Forløb

Træd ud af komfortzonen med Jonas Risvig

Udskoling: Dette gæstelærerforløb med filminstruktør Jonas Risvig skal få eleverne til at reflektere over, hvem de er, hvad der motiverer dem, hvad de har til fælles med andre, samt at der ok at begå fejl.

Forløbet er udviklet til at sætte fokus på identitet, motivation og fællesskab.

Forløbet er målrettet elever i 8.-10. klasse.

 

Hele forløbet kan gennemføres online eller ved fysisk fremmøde på 4 lektioner.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Dette forløb sigter mod at styrke elevernes motivation, trivsel og fællesskab. Forløbet kobler til folkeskolens formålsparagraf, der lægger vægt på, at eleverne skal forberedes til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Forløbet kan anvendes i arbejdet med kompetenceområdet sundhed og trivsel i det obligatoriske emne sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Det kan gennemføres som en del af en trivselstemadag eller i faglige forløb om ungdom og identitetsskabelse.

Forudsætninger, form og indhold

Når eleverne har været væk fra skolen og fællesskabet i en længere periode, kan det føles utrygt og usikkert at vende tilbage. Det kan for eksempel være efter en lang sommerferie. Eleverne kan føle, at gruppedynamikken og deres egen identitet har flyttet sig. De kan desuden opleve, at motivationen til undervisningen og fællesskabet er dalet.  

Forløbet tager afsæt i et dynamisk motivationsbegreb fra Center for Ungdomsforskning, som indeholder fem motivationsorienteringer: viden, mestring, involvering, præstation og relationer.

Forløbet er bygget op om en podcast med Jonas Risvig, som er autodidakt filminstruktør og fotograf. Han har skrevet, produceret og instrueret en række musikvideoer, dokumentarer og ungdomsserier.

Tilrettelæggelse

Podcasten findes via dette link - brug linket, når eleverne skal høre podcasten, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Forud for forløbet er det en fordel, hvis læreren har hørt podcasten og set nogle klip eller afsnit af Jonas Risvigs serier på hans YouTube-kanal. Læreren kan også vælge at læse en artikel fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om de fem motivationsorienteringer fra Center for Ungdomsforskning. Find relevante links nederst på siden.

Derudover kræver forløbet, at alle elever har mulighed for lytte til podcasten, og at der er papir og blyant til rådighed. 

Hvis undervisningen gennemføres som fjernundervisning, kan alle opgaver, par- og gruppearbejder, læreroplæg samt de fælles drøftelser omlægges til virtuelle formater med inddragelse af breakout rooms. Gåturene kan om nødvendigt tages alene. Opgaverne Holdningshjørnet og Alt det vi deler kan tilpasses en virtuel undervisning med håndsoprækning eller kamera on/off.

Den uddybende lærervejledning, der findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i podcastens faser.

Forløbets opbygning

Forløbet er inddelt i fire faser, der er bygget op omkring podcasten med Jonas Risvig.

Fase 1: Træd ud af komfortzonen

Jonas Risvig fortæller i første del af podcasten om sin tid i folkeskolen og gymnasiet. Han har på egen krop mærket, hvordan det er at skulle leve op til egne og andres forventninger.  

Inden eleverne lytter til podcasten, kan læreren sætte gang i en indledende øvelse, der går ud på, at: 

  • læreren viser eleverne en kort video med klip fra Jonas Risvigs seneste ungdomsserie Show Reel ”Et tilbageblik på 2020” på YouTube.
  • eleverne går sammen to og to for at udveksle viden om Jonas Risvig - kender de ham eller hans film, og hvad ved de om ham?  
  • læreren sætter tomandsgrupperne sammen til firmandsgrupper og lader dem dele deres viden med hinanden.  
  • læreren samler kort op på, hvad eleverne tilsammen ved om Jonas Risvig og hans produktioner.  

