Handout med gode råd til ordblinde elever

Her kan du læse om, hvad du som ordblind elev kan gøre for at hjælpe dig selv.

Her er, nogle input til, hvad du selv kan og skal gøre for at hjælpe dig selv i grundskolen:

  • At arbejde for at blive bedre til at læse og stave ord.
  • At samarbejde med lærerne og bede om feedback på din læring.
  • At læse selvstændigt med bøger, der passer til din alder. Det kan du gøre ved hjælp af Notas netbibliotek.
  • At lære strategier til bedre læseforståelse og bede lærerne om hjælp.
  • At bruge kompenserende læse- og skriveteknologi.
  • At samarbejde med lærerne, når der skal tages nye og bedre hensyn til det, du har svært ved.
  • At acceptere, at du er ordblind og at vide noget om, hvad ordblindhed er.
  • At have forventninger til dig selv og tro på, at du kan få en uddannelse og et job – at tale med din lærer, skolens læsevejleder og UU-vejleder om dine muligheder for at få støtte i det videre uddannelsesforløb.

Du er ikke alene

Der sidder i gennemsnit et par ordblinde elever i hver klasse, så du er ikke den eneste. Faktisk er der 6 % af eleverne i 3.-10. klasse, der er ordblinde (Evaluering af anvendelsen af Ordblindetesten for skoleåret 2017-2018). Når man får at vide, at man er ordblind, så kan det godt tage tid at vænne sig til det. For de fleste er det en lettelse, for så får de en forklaring på, hvorfor det bliver ved med at være svært at læse og stave, selvom de øver sig, alt hvad de kan. Men man kan også godt blive ked af, at det er sådan, at det bliver ved med at være svært. Hvis du bliver ked af det, så skal du vide, at du godt kan gøre noget ved dine læseproblemer. Du kan godt lære at blive bedre til at læse og stave, det kommer bare til at tage længere tid. Og du kan få noget læse- og skriveteknologi, som kan hjælpe dig med læsning og stavning.

Nogle ordblinde elever bliver mindre motiverede for at lære noget, fordi de tænker, at det alligevel er for besværligt. Men man kan sagtens lære noget – din lærer kan hjælpe dig med at gøre teksten nemmere at læse og forstå for dig. Enten kan I gøre et fælles forarbejde, så det bliver lettere at læse teksten, eller også kan læreren give dig teksten digitalt. Mange ordblinde elever har det sådan, at de ikke har lyst til at finde ud af, om de har forstået en tekst rigtigt, fordi de tænker, at det har de nok alligevel ikke. Men hvis du ikke har forstået en tekst rigtigt, så skyldes det ikke, at du er dummere end dine klassekammerater. Så skyldes det måske, at du var træt, da du læste den, eller at du har læst nogle af de vigtigste ord forkert. Prøv at bede din lærer eller en kammerat om at forklare, hvordan et ord skal læses og undersøg, hvad ordet betyder. Det kan være godt at gøre det sammen med en læsemakker.

Du vil selv noget

Der er nogen, der bliver bange, hver gang de føler, at de skal præstere noget foran klassen. De føler, at de skal leve op til andres forventninger. Prøv i stedet at lave dine egne forventninger. Tænk på, at du selv vil lære noget, at du selv vil have noget at vide. Snak med din lærer om at lave nogle mål for dig selv.

Her er nogle citater fra ordblinde elever i folkeskolen. De fortæller om de udfordringer, de møder, og også om, hvordan de klarer sig igennem dem:

”Dér fik jeg øjnene op for at gå i skole. Der lærte jeg meget om, hvad det egentlig vil sige at læse ord og fik lært, hvornår jeg skal bruge de forskellige it-redskaber, og at det kan være sjovt at gå i skole, og der var lærere, der havde forståelse for, hvad det vil sige at være ordblind.”

Anna, 12 år.

At arbejde for at blive bedre til at læse og stave ord og bede om feedback på læringen

”Jeg kan huske, at jeg glædede mig til at begynde i skolen, og jeg skulle lære bogstaverne. De var SÅ svære for mig, og jeg forstod ikke, hvad jeg skulle bruge dem til. Så jeg tænkte, at jeg nok bare var lidt dummere end de andre, og jeg troede, at jeg bare kunne koncentrere mig om noget helt andet. Men læsevejlederen fortalte mig, hvad der skulle til. Der skulle knokles.”

