Artikel

Sådan kan forvaltningen bedst støtte skolernes arbejde med elever med ordblindhed

De kommunale forvaltninger har en vigtig rolle at spille, når skolerne skal sikre den bedst mulige undervisning for elever med ordblindhed. 

Tre vigtige greb i forvaltningernes understøttelse af skolernes arbejde:

 

1. Skolernes læsevejledere har brug for at kunne trække på en kommunal læsekonsulent

Læsevejlederne på folkeskolerne har en vigtig og omfattende rolle i arbejdet med ordblinde elever, og derfor har de brug for at kunne sparre med fx en kommunal læsekonsulent. I nogle tilfælde står læsevejlederne alene med fx testning, undervisning og opfølgning på ordblinde elevers udvikling.

Forvaltningen kan her være med til at sikre, at læsevejlederne har mulighed for bl.a. sparring og faglig opdatering i samarbejdet med en kommunal læsekonsulent. EVA’s undersøgelse viser, at 85 % af læsevejlederne har mulighed for at trække på en kommunal læsekonsulent i deres arbejde med ordblinde elever, og ud af dem gør langt størstedelen (91 %) brug af læsekonsulenten. Samtidig har 13 % af læsevejlederne ikke mulighed for at trække på en kommunal læsekonsulent.

 

2. Kommunale handleplaner har betydning for arbejdet med ordblinde elever

Skoler i kommuner med kommunale handleplaner går mere systematisk til arbejdet med ordblinde elever. Blandt andet har flere skoler egne retningslinjer for arbejdet med ordblinde elever i kommuner med en kommunal handleplan, sammenlignet med skoler i kommuner uden en kommunal handleplan. 15 % af læsevejlederne svarer, at der ikke findes en kommunal handleplan, mens 8 % svarer, at de ikke ved, om der er en kommunal handleplan.

Kommunale handleplaner kan sætte skub i arbejdet med ordblinde elever på de enkelte skoler. Når der er faste procedurer og klare retningslinjer fra kommunalt hold, giver det en klarere rammesætning og skaber fælles opmærksomhed på arbejdet med ordblinde elever på tværs af skolerne.

 

3. Gennem kommunale handleplaner understøttes skolernes arbejde med individuelle planer for eleverne

Ordblinde elever har forskellige udfordringer. Nogle elever er meget prægede af deres ordblindhed og har brug for megen støtte i undervisningen, mens ordblindheden hos andre er mindre udtalt. Med en individuel plan for den enkelte elev bliver det muligt at tage højde for elevens forudsætninger og vanskeligheder. Henholdsvis 67 og 68 % af skolerne i kommuner med enten en overordnet eller en detaljeret kommunal handleplan udarbejder en individuel plan, når en elev udredes som ordblind. I kommuner uden en kommunal handleplan udarbejder 46 % af skolerne en individuel plan. Således udarbejder 51 % af skolerne i disse kommuner ikke en individuel plan, når en elev udredes som ordblind.

 

Hent notatet i sin fulde længde og læs mere om ordblindhed på eva.dk

 

EVA undersøger

Notatet bygger på to udgivelser fra EVA, Danmarks Evalueringsinstitut. Den ene udgivelse er en tabelrapport baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt læsevejledere på landets folkeskoler. Den anden udgivelse er et vidensnotat, som opsamler centrale pointer fra international forskning om arbejdet med ordblinde elever. Læs mere på www.eva.dk/ordblinde.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.