Redskab

Handout med gode råd til forældre til børn med ordblindhed

Her kan du læse om, hvad du som forælder kan gøre for at støtte dit ordblinde barns skoleforløb.

Dine nøglebidrag som forælder:

  • At samarbejde med skolen og barnets lærere og have klare forventninger til barnets skoleforløb.
  • At være barnets advokat ved mistanke om ordblindhed.
  • At lade barnet vise, hvad det kan og har lært.
  • At være en rollemodel, der også læser og/eller lyttelæser. Det er knapt så vigtigt, hvad man læser, som at man læser.
  • At støtte og opmuntre barnet.
  • At kende til skolens og hjemmets rettigheder og pligter.
  • At have forventninger til barnets uddannelse og/eller erhverv.

Sig til og del jeres bekymring

”Vi opdagede det allerede i 2. klasse, men lærerne sagde, det kommer nok. Vi kendte jo til det i familien, for hendes far har de samme vanskeligheder, men han fik bare at vide, at han var dum.”

Mor til datter i 6. klasse

Det er vigtigt, at I samarbejder med skolen og med jeres barns lærere, det får I alle mest ud af. Her følger nogle eksempler på spørgsmål, som I kan stille til skolen, hvis I er bekymrede for jeres barns udvikling af sprog og læsning:

  • Har I set tegn på, at mit barn ikke udvikler sprog og læsning i normalt tempo?
  • Har andre elever i klassen de samme vanskeligheder?
  • Vil mit barn få vanskeligheder med at lære at læse og stave? Hvilke gode og dårlige tegn ser I?
  • Hvad kan jeg gøre for at støtte mit barn derhjemme?
  • Hvad gør I for at støtte mit barn i skolen?
  • Hvad forventer I om mit barns udvikling i læsning, stavning og skrivning?
  • Hvad er jeres viden om ordblindhed, og hvad er jeres plan for at få mere viden om mit barns vanskeligheder?

Advokat for barnet

”Forældrene skal huske at bakke op om deres børn – selv i de små ting. Støt dem i at ja, det er svært, der kommer op- og nedture. Uanset hvad, så skal hun vide, at hun får al vores støtte til at komme i gang og udvikle sig”.

Forældre til elev i 4. klasse

I vil blive meget involveret i barnets skolegang – forbered jer på et intensivt samarbejde med skolen. Der skal være klare aftaler og sammenhæng mellem undervisning, læring og lektier.

Det kan være en god idé at samarbejde med skolen om at etablere et forældrenetværk omkring elever med ordblindhed. Forældrenetværket kan udveksle viden om ordblindhed og om folkeskolens rammer og muligheder og om, hvordan forældrene kan støtte børnenes skoleforløb.

Det kan også handle om at lære de fagpersoner på skolen eller i kommunen at kende, som varetager de forskellige opgaver i forbindelse med barnets behov.

Det er også oplagt at hjælpe barnet til at finde en interesse eller en hobby, hvor han eller hun får mange postitive oplevelser og erfaringer. Det handler ikke om, hvad det er for en interesse, men det handler om at finde et sted, hvor barnet kan føle sig sikker og udvikle tillid, så barnet ikke altid skal føle sig som én, der skal læse lektier og kæmpe for at følge med de andre. Ordblindheden må ikke fylde det hele.

Socialstyrelsen har i forbindelse med projektet ”Forstå dit barns ordblindhed” udgivet en guide til etablering af forældrenetværk, som man kan lade sig inspirere af.

Samarbejdet med skolen

Det er en god idé at bede om, at det i samarbejde mellem jer, jeres barn og skolen bliver skrevet ind i barnets elevplan, at barnet er ordblind, og gode bud på, hvordan barnets ordblindhed håndteres i skolens fag. Elevplanen er et dynamisk dokument, som løbende revideres.

Hvis det alligevel går galt

Det kan ske, at I på trods af jeres samarbejdsvilje og åbenhed føler, at I som forældre bliver mødt med lukkethed og mangel på forståelse. Hvis problemet er opstået i samarbejdet med en af barnets lærere, kan I henvende jer til skolens leder.

Hvis det er principielle forhold om undervisningen, I ønsker at drøfte, skal I henvende jer til skolelederen og også gerne til skolebestyrelsen. Skolebestyrelsen fører tilsyn med skolens virksomhed og skal fastsætte principperne for skolens virksomhed, for eksempel om skole-hjem-samarbejdet.

Kreditering

Birgit Dilling Jandorf, Inga Thorup Thomsen og Trine Nobelius

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.