Forskning og viden

Første erfaringer med udviklingsprojekt om teknologiforståelse som valgfag

En række folkeskoler arbejder med forsøgsfagligheden teknologiforståelse som valgfag i udskolingen. De første erfaringer om blandt andet vigtigheden af kompetenceudvikling af lærere er samlet i en ny rapport.

Siden 2017 har folkeskoler fordelt rundt om i Danmark arbejdet med det etårige forsøgsvalgfag teknologiforståelse. De skoler, der deltager i udviklingsprojektet, udbyder valgfaget til eleverne i udskolingen.

Der er udviklet forsøgs-Fælles Mål til valgfaget. Formålet med fagligheden er, at eleverne skal opnå kompetencer til at udvikle og ændre i digitale produkter, men også til at handle kritisk og konstruktivt i forhold det digitales rolle i samfundet.

Udviklingsprojektet skal give erfaringer med, hvordan teknologiforståelse eventuelt kan integreres i folkeskolen. Projektet er dermed et bidrag til den samlede viden om, hvordan teknologiforståelse kan indgå i folkeskolen. Parallelt med valgfagsprojektet gennemføres også et forsøg med teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning, hvor der arbejdes med teknologiforståelse på alle klassetrin. Det forsøg vil ligeledes give erfaringer med teknologiforståelse.

Udviklingsprojektet om valgfag i teknologiforståelse er igangsat af Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Aarhus Universitet, Københavns Universitet, IT-Universitet og IT-Vest. Aktuelt deltager syv skoler aktivt i projektet, som afsluttes i 2020. Der offentliggøres en endelig rapport i 2020.

Kreditering

Rapporten med de første erfaringer fra udviklingsprojektet er udarbejdet af Center for Computational Thinking & Design på Aarhus Universitet.

Læs mere

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.