Forløb

Moving to the US med Johannes Langkilde

Udskoling: I dette gæstelærerforløb beretter journalist Johannes Langkilde om, hvordan det er at bo i USA og arbejde for Danmarks Radio. Forløbet sætter fokus på sproglige kompetencer og kulturmøder.

Forløbet er udviklet til engelsk.

Forløbet er målrettet elever i udskolingen.

 

Hele forløbet kan gennemføres online eller ved fysisk fremmøde på 9-12 lektioner.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Formålet med forløbet, at give eleverne skal anvende engelsk ud fra deres egen situation og virkelighed i autentiske kulturmøder med andre mennesker og tekster. Eleverne får i forløbet mulighed for at udvikle deres egen sproglige identitet på engelsk, så de selv kan deltage i og kommentere på forskellige kulturelle fællesskaber.

Gennem en undersøgende og aktiverende tilgang sætter forløbet fokus på engelskfagets kompetenceområder mundtlig kommunikation samt kultur og samfund med disse færdigheds- og vidensområder i fokus: Lytning, samtale, præsentation, interkulturel kontakt samt tekst og medier.

Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.

 

Forudsætninger, form og indhold

Eleverne møder i forløbet Johannes Langkilde, der i perioden 2013-2017 var udenrigskorrespondent i USA med base i Washington DC.

Forløbet er bygget op omkring fire videoer med Johannes Langkilde. Til hver video er der udarbejdet forslag til undervisningsaktiviteter svarende til cirka tre lektioner. Aktiviteterne lægger op til, at eleverne er undersøgende, aktive, interagerende og producerende.

Videoerne med Johannes Langkilde er på engelsk, men lærervejledningen er på dansk med henblik på at understøtte lærerens egen tilrettelæggelse af forløbet. Titlerne på videoerne samt udvalgte spørgsmål er på engelsk.

 

Tilrettelæggelse

Alle videoer findes samlet via dette link - brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Forløbet kan med fordel gennemføres i et lokale med mulighed for forskellige processer og organiseringer: arbejde i makkerpar, gruppearbejde, skærm med god lyd til videoer, undersøgelse på internet og i trykte materialer, produktioner af lyd og video, bevægelse på gulvet, feedback på sprog, præsentationer for hele klassen og fælles diskussioner.

For at støtte elevernes udvikling af lyttefærdigheder kan gennemsyn af hver video med fordel understøttes af en lytteproces, hvor eleverne ud fra titlen gætter på, hvad de vil komme til at høre om, inden de ser videoen.

Læreren kan med fordel forberede en eller flere platforme, hvor elevernes digitale produkter kan samles, så alle kan se og høre dem.

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning med få justeringer i aktiviteterne. I stedet for makkerpar kan læreren oprette breakout rooms på en virtuel platform, eller to elever kan sidde sammen hjemme, hvis det er muligt. De fysiske præsentationer kan i de fleste tilfælde lægges om til et onlineprogram, for eksempel Padlet.

Den uddybende lærervejledning, der findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i de enkelte videoer.

Links til forskellige rapportager, der omtales i nedenstående afsnit, samt links til videre inspiration findes nederst på denne side.

 

Forløbets opbygning

Gæstelærerforløbet består af fire faser, som tager afsæt i de fire videoer med Johannes Langkilde.

 

Video 1: Moving to the US

© Børne- og Undervisningsministeriet

 

I denne video fortæller Johannes Langkilde om, hvordan det var at flytte til USA. Han taler også om, hvordan han forsøgte at være ydmyg og undersøgende for at falde godt til i det nye land.

Med udgangspunkt i videoen kan der tales om forskellene i måden, vi taler på. Eleverne kan også lave et faktaark med de overraskelser, Johannes Langkilde fik, da han flyttede til Washington DC. Eleverne kan derefter sammenligne og diskutere, om hans oplevelser ville have været de samme alle steder i USA.

Eleverne kan også notere de gode råd, som Johannes Langkilde giver i forhold til det at møde fremmede. På baggrund af hans – og deres egne – oplevelser, kan de lave en kort minutter video eller lydfil med gode råd.

 

Video 2: Interviewing People
 

© Børne- og Undervisningsministeriet

 

I denne video fortæller Johannes Langkilde om, hvordan han som journalist forbereder og gennemfører interviews.

Herefter kan eleverne i fællesskab i klassen se to interviewsituationer, hvor Johannes Langkilde interviewer amerikanske regeringsfolk. Læreren kan sammen med eleverne analysere, om Johannes Langkilde i interviewsituationerne følger sine egne råd.

