Hvordan sikrer vi rette hjælp til rette tid for børn med alvorligere psykiske vanskeligheder?

For børn henvist på mistanke om udviklingsforstyrrelser (ADHD og autisme) starter forældrenes bekymring omkring 4-årsalderen, men der går i gennemsnit seks år, før de henvises til børne- og ungdomspsykiatrien.

Symptomer på emotionelle lidelser som angst og depression starter senere i barndommen, og her går der gennemsnitligt tre år, fra forældrene først bliver bekymrede, til barnet bliver henvist. Børnene udviser således symptomer på psykiske vanskeligheder en stor del af deres skoletid.

En undersøgelse fra Region Nordjylland viste, at hver femte henvisning beskrev faglige udfordringer, og omkring hvert fjerde henviste barn havde skolefravær på grund af deres symptomer (Hansen, 2021).

Skolen spiller derfor også en central rolle i forældrenes søgen efter hjælp. Lærere og pædagoger er dem, forældrene hyppigst starter med at tage kontakt til for at få hjælp, og i undersøgelsen af Hansen et al. var to tredjedele af de henviste børn i kontakt med PPR inden henvisning (Anna Sofie Hansen et al., 2021). Dog er det kun omkring en fjerdedel af alle henvisninger, der kommer fra PPR, og disse er primært for børn, hvor der er mistanke om en udviklingsforstyrrelse.

Familiernes udfordringer i samarbejdet med de professionelle

”Man føler ofte, at fagpersonerne har deres egen dagsorden, og at man ikke altid lyttes til som forældre. At man ikke bliver set som en ressource. Man kan godt føle sig behandlet, som om man ikke har forstand på sit eget barn som forældre, fordi man ikke er uddannet til området”

- Forælder til henvist barn

Familier til børn med psykiske vanskeligheder kommer ofte i kontakt med rigtig mange forskellige professionelle i deres søgen efter hjælp. Det kan f.eks. være sundhedsplejerske, pædagoger, lærere, PPR-psykolog(er), sagsbehandler(e) fra kommunen, familievejleder, egen læge, børnelæge, privatpraktiserende psykolog og behandlere fra børne- og ungdomspsykiatrien.

På deres vej rundt i systemet fortæller over halvdelen af forældre til henviste børn, at de er blevet mødt af fagprofessionelle, som ikke har lyttet til dem og taget dem alvorligt, og mange forældre har en oplevelse af, at få skylden for deres barns mistrivsel. Over halvdelen af forældrene oplever også, at fagprofessionelle afviser at igangsætte hjælp eller støtte, som forældrene selv tænker kunne være relevant.

Dette kan der være mange årsager til, men det er problematisk, at så mange forældre har en oplevelse af at skulle kæmpe imod det system, der har til formål at hjælpe dem og deres barn. Således svarer fire ud af ti forældre, at tidligere dårlige erfaringer med professionelle har gjort, at de på et senere tidspunkt har været tilbageholdende med at søge yderligere hjælp til deres barn (A.S. Hansen et al., 2021).

Tre greb til en bedre praksis

Vejen til børne- og ungdomspsykiatrien for børn med alvorlige psykiske vanskeligheder er i dag for lang, og familierne farer ofte vild i, hvor de kan søge hjælp. Der er derfor behov for at se på, hvordan vi sikrer bedre sammenhæng i de indsatser, der eksisterer for børn og unge med alvorligere psykiske vanskeligheder.

1. En fælles indgang til de kommunale tilbud

Psykiske vanskeligheder hos børn og unge påvirker mange aspekter af deres og deres families liv, og ofte er der ikke brug for et enten-eller-tilbud, men et både og, hvor flere indsatser igangsættes parallelt. Sundhedsstyrelsen peger på mulige løsninger på de eksisterende udfordringer, herunder mere fleksibel opgavevaretagelse, en mere tydelig ansvarsfordeling i opgaveløsningen og bedre sammenhæng på tværs af sektorer.

Helt konkret peges der på muligheden for etablering af kommunale tilbud med én indgang.

Et sådan tilbud vil gøre det lettere for familier at finde vej til den rette hjælp og vil kunne sikre en tværfaglig vurdering af barnet og en bedre sammenhængskraft i det tilbud, der gives til familierne. Én fælles vurdering af barnets og familiens behov for indsats kan forhåbentlig også medvirke til bedre kommunikation imellem de forskellige fagprofessionelle, der bliver involveret i indsatsen.

2. Mere systematisk evaluering af effekten af indsatser

Adgang til indsatser og behandlingstilbud er ikke automatisk lig med, at børn og unge får den hjælp, de har brug for. Der kan være ting, der overses ved første øjekast, så som en underliggende ADHD eller autisme hos et barn, der udviser symptomer på angst, og som derfor har brug for mere end blot angstbehandling. Det kan også være, at den første mindre specialiserede indsats viser sig at være utilstrækkelig.

Børn oplever mange overgange i deres første leveår, fra dagpleje/vuggestue til børnehave, videre til først indskolingen og herefter mellemskolingen og udskolingen. De mange overgange medfører ofte også skift af fagprofessionelle og stiller krav om gode overleveringer, for at indsatsen for barnet ikke sættes tilbage. I forbindelse med overgange kan der være behov for et skærpet fokus på, om tidligere igangsatte indsatser fortsat er tilstrækkelige, eller om de øgede krav til barnet gør, at der er behov for anden eller yderligere indsats. Derfor er der brug for løbende og systematisk evaluering af effekten af de indsatser, der igangsættes.

I evalueringen af indsatserne er det vigtigt at inddrage familiernes perspektiv. Fagprofessionelle er eksperterne på hver deres eget fagområde, men forældrene kan i højere grad inddrages som dem, der er eksperter på lige præcis deres barn, og som de eneste voksne der har fulgt barnet igennem alle de mange skift.

3. Inddrag børne- og ungdomspsykiatrien tidligere

Forløbsprogrammerne for børn og unge med ADHD, angst og depression og spiseforstyrrelser, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2017, lægger op til en gradueret indsats for børn og unge med psykiatriske lidelser, hvor børne- og ungdomspsykiatrien først inddrages på trin 3, når der ikke har været tilstrækkelig effekt af indsatser på de tidligere trin (Sundhedsstyrelsen, 2017).

For at sikre bedre sammenhæng i tværsektorielle forløb og tidlig opsporing af de børn, der har behov for udredning i børne- og ungdomspsykiatrien, kan der være behov for, at samarbejdet med børne- og ungdomspsykiatrien i højere grad indtænkes på de tidligere trin. Dette kan blandt andet ske ved, at børne- og ungdomspsykiatrien tilbyder let tilgængelig rådgivning til kommunerne samt sparring i komplekse sager.

Hvordan man bedst organiserer et sådan samarbejde i de enkelte kommuner kan variere, men det vil være vigtigt at få etableret faste mødefora, hvor alle relevante aktører fra det kommunale og det regionale system regelmæssigt mødes og kan drøfte både enkeltsager og generelle problematikker.   

Hvis man skal i mål med at sikre rette hjælp til rette tid til børn med alvorligere psykiatriske vanskeligheder, vil det kræve en tilførsel af ressourcer til både det kommunale og regionale område, men det vil også kræve, at man ser på, hvordan de forskellige tilbud organiseres, så flere familier til børn med psykiske vanskeligheder kommer til at opleve systemet som hjælpsomt, frem for noget de skal kæmpe imod.