Artikel
Nogle børn læser inden skolestart
I indskolingen sidder børn, der har lært at læse derhjemme. De læser sikkert og med god forståelse og har ikke brug for den tidlige læseundervisning. Hvad ved vi om dem, og hvordan kan vi hjælpe dem bedst?
I Danmark er området ikke systematisk undersøgt, men ved at kigge på den internationale og til dels historiske forskning inden for feltet, kan vi udlede nogle træk. Familiens uddannelsesniveau er fx ikke afgørende, det er imidlertid dens indstilling til læsning og skolegang.
Hvor mange tidlige læsere er der?
En forskergruppe på det daværende DPI (nu DPU) lavede i begyndelsen af 1990’erne en undersøgelse af voksnes erindringer om tidlig læsning og anslog gruppen til at udgøre 1-4 % af hele befolkningen (Rabøl Hansen m.fl. 1992). Tallet er dog temmelig usikkert, og Kjeld Kjertmann anslog det ud fra en ny undersøgelse i 2001 til at ligge på 15-20 % (Kjertmann 2002). Begge studier undersøger voksne, der var tidlige læsere, da de startede i skole, hvilket kan ligge mange år tilbage. Vi ved således ikke, hvor mange tidlige læsere, der er i gruppen af børn, der starter i skole i dag. Derudover er ’skolestart’ noget andet i dag end i de tidligere studier, hvor det er sat til 1. klasse. I dag vil det give bedre mening at se indgangen til børnehaveklassen som skolestarten, fordi der jo i børnehaveklasser i dag sker en systematisk læseundervisning, som vi ikke havde tidligere.
Det korte svar er derfor, at vi ikke ved, hvor mange det drejer sig om, men vi ved fra diverse udviklingsprojekter i børnehaver og på skoler, at der altid er en gruppe børn, der i tiden op til start i børnehaveklasse læser sikkert og med en vis forståelse. Men vi savner en systematisk undersøgelse af området.
Hvad betinger den tidlige læseudvikling?
Ud over de to danske undersøgelser findes der to klassiske internationale studier af tidlige læsere, et amerikansk fra 1960’erne og et skotsk fra 1970’erne (Durkin 1966; Clark 1976). De har begge lavet kvalitative undersøgelser af grupper af tidlige læsere og begge fundet, at der ikke er nogen social slagside i de tidlige læseres familiebaggrund. Det er ud fra et nutidigt synspunkt opsigtsvækkende. Begge studier viser, at det er familiernes læsevaner og indstilling til læsning og skolegang og ikke forældrenes uddannelsesniveau, der er afgørende. Der er i studierne flere eksempler på meget læsende arbejderfamilier, som videregiver glæden ved læsning til børnene ved at læse sammen med dem.
De klassiske studier peger begge på en såkaldt ’moderat’ sammenhæng mellem tidlig læseudvikling og intelligens. Grupperne af tidlige læsere er lidt mere intelligente, målt på en standardtest, end gennemsnittet, men der er internt i grupperne stor variation, så sammenhængen er ikke klar. Det ser derimod ud til at være meget mere afgørende, at barnet er vedholdende, kan lide at lave ting alene, holder af at koncentrere sig om det samme i længere tid ad gangen, har god evne til auditiv skelnen og allervigtigst: er meget sammen med voksne, som selv læser og udviser glæde og engagement ved fx avis- og romanlæsning, som læser sammen med børnene og gør det på børnenes præmisser ved fx at lade dem vælge, hvad der skal læses, og ikke mindst tale om, hvad man læser.
Går man lidt mere ind i, hvordan børnene mere specifikt har lært (sig) at læse, tegner der sig et broget billede. På case-niveau er der mange eksempler på børn, som mere eller mindre på egen hånd begynder at læse – ofte til stor overraskelse for deres forældre. Forældrene har ofte selv svært ved at angive forklaringer, mens forskerne ofte peger på det samlede ’miljø’ omkring barnet, fx i form af læsende søskende, børne-tv, biblioteksbesøg sammen med forældre eller ældre søskende.
