) i en butik
  • Dramaet slutter enten: 1) godt, 2) ulykkeligt, eller 3) uklart

Brug gerne lodtrækning til at bestemme ”dogmerne” for hver eneste gruppe.

 

Eleverne arbejder med deres drama ud fra de regler, de har fået. Det er vigtigt, at de reflekterer over, hvad de forstår ved ’retfærdighed’ og ’uretfærdighed’, da det skal være sådan, at den, der ser dramaet/filmen, ikke er i tvivl om, at der sker noget uretfærdigt i handlingen. Dramaerne vises for resten af klassen.

 

Evaluering

Det anbefales, at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se den pædagogiske vejledning for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.

 

Kreditering

Udviklet for STUK af Caroline Schaffalitzky og Mikkeline Bunkenborg, www.sdu.dk/filosofiiskolen,

 

Relaterede aktiviteter

  • Undersøgende workshop: Snyd med snyd på
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.