Artikel
Inspiration til arbejdet med kontroversielle emner og kritisk tænkning
Skolen skal forberede eleverne til deltagelse og medansvar i et demokratisk samfund. En del af elevernes demokratiske dannelse er, at de kan rumme andres værdier og håndtere følsomme og kontroversielle emner.
Denne artikel giver lærere og ledere inspiration og ideer til arbejdet med kontroversielle emner og kritisk tænkning - herunder ytringsfrihed.
Inddrag det kontroversielle
I skolen og i livet vil børn og unge blive udfordret af holdninger og værdier, som de ikke kender fra deres egen baggrund, eller som de er uenige i. Det kan af og til vække stærke følelser og skabe konflikter i både klasserummet og i samfundet. Det er derfor vigtigt at inddrage kontroversielle emner i undervisningen, for at eleverne lærer at håndtere uenighed. Skolen kan netop skabe det trygge rum, hvor eleverne kan afprøve forskellige holdninger, få nuanceret deres perspektiver og blive i stand til at opnå kritiske færdigheder.
Inddragelse af kontroversielle emner kan ske på flere måder. De kan planlægges ud fra konkrete emner eller cases, der gennemføres i undervisningen. Eller kontroversielle emner kan inddrages, når de opstår tilfældigt og spontant, for eksempel på baggrund af konkrete begivenheder og i samfundsdebatten.
Lederperspektiv
Ledelsens opbakning er vigtig i forhold til at støtte skolens personale, hvis det brænder på, og der opstår situationer, hvor elever eller forældre retter deres vrede mod læreren.
Det er samtidig ledelsens ansvar at klæde skolens personale på til opgaven, eksempelvis igennem oplæg eller kurser om håndtering af kontroversielle emner. Håndtering af kontroversielle emner kan også styrkes og systematiseres ved at gøre emnet til et fast punkt på dagsordenen ved lærermøder, teammøder eller andre pædagogiske møder.
Skolen kan for eksempel tage afsæt i materialet Hvordan taler man nemt om det svære?, som indeholder øvelser og aktiviteter til arbejdet med kontroversielle emner i klasserummet eller i personalegruppen. Materialet understøtter, at der på skolen arbejdes med forskellige emner, afprøves øvelser og reflekteres over lærerroller og udfordringer.
Lærerperspektiv
Det kræver et godt kendskab til eleverne at tage kontroversielle emner op i undervisningen. Materialet Hvordan taler man nemt om det svære? kan bruges til at blive klogere på sig selv og hinanden i et fælleskab, både som kolleger og som elever. Materialet kan bruges på alle klassetrin. Den gode relation mellem lærer og klasse er dog vigtig for at mindske risikoen for at tale om emner, som er vanskelige at håndtere for elever i kraft af deres alder og modenhed.
Kontroversielle emner og kritisk tænkning i undervisningen
At kunne håndtere kontroversielle emner og opnå færdigheder i kritisk tænkning er aktuelt i alle skolens fag og er begrundet i skolens formål. I kulturfagene samfundsfag, historie og kristendomskundskab kan der af og til forekomme emner, som i særlig grad er følsomme og kontroversielle, og som eleverne derfor skal lære at takle ved at kunne forholde sig fagligt, sagligt og kritisk til emnerne.
Nedenstående artikler om kritisk tænkning til alle tre kulturfag kan inspirere faglærere i undervisningen på alle klassetrin:
Kritisk tænkning i kristendomskundskab
Kritisk tænkning i samfundsfag
Redskabet Undervisning i ytringsfrihed giver inspiration og støtte til at udvikle eller bevare et godt arbejds- og undervisningsmiljø med ytringsfrihed for både lærere og elever.
Social kontrol som kontroversielt emne
Det’ mit liv – eller er det? er en gratis forestilling og et undervisningstilbud ved teatergruppen C:NTACT om negativ social kontrol. Undervisningstilbuddet indeholder et undervisningsmateriale, som består af personlige fortællinger fortalt via podcast eller film med dertilhørende arbejdsspørgsmål og øvelser. Materialet er bedst egnet til udskolingselever. Det er motiverende for eleverne, at der tages udgangspunkt i autentiske cases.
Kontroversielle emner og håndtering af konflikter
I arbejdet med kontroversielle emner vil modstridende holdninger, der kan være svære at forene, ofte være på spil. Eleverne skal i skolen afprøve, hvad det vil sige at være i et uenighedsfællesskab. I den forbindelse er det naturligt at drøfte, hvordan man kan være uenige og samtidig være i et fællesskab. I materialet Inspirationsmateriale til grundskole og fritidstilbud findes aktiviteter med fokus på at understøtte uenighedsfælleskaber i undervisningen.
Det er i den sammenhæng også vigtigt, at både lærere og ledelse er forberedt på at håndtere uenigheder og potentielle konflikter. De to film, Konflikter på fællesarealer: Adfærd og Konflikter på fællesarealer: Regler, lægger begge op til drøftelser i personalegruppen om at understøtte en adfærd på skolen med fokus på fælleskab og trivsel. Filmene understreger blandt andet vigtigheden i, at der på skolen er klarhed omkring, hvilken type adfærd skolen ønsker – både verbalt og nonverbalt.
Find filmene her: Fællesskabende adfærd på fællesområder.
På emu.dk findes vejledningen Sikkerhed og kriseberedskab som har til formål at skabe overblik over viden og anbefalinger om forebyggelse og håndtering af alvorlige hændelser i en skolekontekst.
I artiklen Handle- og henvendelsesmuligheder ved bekymring for radikalisering, der henvender sig til både pædagogisk personale og ledelse, sættes der fokus på, hvad skolen kan gøre, og hvem der kan hjælpe, hvis der er konkret bekymring i forhold til radikalisering på skolen.
Filosofi og kritisk tænkning
At inddrage eleverne i filosofiske dialoger og undersøgende fællesskaber om emner som etik, eksistens og identitet kan også være en god vej at gå i arbejdet med udvikling af elevernes kritiske tænkning og evne til samtale. Inspirationsmaterialet Filosofi og kritisk tænkning er udviklet til udskolingen og har til formål at fremme elevernes selvstændige refleksioner og alsidige udvikling. Det er kendetegnende for filosofiske aktiviteter, at de er åbne, og at de ikke leder efter bestemte svar. De er derfor gode til at motivere eleverne til samtaler med plads til forskellighed og understøtte fællesskab.
Kreditering
Artiklen er udarbejdet af Styrelsen for Undervising og Kvalitet
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.