Aktivitet

Historien om Lucia

Mellemtrin: Aktiviteten har fokus på rollelæsning af en tekst om den dramatiske historie om den unge, kristne kvinde Lucia. Denne fortælling kan være med til at gøre eleverne klogere på vore dages Lucia-optog.

Aktiviteten er henvendt til mellemtrinnet.

Anslået tidsforbrug: Ca. 1 lektion.

Lucia-optog med lys og sang er på mange skoler og i mange kirker en fast del af traditionerne i december måned. I denne aktivitet er rollelæsning af fortællingen om den unge kvinde Lucia, der levede i romerriget i 300-tallet, valgt som udgangspunkt for at kunne forstå og tale om vore dages Lucia-optog. I aktiviteten lægges der altså både vægt på kristendommens historie og sammenhængen med nutidens traditioner samt på læsning og forståelse af fagets tekster og brug af strukturer fra Cooperative Leraning,

 

Forudsætninger, form og indhold

Aktiviteten tager udgangspunkt i historien om Lucia, som den kan læses på folkekirken.dk. Det er en side, hvor der kan læses om kristendommens historie, traditioner og højtider, og det er derfor vigtigt, at eleverne er i stand til at læse og forstå sådanne tekster. Rollelæsning er struktur fra Cooperative Learning, og den er valgt til denne aktivitet, da den fokuserer på læseforståelse og gør eleverne aktive i læsningen. 

Aktiviteten lægger op til en introduktion, hvor eleverne kan præsenteres for relevante fagord og kort blive introduceret for Romerriget i 300-tallet, så de er klædt på til at læse og forstå teksten ved hjælp af rollelæsning. Herefter kan der samles op på læsningen i klassen. Til sidst kan I lave en kort quiz og byt-aktivitet, der også er en struktur fra Cooperative Learning, som er med til at gøre eleverne aktive. 

 

Tilrettelæggelse

Eleverne skal have adgang til teksten om Santa Lucia på folkekirken.dk

Du finder en beskrivelse af og ideer til arbejdet med rollelæsning nederst på denne side.
Du kan også læse mere om Cooperative Learning i emus tema om pædagogik og didaktik:
Cooperative Learning - Giv eleverne ordet, de vil elske dig for det.

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden aktiviteten gennemføres:

  • Hvordan skal eleverne introduceres til rollelæsning?
  • Hvilke fagord skal udvælges og præsenteres inden aktiviteten?
  • Hvilken information om Romerriget er det nødvendigt at give eleverne?
  • Hvad skal ligge til grund for inddelingen af grupper?

 

Aktivitetens opbygning

Aktivitetens er inddelt i fire faser:

1. Introduktion
Start eventuelt med en kort brainstorm over, hvad eleverne ved om Lucia. Fortsæt så med at introducere eleverne til betydningen af relevante fagord fra teksten og til Romerriget i 300-tallet, hvor de gamle romerske guder blev tilbedt, mens det endnu var forbudt at være kristen. Rollelæsning som metode kan også introduceres, hvis eleverne ikke tidligere har arbejdet på denne måde.

2. Rollelæsning
Når eleverne er delt i grupper, læser de teksten ud fra metoden rollelæsning.

3. Opsamling
Efter læsningen kan I tale om teksten i klassen og om, hvorvidt eleverne er blevet klogere på baggrunden for nutidens tradition med Lucia-optog, sang, lys og hvide dragter. Her kan inddrages information fra teksten om Lucia-dag.

4. Quiz og byt
Slut eventuelt af med at lave en kort omgang quiz og byt, hvor alle elever formulerer et spørgsmål, der kan besvares ud fra teksten. Herefter går de rundt mellem hinanden og stiller og besvarer hinanden spørgsmål.

 

Evaluering

Den afsluttende quiz og byt-øvelse kan bruges som summativ evaluering, idet elevernes spørgsmål og svar er udtryk for deres forståelse af teksten. Der kan også samles op med en kort samtale om fordele og ulemper ved metoden rollelæsning i forbindelse med læsning af faglige tekster i kristendomskundskab.

Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvordan fungerede arbejdet med rollelæsning?
  • Hvilke fordele og ulemper er der ved metoden?
  • Var tidsforbruget i de forskellige faser optimalt?
  • Hvilke tekster findes i faget kristendomskundskab, og hvilke udfordringer kan der være ved at læse og forstå dem?
  • Kan erfaringer fra denne aktivitet bruges i fremtidig planlægning af arbejdet med fagets tekster?

 

Kreditering

Aktiviteten er udarbejdet af Bente Højgaard Gardarsson med inspiration fra Hans Wendelbos.


Rollelæsning, Gruppelæsning eller Cirkellæsning giver eleverne mulighed for

  • at støtte hinanden 
  • at træne specifikke læsestrategier – alt efter hvilke roller, der vælges 
  • at dyrke cooperativt samarbejde
  • at få afveksling i læsetræningen

Organisering

  • Eleverne sammensættes i homogene grupper på samme læseniveau. (3-5 i en gruppe)
  • Grupperne får udleveret en passende tekst. Enten som en bog til hver elev eller (hvad jeg foretrækker) én bog til deling
  • Eleverne tildeles numre 
  • Teksten opdeles i passende afsnit. Der skal være ”stof” nok i et afsnit, så alle roller kan tilgodeses. I letlæsningsbøger vil en side eller et kapitel ofte være fint

Roller

  • De (af læreren) valgte roller gives numre i overensstemmelse med antallet af elever i grupperne
  • Eleverne udfører i første runde rollen, der svaret til elevens nummer
  • Når alle har udført deres rolle, skal det næste afsnit læses – og rollerne rokerer. Den elev, der havde rolle 1 skal nu have rolle nr. 2. Den elev, der havde rolle 2 skal have rolle 3 osv.

 

Idéer til roller

1. Beskriver billedet

2. Forudsiger hvad tekst-afsnittet handler om

3. Læser teksten

4. Genfortæller teksten

5. Finder en passende overskrift til afsnittet

6. Vælger 2-3 vigtige ord fra afsnittet

7. Stiller 2 spørgsmål til teksten

8. Svarer på spørgsmålene

9. Gætter på, hvad næste afsnit kan handle om

10. Fantaserer over, hvad der også kunne være sket eller sagt


Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.