Aktivitet

Tal og fortæl om mad

Mellemtrin: Med udgangspunkt i en sanselig oplevelse med en madvare, skal eleverne arbejde med det kommunikative sprog ved at udarbejde og afholde et mundtligt oplæg. 

Aktiviteten er henvendt til sprogundervisningen på mellemtrinnet men kan også udføres i udskolingen

Anslået tidsforbrug: 1-2 lektioner

Aktiviteten knytter sig særligt til kompetenceområdet mundtlig kommunikation. Formålet med aktiviteten er, at eleverne får mulighed for at producere sprog ved at omsætte sanselige indtryk til sproglige udtryk. Der tages udgangspunkt i konkrete madvarer. Fokus er i høj grad på, at eleverne selv skal være kommunikativt aktive og træne deres individuelle, mundtlige sprog.

 

Forudsætninger, form og indhold

I denne aktivitet bruges smagen og selve det at smage på mad som en katalysator i sprogundervisningen. Det vil sige, at smag udnyttes som en metode i undervisningen (Pless, Terkelsen & Hedegaard, 2021). Alle elever har smagserfaringer, de kan trække på, og disse erfaringer kan udtrykkes gennem sproget på forskellige måder. I aktiviteten inddrages elevernes smagserfaringer for at skabe mulighed for, at alle elever kan relatere til det indhold, de skal udtrykke sig om.

 

Tilrettelæggelse

Aktiviteten kræver, at læreren medbringer forskellige madvarer, for eksempel æbler, gulerødder, myslibarer, mælk og juice. Der bør være minimum to af hver madvare. Valget af madvarer afstemmes i henhold til den enkelte klasses niveau.

Eleverne skal udarbejde et lille oplæg om en madvare, og alt efter klassetrin og niveau kan øvelsen stilladseres med en mere eller mindre fast ramme, hvor begreber, vendinger og oversættelse af ord kan indgå.

Spørgsmål, der kan overvejes, inden aktiviteten gennemføres

  • Hvilke madvarer skal eleverne have adgang til?
  • Hvilke krav skal der være til elevernes oplæg?
  • Hvordan skal eleverne præsentere deres oplæg?
  • Skal eleverne give hinanden feedback på deres oplæg? Hvordan?

 

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er inddelt i tre faser.

 

Introduktion

Gennem en indledende dialog om madvarer, smagsoplevelser og formen på det oplæg, eleverne skal udarbejde, kan elevernes opmærksomhed på, hvor mange forskellige ting de kan beskrive og fortælle om øges.

Udgangspunktet tages i elevernes eget valg af madvarer, hvorved deres ejerskab over præsentationen kan styrkes.

Efter den indledende dialog kan eleverne selv få lov til at vælge en af de madvarer, læreren har medbragt. Derefter kan de gå sammen med en, der har valgt den samme madvare.

 

Sprogliggørelse af smagsoplevelser

Eleverne kan nu smage på deres madvare og udarbejde et lille oplæg med udgangspunkt i fokuspunkter som disse:

  • Udseende
  • Duft
  • Tekstur
  • Lyd
  • Smag
  • Elevernes egne oplevelser og erfaringer med den specifikke madvare:
    Det kan være konkrete situationer/minder/personer/stemning, som eleverne forbinder madvaren med, for eksempel: smagen af æble minder mig om æblekage til mormors fødselsdag. Eleverne kan opfordres til at dufte og smage først, da smag og duft kan vække minder og erindringer, som eleverne kan udtrykke sig om.

Det kan eventuelt drøftes i plenum, hvordan eleverne kan indlede, fortsætte og afslutte samt argumentere og variere deres oplæg.

 

Oplæg

Eleverne kan i denne fase inddeles i nye grupper og præsentere deres oplæg for hinanden i gruppen.

 

Evaluering

Når eleverne udarbejder deres oplæg og efterfølgende præsenterer i nye grupper, kan læreren bevæge sig rundt mellem grupperne og observere og svare på eventuelle spørgsmål. Det giver mulighed for at følge elevernes individuelle læreprocesser og give løbende feedback.

Eleverne kan få ansvar for at give hinanden respons på de mundtlige præsentationer. Det kan øge mængden af feedback og understøtte, at eleverne kontinuerligt har mulighed for at forbedre deres evne til at vurdere andres præsentationer.

Elevernes oplevelse af at arbejde med sprog i tæt sammenhæng med smag kan evalueres gennem samtale ud fra spørgsmål, der relaterer sig til at bruge smag som en metode i sprogundervisningen.

Der kan efter gennemførelsen af forløbet sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvilke potentialer og/eller udfordringer er der forbundet med at koble smag og sprog i sprogundervisningen?
  • Hvordan kan fokus på smag og sprog understøtte arbejdet med kompetenceområdet skriftlig kommunikation eller kultur og samfund?

 

Videre inspiration

Vil du arbejde mere med smag og sprog i engelsk, kan du finde undervisningsforløbet Speaking with and about foods, som denne aktivitet udspringer af, i Smag for Livets gratis læringsunivers Fag med Smag (www.fagmedsmag.dk).

 

Kreditering

Aktiviteten er udarbejdet af adjunkt Anne Torpegaard Festersen og lektor Cathrine Terkelsen (ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole). Aktiviteten er udviklet i regi af forsknings- og formidlingscentret Smag for Livet (smagforlivet.dk), som er støttet af Nordea-fonden.

Siden er opdateret 01. september 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.