Findes læseparathed?
På tidspunktet for de klassiske studier var den officielle holdning, at læsning udelukkende var skolens ansvar, og at for tidlig læseudvikling kunne være skadelig. Man mente, at barnets hjerne ikke var parat til læsning før en vis alder, og man mente, at læsning var så kompleks en færdighed, at den kun kunne overlades til eksperter. Meget af forskningslitteraturen skriver sig derfor op imod denne holdning og ser de tidlige læsere som en slags bevis for, at der ikke findes sådan noget som læseparathed. Den polemiske indvending lyder, at det ikke er barnet, der skal være parat til læsning, men skolen, der skal være parat til barnet. Ragnhild Söderbergh i Sverige har således argumenteret for og bl.a. med sine egne børn vist, hvordan tidlig læseudvikling kan ske i hjemmet – endog meget tidligt i barnets udvikling (Söderbergh 2011). Söderberghs eksempel er i den forstand lidt specielt, fordi der her er en læsekyndig voksen, der målrettet instruerer barnet.
Hvad kan skolen gøre?
For det første skal den vide det. Der er masser af eksempler på børn og forældre, der skjuler læsekompetencer af frygt for at fremstå anderledes eller problematiske. Det er børn, der troligt følger med i den fælles progression i den tidlige læseundervisning og samtidig læser tykke bøger i fritiden. De findes derude lige nu, også i Danmark. Derudover vrimler forskningslitteraturen med beretninger om børn, der demotiveres i mødet med skolen, og som udvikler ’underydelses-strategier’, altså strategier for, hvordan man fremstår mindre kompetent, end man er. Dette er ikke specifikt for læsning, men gælder generelt, og fænomenet er velbeskrevet blandt andet i litteraturen om højtbegavede børn (se fx Silverman 2013). Som nævnt er tidlig læsning ikke nødvendigvis knyttet til generel begavelse, men forskningen peger på, at også de tidlige læsere kæmper med demotivering.
For det andet skal skolen handle på sin viden. Når et barn eller en gruppe børn i klassen kan læse, skal der tages højde for det i form af differentiering. Hvordan den konkret skal tilrettelægges, må afhænge af børnene, klassen og ressourcerne, men selvstændig undersøgelse af emner, at gå på opdagelse i magasiner, bøger og på hjemmesider, formidling af det læste i form af skrivning og samtale osv. er oplagt for gruppen af tidlige læsere. Eller: Det er sådan set oplagt for alle, men de tidlige læsere kan gøre det tidligere og med mere avancerede tekster end deres klassekammerater.
Om projektet
Projekt Tidlige læsere – tidlig indsats til talenter er gennemført af Nationalt Videncenter for Læsning i samarbejde med Skolen på Islands Brygge. Projektet har modtaget tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriets pulje om talenter og højtbegavede elever. I projekt er der udviklet et værktøj til identifikation af tidlige læsere i børnehaveklassen og 1. klasse samt en række aktiviteter og læringsforløb til tidlige læsere.
For mere information om projektet henvises til Nationalt Videncenter for Læsning.
Kreditering
Artiklen er skrevet af Peter Heller Lützen faglig konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning
Litteratur
Clark, M. (1976): Young Fluent Readers, Heinemann Education Books.
Durkin, D. (1966): Children Who Read Early, Teachers College Press.
Kjertmann, K. (2002): Læsetilegnelse – ikke kun en sag for skolen (Kapitel 4), Alinea.
Rabøl Hansen, V., Jansen, M., Lau, J., & Robenhagen, O. (1992): Tidlige læsere, Danmarks Pædagogiske Institut.
Silverman, L. K. (2013): Giftedness 101, Springer Publishing.
Söderbergh, R. (2011): Læse, skrive, tale – Barnet erobrer sproget (Kapitel 7 og 9), Akademisk Forlag.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.