Aktivitet

Hacking

Hacking handler om at skaffe sig uretmæssig adgang til computere og computersystemer, uanset om man bare er nysgerrig, eller man vil opnå et særligt mål som for eksempel økonomisk vinding

I nedenstående video bliver begrebet hacking udfoldet i forhold til teknologiforståelse. Videoen kan bruges af læreren som baggrund og inspiration til en gennemgang af begrebet for klassen, eller den kan ses sammen med eleverne.

© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

 

Undervisningsaktivitet: På fisketur

I denne undervisningsaktivitet kan eleverne arbejde med at udarbejde og gennemskue falske mails med henblik på at kunne forstå phishing, og hvordan de kan beskytte sig.

 

Målgruppe og tidsforbrug

Aktiviteten er målrettet til mellemtrinnet, men kan både tilpasses yngre og ældre elever.

Anslået tidsforbrug: To lektioner.

 

Tilrettelæggelse

I denne aktivitet kan eleverne i grupper selv fremstille forfalskede henvendelser, der ser ud, som om de kommer fra officielle myndigheder, banker og tilsvarende. Herefter kan de undersøge hinandens falske henvendelser og se, hvilke spor de kan finde på, at der er tale om falske og ikke ægte henvendelser.

 

Materialer

  • Computer/iPad
  • Eventuelt eksempler på mails fra banker, offentlige myndigheder og lignende

Nedenstående websites kan bruges til at få mere viden om hacking i almindelighed og phishing i særdeleshed:

Hvad er hacking (dr.dk/skole)

Hackernes metoder saadan lokker de dig i fælden (dr.dk/skole)

Fupmails: Sådan gennemskuer du dem (taenk.dk)

 

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er opbygget i to faser, hvor eleverne først kan lave deres egne falske breve eller e-mails og derefter finde tegn på, at hinandens falske produkter er falske. Rammesætning og perspektivering kan ske gennem en fælles introduktion til begrebet hacking med udgangspunkt i videoen, eller du kan anvende nogle af de links, der findes under ”Materialer”. Hvis sproget er en udfordring for dine elever, kan du stoppe centrale steder i videoen undervejs og sikre, at de har forstået indholdet, eller du kan selv på baggrund af videoen lave en lille mundtlig præsentation af hacking, ligesom det kan være en god ide at arbejde med elevernes forforståelse gennem begrebskort eller lignende.

1. Forfalskningsværkstedet

Eleverne kan i grupper lave falske henvendelser. I kan enten arbejde med det som fysiske henvendelser (breve) eller som e-mails.

Elevernes kan arbejde med, hvordan de vil sætte beskeden op, hvilket sprog der er i beskeden, og hvilke grafiske elementer der skal indgå.

2. Kriminalteknisk arbejde

Beskederne fra første fase distribueres til eleverne. De kan nu i grupperne granske de enkelte henvendelser og notere forskellige mistænkelige ting. Det kan være ting som opsætning, sprogbrug og brugen af grafiske elementer, der ikke ser helt rigtige ud.

Hvis du kan skaffe ægte henvendelser (uden personfølsomme oplysninger), kan disse være med blandt henvendelserne, så eleverne også skal kunne afsløre, om der er tale om ægte eller falske henvendelser.

3. Opsamling

Der kan laves en opsamling i plenum, hvor I diskuterer, hvad grupperne har fundet frem til. Eleverne kan for eksempel drøfte, hvilke elementer der er med til at afsløre de falske beskeder. I kan også tale om, hvorfor der er nogle, der laver falske beskeder, og hvad de forsøger at få ud af det. Her kan siderne fra DR Ultra og Tænk bruges til at perspektivere.

Udvidelser og forslag til videre arbejde

Det kan være oplagt at arbejde videre med hacking og teknologisk handleevne. Se for eksempel Om 'Hacking i Ultra:bit' (dr.dk/skole).

En anden mulighed er at spille Hackerspillet online eller låne spillet fra CFU. Spillets hjemmeside kan også bruges som opslagsværk til at blive klogere på hacking, metoder og ikke mindst, hvordan man kan beskytte sig.

 

Inspiration

På emu.dk findes 20 forløb, som er udarbejdet til forsøgsfagligheden teknologiforståelse. Videoen øverst på siden kan med fordel anvendes til at udfolde begrebet hacking, hvis du anvender et af de 20 undervisningsforløb. Det er særligt oplagt at komme ind på hacking i forbindelse med forløbene:

 

Kreditering

Aktiviteten og begrebsguidevideoen er udviklet af Eva Petropouleas, CFU Absalon, Malte von Sehested, CFU KP og Mark Holler, CFU UCN.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.