Forskning og viden

Forskning og danske erfaringer med intensive læringsforløb

Intensive læringsforløb kan løfte faglige, sociale og personlige kompetencer hos elever med udfordringer i skolen. Nye evalueringer viser imidlertid, at det i praksis kan være vanskeligt at indfri gevinsterne.

gsk_UPV_afskaffelse_august_2024

OBS - Uddannelsesparathedsvurderingen er afskaffet

Folketinget har besluttet at afskaffe uddannelsesparathedsvurderingen fra den 1. august 2024 og dermed fra skoleåret 2024/2025. Fremover sker optagelse af elever på ungdomsuddannelserne alene på baggrund af deres afsluttende standpunktskarakterer.



Du kan finde spørgsmål og svar om afskaffelsen af vurderingen på uvm.dk: Spørgsmål og svar | Børne– og Undervisningsministeriet

Formål

Hvert år bliver mere end hver fjerde elev i 8. klasse vurderet ikke-uddannelsesparat. De elever har dårligere forudsætninger for at starte på og gennemføre den ungdomsuddannelse, de ønsker efter grundskolen, end deres jævnaldrende klassekammerater. De seneste år har intensive læringsforløb vundet indpas som en potentiel løsning på denne problemstilling. Idéen med forløbene er, at en intensiv, tidsafgrænset og fokuseret indsats kan styrke eleverne fagligt, personligt og socialt.

Et litteraturstudie ved Dansk Clearinghouse fra 2015 viste, at intensive læringsforløb på den korte bane har positive læringstendenser på elevernes faglige, sociale og personlige udvikling. Samtidig pegede kortlægningen på et behov for systematiske studier af, hvorvidt intensive læringsforløb kan løfte udfordrede elever i en dansk kontekst og om effekten i givet fald vedbliver over tid.

På den baggrund iværksatte Børne- og Undervisningsministeriet et forsøgsprogram med intensive læringsforløb, hvor to turboforløb ¬– Dit liv, din læring og Strategier til læring – i perioden 2016-2019 er blevet udviklet, afprøvet og evalueret. Målet med ministeriets to turboforløb er, at udfordrede elever i 8. klasse opnår viden og færdigheder inden for udvalgte kompetenceområder i dansk og matematik, så de kan afslutte folkeskolen med et resultat, der kan hjælpe dem videre på en ungdomsuddannelse.

I samme periode er flere andre intensive læringsforløb blevet afprøvet og evalueret, herunder DrengeAkademiet ved LøkkeFonden, KøbenhavnerAkedmiet ved Københavns Kommune og Plan T ved Odense Kommune og Ung Vest. DrengeAkademiet adskiller sig ved de øvrige forløb ved at finde sted i sommerferien – og dermed supplere i stedet for at erstatte almindelig undervisning.

Danske erfaringer med og resultater af intensive læringsforløb

Den seneste forskning på området peger på, at intensive læringsforløb kan have positive læringstendenser på elevernes faglige, sociale og personlige udvikling, men at effekterne varierer og i visse tilfælde helt udebliver. Det er på baggrund af den eksisterende viden ikke muligt at konkludere entydigt på effekterne af intensive læringsforløb, ligesom det ikke er muligt endegyldigt at uddrage, hvilke virksomme mekanismer, der er afgørende for elevernes udbytte på kort og lang sigt.

Nedenfor er hovedkonklusionerne fra den seneste forsknings på området opsummeret:

Hovedkonklusioner fra evaluering af turboforløb til fagligt udfordrede elever



En evaluering udarbejdet af Trygfondens Børneforskningscenter i samarbejde med Rambøll Management Consulting, Københavns Professionshøjskole og VIA University College viser, at turboforløb har små positive effekter på den faglige læring hos ikke-uddannelsesparate elever i 8. klasse.

  • Turboforløb har små positive effekter på elevernes faglige læring i dansk og matematik både efter både et par måneder (nationale test i 8. klasse) og mere end et år efter forløbets afslutning (standpunktskarakter og afgangsprøve i 9. klasse). Særligt elever med et fagligt efterslæb og/eller en svag social baggrund har gavn af at deltage i et af de to turboforløb.
  • Sammenholdt med lignende effektstudier og turboforløbenes varighed (to uger efterfulgt af mentorforløb på otte uger), organisering (afvikles på skolen af egne lærere/pædagoger) og omkostning (estimeret 5.000 kr. pr. elev) vurderes effekten af forløbene at være betragtelig.

Hovedkonklusioner fra evaluering af DrengeAkademiet, KøbenhavnerAkademiet og Plan T

En evaluering udarbejdet af Trygfondens Børneforskningscenter i samarbejde med Rambøll Management Consulting viser, at de tre intensive læringsforløb DrengeAkademiet, KøbenhavnerAkademiet og Plan T har ingen eller små effekter på elevernes faglige, personlige og sociale udvikling.