Cecilie, 15 år.

”Jeg læser bøger hver dag om morgenen fra kl. 8 – 8.15, hvor jeg sidder med headset på og min computer, der kun læser de ord højt, som jeg synes er for svære for mig”

Jens, 12 år.

”Jeg læste teksten 50 gange derhjemme, så jeg kunne den flydende og udenad, men så blev det jo ikke opdaget, at jeg havde vanskeligheder.”

Elise, 13 år.

At anvende kompenserende it

”Jeg laver ikke lektier uden min computer, jeg føler mig mere sikker i stavning, og jeg genkender nemmere ord, når jeg bruger den.”

Karl, 13 år

”Når jeg skriver med oplæsningsstøtte, betyder det også, at jeg får overskud til at formulere mig lidt anderledes også.”

Anna, 12 år

At fortælle lærerne, når der skal tages nye og bedre hensyn til det, jeg har svært ved

”Det er meget med forskel, nogen børn har det fint nok med, at de skal til læsevejledning. Det er mere det, at man virkelig skal gøre sig umage med at finde de lærere, der er engagerede og dygtige inden for ordblindhed. De SKAL ville det.”

Lau, 11 år.

”Lærerne skal begynde at forstå, hvad der skal ske i et skoleforløb, når man har disse vanskeligheder. At de har mulighed for at hjælpe med de svære ord og it, og at man ikke skal vente flere uger på, at computeren bliver opdateret, og så skal lærerne fortælle om disse vanskeligheder i klassen, så ens klassekammerater får en forståelse for, hvad det handler om, så de ikke synes, at det er snyd, når man arbejder med it-redskaberne.”

Ulrik, 13 år

”Jeg ved personligt, at man mister rigtig nemt energien, hvis man føler, at lærerne har tabt én. De skal være valgt med omhu, ellers mister de eleverne.”

Peter, 14 år.

”Jeg vil bedømmes på mine faglige færdigheder, og lærerne skal se på de ting, som jeg kan.”

Karl, 13 år.

At acceptere at du er ordblind og at vide, hvad ordblindhed er

Du er hverken dum eller doven, fordi du har svært ved at læse og stave. Du må ikke give op, og du må ikke bare vente og være passiv med få adgang til viden. Du skal stille spørgsmål, du skal bede om hjælp. Du skal sige igen og igen ”jeg spørger dig, fordi jeg er ordblind, jeg har svært ved at læse og stave præcist og hurtigt.” Det er rigtigt, at ordblindhed er en forhindring, og det er rigtigt, at det kan føles uretfærdigt. Men det skal ikke forhindre dig i at blive klogere, tage en uddannelse eller finde dig et job.

”Jeg gik bare og følte mig halvdum, og troede at det var mig, der var noget galt med.”

Elise, 13 år.

”Før, når jeg havde svært ved engelsk, så syntes jeg bare, at det hele var dumt. Nu forstår jeg ligesom hvorfor.”

Peter, 14 år.

”At man skal have at vide, at der er nogen, der er gode til at læse, og at nogen har sværere ved det, og at det er rimelig almindeligt, at nogen har svært ved det.”

Helene, 13 år.

”Læreren skal forklare SELVE ORDBLINDHEDEN, at der er andre i landet og verden, der har det. At det ikke kun er dig.”

Lau, 11 år.

At opsøge andre med ordblindhed

”Jeg bruger mine it-redskaber hele tiden. Det er fint at sidde i klassen, for der er også en anden med ordblindhed, der sidder i klassen, og jeg kan hjælpe hende”.

Anders, 11 år.

”Man skal søge så meget erfaring hos de elever, der har disse problemer i forvejen.”

Peter, 14 år.

At fortælle de andre i klassen, at man er ordblind

”Ordblindhed er jo bare noget, man skal leve med. Det er en hjælp, at andre i min klasse ved, hvad det vil sige at være ordblind. Det har jeg selv fortalt dem, da jeg fik min første computer. Jeg er ordblind, og jeg skal bruge min computer.”

Jens, 12 år.

At have forventninger til sin uddannelse eller erhverv

”Jeg skal være 100 % klar, og så skal jeg på landbrugsskole og læse videre til agronom, så jeg får noget viden om det, jeg godt kan lide at lave.”

Ulrik, 13 år

Birgit Dilling Jandorf, Inga Thorup Thomsen og Trine Nobelius

Siden er opdateret 11. august 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.