Derefter kan læreren sende eleverne ud på en gåtur i grupper på to til tre personer, hvor de lytter til første del af podcasten (fra podcastens start til minut 7:42) og drøfter en række spørgsmål, der er uddybet i lærervejledningen.

Fase 2: Identitet 

Jonas Risvig taler i anden del af podcasten (fra minut 7:43 til minut 10:02) om at finde retning i livet og skabe sin egen identitet. 

Læreren kan starte med at stille eleverne det spørgsmål, som Jonas Risvig stiller i podcasten (cirka minut 9:40): “Tænk på, om der er en label, en etiket, en måde, andre ser dig på, som du føler, er sat på dig ufrivilligt. Hvad er det for en etiket, der er blevet sat på dig, og hvordan kunne du godt tænke dig aktivt at ændre den til noget andet i fremtiden?”. 

Når eleverne har tænkt over spørgsmålet i et par minutter, kan læreren starte med at fortælle om sin egen oplevelse af at få sat en label på sig og derefter spørge eleverne, om de vil dele deres tanker. Herefter kan der igangsættes en fælles øvelse, Holdningshjørnet, der er uddybet i lærervejledningen.

Fase 3: Motivation 

Jonas Risvig fortæller, at der ikke findes en endelig opskrift på, hvordan eleverne når deres drømme. Han giver dem i stedet et par gode råd med på vejen. Han siger, at det er en god idé, at eleverne siger deres drøm højt, at de sætter delmål for, hvad de gerne vil udrette, og at de gør sig umage. 

Læreren kan bede eleverne gå en tur og tænke over tredje del af podcasten, hvor Jonas Risvig taler om motivation (minut 10:03 til minut 18:50). Eleverne kan derefter gå sammen to og to og fortælle hinanden om tre udvalgte pointer. Til sidst kan eleverne præsentere og begrunde deres udvalgte pointer i plenum.  

Fase 4: Fællesskab 

Når eleverne har hørt sidste del af podcasten (fra minut 18:51 til minut 24:42), kan læreren introducere aktiviteten Alt det vi deler. Aktiviteten kan minde eleverne om det, de har til fælles. Aktiviteten kan være en udfordring for nogle, og læreren kan derfor indlede med at vise et videoeksempel på andre, som har afprøvet aktiviteten (se link til video nederst på siden).

Efter øvelsen kan eleverne sætte ord på oplevelsen i par eller i plenum. 

Evaluering 

Læreren kan starte med at spørge eleverne, hvad de synes om podcasten. Derefter kan læreren igangsætte to opgaver, der kan danne afsæt for lærerens evaluering af elevernes udbytte af forløbet: 

  • Lav en lydfil/video: Eleverne kan optage en kort lydsekvens eller en video, hvor de fortæller om deres oplevelse af forløbet. Hvad har podcasten og opgaverne fået dem til at tænke på? Hvad synes de om forløbet? Er der noget, de vil arbejde videre med som følge af forløbet? Lydfilen eller videoen kan afspilles i klassen eller blot sendes til læreren. 
  • Skriv et brev fra dig til dig: Eleverne kan skrive et brev til dem selv fra deres fremtidige 27-årige jeg. Brevet kan rumme tanker om, hvad der var godt og svært, hvad der betyder noget, og hvad skal der til for at leve det liv, de ønsker sig. Eleverne kan inkludere et godt råd i brevet.

Links til yderligere inspiration

Find alle Jonas Risvigs ungdomsserier og en kort video med klip fra Risvigs seneste ungdomsserie Show Real "Et tilbageblik på 2020" på YouTube

Lyt til podcasts med Jonas Risvig, hvor han diskuterer skabertrang med prominente personer og opfordrer unge til at udfolde sig kreativt i hjemmet

Læs en kort artikel om de fem motivationsorienteringer hos Danmarks Evalueringsinstitut

Find inspiration til en klasseøvelse i TV2’s brandingkampagne Alt det vi deler (kan bruges i fase 4)

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.