  • For deltagerne i sommeren 2017 og 2018, har DrengeAkademiet en positiv effekt for elevernes uddannelsesparathed og for om eleverne samlet set består folkeskolens afgangsprøve. Det er i kontrast til effekten af DrengeAkademiet i 2015 og 2016, hvor resultaterne tyder på, at deltagerne efterfølgende faktisk klarer sig dårligere end en sammenligningsgruppe på en række områder.
  • Deltagerne på KøbenhavnerAkademiet klarer sig ikke bedre end sammenlignelig elever, der ikke har deltaget i forløbet. I visse tilfælde tyder evalueringen ligefrem på, at deltagerne i gennemsnit klarer sig dårligere end den sammenlignelig kontrolgruppe. Det gælder prøverne i 9. klasse i skriftlig dansk og problemregning, elevernes egen vurdering af deres sociale trivsel i 8. klasse og andelen af eleverne, der erklæres uddannelsesparat i 8. klasse.
  • Deltagerne i Plan T klarer sig i gennemsnit hverken bedre eller dårligere end sammenlignelige elever med ordblindhed fra hele landet. Plan T har altså cirka samme effekt for denne gruppe elever som den støtte, de ville havde modtaget, hvis de ikke deltog i Plan T. Evalueringen af Plan T er dog behæftet med betydelig statistisk usikkerhed, da der indgår relativt få elever i forløbet.

Læs rapporterne om DrengeAkademiet, KøbenhavnerAkademiet og PLan T på egmontfonden.dk

Læs om skolefaglige kort- og langtidseffekter af intensive læringsforløb her (PDF)

Vidensbidrag fra den seneste danske forskning

Intensive læringsforløb er kendetegnet ved, at de bryder med den ordinære undervisning i en afgrænset periode, hvor der arbejdes fokuseret med udvalgte kompetencer hos udfordrede elever. Varigheden og intensiteten af indsatsen varierer imidlertid mellem de intensive læringsforløb. Tilsvarende varierer det, hvorvidt indsatsen foregå som erstatning for eller supplement til den ordinære undervisning. Tidligere studier har primært beskæftiget sig med intensive læringsforløb, der foregår uden for undervisningen, mens alle danske indsatser med undtagelse af DrengeAkademiet er integreret i elevernes skoledag. Fælles for alle indsatserne er, at eleverne som en del af forløbene får mulighed for at danne nye - og i visse tilfælde styrke eksisterende - relationer til voksne og andre elever.

I overensstemmelse med tidligere forskning på området, peger de seneste studier på, at følgende elementer er afgørende for at realisere gevinsterne ved intensive læringsforløb:

  • Intensive læringsforløb skal indeholde målrettet undervisning udformet ud fra klare mål og rammer om det ønskede udbytte og tilrettelægges med mulighed for individuelle justeringer. Et fokus på den enkelte elevs forudsætninger og behov er nemlig væsentligt for at løfte elevens faglige niveau, skabe øget trivsel og generelt øge motivationen til at gå i skole.
  • Elevernes deltagelse i de intensive læringsforløb bør enten være frivillig eller ske på baggrund af en strategisk udvælgelse, hvor elever og deres forældre inddrages i indstillingsprocessen med henblik på at sikre den nødvendige motivation til at deltage i indsatsen. I udvælgelsesprocessen er det også vigtigt at afstemme forventninger til det intensive læringsforløb med elever og forældre.
  • En central udfordring for de intensive læringsforløb består i at fastholde elevernes læring efter forløbets afslutning. Overgang og overlevering fra det intensive læringsforløb til ordinær undervisning bør derfor tilrettelægges med henblik på at understøtte fastholdelse og fortsat udvikling af elevens faglige, personlige og sociale kompetencer. Det kan eksempelvis ske i form af opfølgende mentorforløb, sociale arrangementer for elevgruppen eller aktiv forældreinddragelse.

Kreditering

Litteraturstudiet er udført af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning ved Aarhus Universitet. I samme periode gennemførte Epinion en kortlægning af danske erfaringer med intensive læringsforløb. Begge dele er gennemført for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og publiceret i januar 2016.

Satspuljeinitiativet Turboforløb for fagligt udfordrede elever er udviklet, afprøvet og evalueret af Trygfondens Børneforskningscenter i samarbejde med Rambøll Management Consulting, Københavns Professionshøjskole og VIA University College for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og publiceret i juni 2020.

De tre intensive læringsforløb DrengeAkademiet, KøbenhavnerAkademiet og Plan T er evalueret af TrygFondens Børneforskningscenter i samarbejde med Rambøll Management Consulting for Egmont Fonden og Bikubenfonden og publiceret i juni 2020.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.