Her er børnene selv med til at finde løsninger

Stram mødeform

Tværmøderne blev indført for at styrke både forældresamarbejdet og det tværprofessionelle samarbejde, og det har været den mest indgribende ændring i det tværprofessionelle samarbejde i kommunen måske nogensinde, mener Lene Nørgaard.

”Tidligere kunne man sagtens have alle mulige måder at samarbejde på, og meget var også båret af den relationelle tradition: ’Vi kender hinanden, og det er sådan vi gør her,’. Men det var helt centralt, at barnet skulle være i centrum, og derfor var vi også enige om, at børnene skulle med til at alle møder uanset alder. Det var et kardinalpunkt, og det havde man ikke gjort systematisk før,” siger Lene Nørgaard og fortæller, at det var nødvendigt at indføre en meget stram mødeform for at lykkes med projektet.

”Det er i hvert fald en mødeform, som er meget formaliseret i forhold til det, som de professionelle kendte i forvejen,” siger hun og nævner, at mødedeltagerne altid har faste pladser, og at der ligger en ’dækkeserviet’ på bordet, med en detaljeret beskrivelse af, hvordan mødet kommer til at foregå (se dækkeservietten her). Referatet bliver skrevet undervejs og vist på en skærm, så alle kan se, hvad der bliver aftalt og komme med kommentarer undervejs. Der er en talerække, så alle kommer til orde og får lige lang taletid, og tværmøderne starter altid med, at børnene og deres familier selv får lov at definere deres udfordring.

”Mange gange overtager de fagprofessionelle familiens problem og bliver dermed også dem, der definerer, hvad problemet er. Så kan vi sidde og tale om et problem, som i virkeligheden slet ikke er det problem, forældrene eller barnet oplever som det største. Man tænker måske, at det her barns udfordring er ordblindhed, men det kan være, at det bare en lille del af, at mor og far er skilt og enes meget dårligt. Tanken er, at hvis barnet selv kan få lov at definere problemet, vil vi komme tættere på, hvad det virkelig er, og hvad der skal til for at løse det,” siger Lene Nørgaard.

Alle møder slutter med en evaluering, hvor mødedeltagerne får lejlighed til at give deres mening om forløbet og de aftaler, der er truffet, til kende.

Ingen formøder

For de fagprofessionelle har det mest indgribende ved den stramme mødeform ifølge Lene Nørgaard været, at de ikke kan mødes inden møderne og drøfte sagerne.

”I gamle dage kaldte vi det formøder. Så mødtes man inden mødet og identificerede, hvad problemet var og aftalte, hvad man kunne tilbyde forældrene. Det er en udfordring for den professionelle, som er vant til at være eksperten, hverken at skulle definere problemet eller løsningen på forhånd.”

Lene Nørgaard lægger derfor heller ikke skjul på, at det indimellem har været virkelig svært – og stadig er det:

”Der har været både vrede og frustrationer, og det har været et udtalt ønske hos de fagprofessionelle om at få lov at mødes ’bare lige 10 minutter inden og aftale, hvordan og hvorledes’,” som hun siger.

En succes

En anden udfordring kan være overhovedet at få børnene med trods de gode intentioner, fortæller Lene Nørgaard. Nogle gange er det, fordi barnet eller den unge ikke selv ønsker at deltage. De kan i stedet vælge at lade sig repræsentere af en voksen, som de føler sig trygge ved. Andre gange er det de fagprofessionelle, der synes, det er svært.
”Nogle siger, at når børnene er med, kommer vi jo til at tale sammen på en anden måde. Og ja, det gør vi. Men det kan faktisk være, at vi selv kommer ud af de koder, vi nogle gange taler i, så børnene og forældrene også bedre forstår, hvad vi siger,” lyder det fra Lene Nørgaard, der også oplever, at nogle synes, det ikke giver mening at invitere de små børn med. Men så må man tilrettelægge det, så barnet f.eks. kan være med lidt af tiden og fremføre sine synspunkter, ”så vi husker, at det er et rigtigt levende barn, det drejer sig om,” som Lene Nørgaard siger.

Generelt oplever hun, at det er en stor succes, når børnene er med til møderne:

”De børn, vi har spurgt, er ubetinget positive. De tilkendegiver, at de er blevet hørt og set.”

Hun understreger samtidig, at der mangler dokumentation for mødernes effekt i forhold til det overordnede mål at få flere unge i uddannelse – primært, fordi det er meget svært at måle. Men der er en del pile, der peger i retning af, at der er flere positive effekter.

”De fagprofessionelle er bragt tættere på hinanden. Før bragte de især deres eget fags løsninger i spil. Nu opstår der nye løsninger udtænkt i fællesskab,” siger Lene Nørgaard og fortæller, at de familier, der har deltaget i evalueringer, er positive:

”Svarprocenten har ikke været særlig høj, men de, der svarer, oplever at få god hjælp.”

Tværmøderne skal fortsætte

I øjeblikket er kommunen i gang med at tage stilling til, hvilke dele af projektet, der skal indgå i den almindelige praksis frem over og på hvilken måde. Men Lene Nørgaard er ikke i tvivl om, at den nye praksis på tværmøderne skal fortsætte i en eller anden form.

”Vi synes stadig, tænkningen er den rigtige. Men vi skal afgøre, om den stramme mødeskabelon fortsat skal være obligatorisk. Og hvor meget, der skal være op til de enkelte distrikter. Vi har fire distriktsskoler i kommunen, som hver især har og har haft forskellige holdninger til det her. Og de kunne godt tænke sig at dreje lidt på dén knap og skrue lidt på dén knap. Men den socialrådgiver eller PPR, som er tværgående i hele kommunen og skal forholde sig til mange forskellige løsninger, synes måske ikke, det er så hensigtsmæssigt,” siger Lene Nørgaard, der oplever, at der er et stykke vej igen, før der er tale om en decideret kulturændring, men hun er fortrøstningsfuld:

”Jeg synes, det har været rigtig, rigtig godt, selv om vi ikke kan dokumentere det med tal.”

Kreditering

Skrevet af journalist Maja Plesner