Redskab

Hvad kan skolen gøre for at klæde forældre på til at støtte deres børns læsning?

Få inspiration og viden om, hvordan skolen kan klæde forældrene bedre på til at støtte børns læsning. Materialerne henvender sig til indskoling og mellemtrin. 

 

Et godt samarbejde mellem skole og hjem er helt afgørende for at udvikle stærke lystlæsere. Lærere, læsevejledere og læringsvejleder fra det pædagogiske læringscenter samt eventuelt kommunens læsekonsulent må tage samtaler med forældrene om, hvor vigtigt det er, at de støtter børns læsning.

Forældrene og hjemmet har nemlig stor betydning for børns læsning. Vi ved fra en række undersøgelser, at forældres engagement i deres børns læring betyder meget for børnenes interesser og udbytte af skolegang. Det er derfor vigtigt, at forældre er involverede i deres børns skoleliv og også støtter barnet derhjemme. Det kan fx være ved at tale med barnet om skolen og spørge nysgerrigt til, hvad der foregår.

Når det konkret drejer sig om læsning, kan forældrene støtte en god læseudvikling og en vedvarende læselyst ved at skabe gode rammer for læsningen. Dels ved selv at læse, altså være rollemodel for barnet, dels ved at læse højt for barnet, læse sammen med barnet, tale om det, man læser, og ved at introducere læsning i forskellige materialer og medier.

Hvis barnet både oplever, at læsning er en naturlig del af familiens liv, og kan få konkret støtte og hjælp til det, som er svært, er der gode chancer for, at barnet udvikler gode strategier til selv at blive en god læser, som også bevarer lysten til læsning op gennem skolen.

Dette materiale giver inspiration til, hvordan skolen kan klæde forældrene bedre på til at støtte børns læsning.

 

Kreditering

Materialerne om læselyst er produceret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.