Artikel
Inddragelse af børns perspektiver i udviklingen af inkluderende læringsmiljøer – temahæfte
Find inspiration til, hvordan børns perspektiver kan inddrages i tilrettelæggelsen af pædagogisk praksis. Temahæftet behandler cases fra dagtilbud, det er dog også relevant inspiration for skoler.
I dette temahæfte præsenteres en række dagtilbuds erfaringer med, hvordan inddragelse af børns perspektiver kan styrke inkluderende læringsmiljøer. På forskellig vis har dagtilbuddene arbejdet med at inddrage børnenes perspektiver med henblik på at skabe deltagelsesmuligheder, medindflydelse og tilhørsforhold, som er kendetegnende for inkluderende læringsmiljøer. Dagtilbuddene har arbejdet med udgangspunkt i eksisterende viden om og erfaringer fra praksis om, hvordan børneinddragelse kan styrke inkluderende læringsmiljøer i dagtilbud.
Læs temahæftet: Inddragelse af børns perspektiver i udviklingen af inkluderende læringsmiljøer her
Baggrund
Temahæftet er udviklet på baggrund af erfaringer fra inspirationsprogrammet om styrkelse af inkluderende læringsmiljøer i den pædagogiske praksis. Inspirationsprogrammet er igangsat af Undervisningsministeriets læringskonsulenter og gennemført af Rambøll Management Consulting og Københavns Professionshøjskole.
Under inspirationsprogrammet har Hjørring, Holstebro, Kolding, Morsø, Sønderborg, Vejen og Tønder Kommune arbejdet med at styrke inkluderende læringsmiljøer gennem fem temaer:
- Forældresamarbejde
- Fysiske rammer
- Børneinddragelse
- En mere varieret skoledag
- Et godt samarbejde mellem skole, fritidsliv og lokalsamfund
De fem temaer udgør alle væsentlige dimensioner af arbejdet med videreudvikling af inkluderende læringsmiljøer i dagtilbud og skoler. Som dagtilbud eller skole kan man vælge at fokusere på et eller flere temaer i arbejdet med kvalitetsudvikling. Temaernes indbyrdes sammenhæng illustrerer, hvordan der er forskellige greb at skrue på, og hvordan de forskellige dimensioner er gensidigt forbundne, når skoler og dagtilbud ønsker at udvikle egen praksis, så den understøtter inkluderende læringsmiljøer.
Temahæftet er en del af et samlet materiale udviklet som led i inspirationsprogrammet. Det samlede materiale består af et temahæfte for hvert af de fem temaer. Derudover består materialet af slidepakker der understøtter en lokal udviklingsproces inden for hvert af de fem temaer.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.