Artikel

Ordblindetesten

Her kan du læse om den nationale tværgående ordblindetest, Ordblindetesten.

Siden februar 2015 har Børne- og Undervisningsministeriet stillet en gratis, national ordblindetest til rådighed, Ordblindetesten. Her præsenteres testen i grove træk, i Ordblindetestens vejledning findes en langt mere detaljeret gennemgang. Ordblindetesten er tværgående, den kan bruges fra marts i 3. klasse i grundskolen, i ungdomsuddannelserne, i videregående uddannelser samt i voksenuddannelser. 

Inden eleven indstilles til en ordblindetestning, skal der være tydelige tegn på ordblindhed og dermed en begrundet mistanke om ordblindhed. Mistanken kan være begrundet i evalueringer fra den daglige undervisning (test, undervisningsobservationer mm.), og mistanken har været forsøgt afhjulpet med systematisk og direkte undervisning i skriftens lydprincip. Dette har ikke givet en tilstrækkelig effekt.

Før eleven testes, skal eleven/forældrene/værgen udfylde en samtykkeerklæring. Ordblindetesten er ikke en klassescreening, men en test som foretages individuelt. Den skal varetages af testvejledere med uddannelse i læsevanskeligheder. Ordblindetesten opgøres automatisk, og det tager cirka en halv time at gennemføre den.

Når man sender en elev til ordblindetestning, og det viser sig, at eleven er ordblind, kan man forvente, at skolelederen beslutter, hvordan man bedst tilrettelægger et fyldestgørende og inkluderende tilbud for eleven. Hvis eleven ikke viser sig at være ordblind, bør elevens vanskeligheder med skriftsproget afdækkes på anden vis.

 

Opfølgning

Når en elev har afsluttet testen, får han/hun en ordblindetestscore, der sammenfatter resultaterne: Hvor rigtigt eleven har svaret, og hvor hurtigt eleven har svaret i de to test, der måler elevens færdigheder i at udnytte skriftens lydprincip.

Testen anbringer eleven i én af tre grupper: Rød, gul eller grøn.

 

Den røde gruppe – ordblind

Når eleven er i den røde gruppe i Ordblindetesten, er resultatet på ordblindeniveau.

Resultatet af Ordblindetesten fortæller kun, at eleven har vanskeligheder med at udnytte skriftens lydprincip. Testresultatet er ikke et tilstrækkeligt grundlag for at tilrettelægge undervisningen af eleven. Derfor skal resultatet suppleres af andre iagttagelser af elevens niveau i læsning og stavning. Undervisningen skal desuden evalueres løbende, fordi ingen på forhånd ved, hvordan progressionen i de forskellige færdigheder kommer til at forløbe.

Familien kan have brug for råd om, hvad ordblindhed er, hvordan barnets resultater skal forstås, og hvad de kan gøre for at opmuntre og støtte barnet i skolearbejdet samt i at læse i fritiden.

 

Den gule gruppe – usikker fonologisk kodning

At en elev er i den gule gruppe betyder, at han/hun har en usikker fonologisk kodning uden at være ordblind. Læsevejlederen og dansklæreren bør drøfte, hvordan eleven får forbedret sin fonologiske kodning. Hvis der er mistanke om andre vanskeligheder med skriftsproget, bør en nærmere undersøgelse afdække elevens tekstforståelse, læsehastighed, ordkendskab,  retskrivning og udnyttelse af andre skriftprincipper i ordlæsning.

 

Den grønne gruppe – ikke ordblind

Elever i den grønne gruppe er ikke ordblinde. Eleven kan dog godt have andre former for læsevanskeligheder end ordblindhed. Hvis der er mistanke om andre vanskeligheder med skriftsproget, bør en nærmere undersøgelse afdække elevens tekstforståelse, læsehastighed, ordkendskab, retskrivning og udnyttelse af andre skriftprincipper i ordlæsning.

 

Mere viden om Ordblindetesten

Vejledning til Ordblindetesten

Henvendelser vedrørende Ordblindetesten sendes til ordblindetest@uvm.dk

 

Kreditering

Birgit Dilling Jandorf, Inga Thorup Thomsen og Trine Nobelius

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.