Lovgivning
Begrebet specialundervisning
Specialundervisning skal imødekomme, at alle børn bliver så dygtige, de kan. Få en kort indføring i lovgivningen og klagemuligheder.
Specialundervisningen skal give børn med særlige undervisningsmæssige behov mulighed for at udvikle sig på lige fod med andre børn både i dagtilbuddet og i skolen. Specialundervisning er et redskab til at imødekomme, at alle børn bliver så dygtige, de kan. Det er vigtigt at undgå, at de særlige behov fører til, at forventningerne til børnene sænkes, eller at børnene ikke er en del af et fællesskab.
Lovgivning
Specialpædagogisk bistand til småbørn gives efter bekendtgørelse om folkeskolens specialpædagogiske bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.
I 2012 blev reglerne om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ændret. Den specialpædagogiske bistand omfatter nu støtte til elever i specialklasser og specialskoler samt elever, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst ni undervisningstimer ugentligt.
Den specialpædagogiske bistand kan organiseres på forskellige måder, der betyder, at eleven deltager mere eller mindre i den almindelige undervisning i klassen. Det er elevens behov, der er afgørende for, hvilken form der vælges.
Klagereglerne på folkeskoleområdet
Ved ændringen af specialundervisningsbegrebet på folkeskoleområdet blev klagereglerne også tilpasset. Det betyder, at Klagenævnet for Specialundervisning kun kan ændre kommunalbestyrelsens afgørelse om et inkluderende undervisningstilbud i den almindelige folkeskole til et undervisningstilbud i en specialklasse eller på en specialskole, hvis vægtige faglige grunde taler for det.
Klagenævnet kan desuden kun ændre en kommunal afgørelse, hvis nævnet efter en samlet vurdering af undervisningsdelen vurderer, at et andet undervisningstilbud i klart højere grad imødekommer elevens undervisningsbehov. Klagenævnet kan heller ikke længere træffe afgørelse om, at en elev skal henvises til en specialklasse på en bestemt skole eller til en bestemt specialskole.