Læreren kan sammen med eleverne undersøge, hvilke formuleringer Johannes Langkilde bruger i begge interviews. Den fulde sproglige ytring kan noteres på tavlen, og fundene kan kategoriseres.

Som inspiration til egne produktioner kan eleverne senere lytte til en anden type interviews på podcasten Everything is Alive. Her interviewes objekter, som om de var personer. Eleverne kan notere gode spørgsmål undervejs.

En anden øvelse kan være, at eleverne i makkerpar laver et interview med læreren i rollen som Johannes Langkilde i ’den varme stol’. Derefter interviewer de en person uden for klassens egne rammer (fysisk eller online) eller en ting fra et relevant sted eller begivenhed. Eleverne kan skrive anmeldelser af hinandens interviews.

 

Video 3: Reporting to Denmark from the US
 

© Børne- og Undervisningsministeriet

 

Johannes Langkilde fortæller, hvad der er vigtigt, når der laves reportager til seere i et andet land. Han fortæller om at rapportere og om, hvad forskellen er på danske og amerikanske journalisters tilgang.

Eleverne kan lave en liste over, hvad Johannes Langkilde foreslår som journalistens greb i reportager. Eleverne kan se to af Johannes Langkildes reportager fra USA og diskutere, om han følger sine egne principper. Læreren kan også give eleverne en fælles enkel indføring i Iben Jensens kommunikationsmodel for kulturmøder fra bogen Grundbog i kulturforståelse (2018).

Eleverne kan i rollen som journalister lave deres egne reportager fra USA til et dansk publikum – og eventuelt lave flere reportager, som bindes sammen af en nyhedsvært.

Læreren kan indlægge sproglige samtaler på relevante tidspunkter, så eleverne får mulighed for at overveje og forbedre deres sproglige produktion.

 

Video 4: Travelling: Be Curious!

© Børne- og Undervisningsministeriet

I denne afsluttende video fortæller Johannes Langkilde om, hvordan han selv har rejst og været glad for at bo i udlandet.

Eleverne kan efter at have set videoen lave et lagkagediagram over, hvad der er vigtigt i deres liv, og sammenligne med forskellige klassekammerater. Hvis aktiviteten gentages om for eksempel et halvt år, kan eleverne se deres egne ændringer over tid.

Eleverne kan også skrive et brev eller optage en video til deres fremtidige jeg, hvor de beskriver, hvordan de vil opleve verden. En anden mulighed er at gennemføre og optage ’fremtidsinterviews’ med hinanden.

Som afsluttende aktivitet kan læreren gennemføre en sproglig samtale på basis af elevernes produktioner.

 

Evaluering

Forløbet kan afsluttes med aktiviteten ’Vote with your feet’: Læreren giver et udsagn om forløbet, for eksempel ”I have learned a lot about doing interviews” eller ”I like producing videos”. Uden at tale sammen stiller eleverne sig på en linje på gulvet, der går fra meget enig til meget uenig. Læreren spørger derefter forskellige elever om begrundelser for deres placering.

Den formative evaluering undervejs kan foretages ved, at læreren – og klassekammeraterne – ser elevernes produktioner og giver mundtlig feedback. Disse kan indgå i en portfolio og på klassens valgte platform.

 

Links til yderligere inspiration

Se amerikanske dialekter udfolde sig – og lad eventuelt eleverne efterligne (YouTube)

Læs Johannes Langkilde’s guide til Washington DC (my-pleasure.dk)

Se Johannes Langkilde interviewe USA´s udenrigsminister (Secretary of State) under præsident Trump (dr.dk, 20. juli 2020)

Se Johannes Langkilde interviewe USA´s udenrigsminister (Secretary of State) under præsident Biden (dr.dk, 17. maj 2021)

Podcasten ’Everything is Alive’ kan findes her

Find Amanda Gormans digt, ’The Hill We Climb’, som hun reciterede til Joe Bidens indsættelse som præsident i 2021 (YouTube)

Find inspiration i Iben Jensens kommunikationsmodel for kulturmøder på kulturprojekt.samfundslitteratur.dk 

Find Chimamanda Adichies TED Talk om, hvordan vi ofte misforstår hinanden, når vi mødes (kulturprojekt.samfundslitteratur.dk)

Se to af Johannes Langkildes reportager fra USA: About a newly opened marihuana shop in Denver (Facebook) og Johannes Langkilde fact-checking the attitudes of an anchor at Fox News concerning Denmark (YouTube)

 

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret 30. september 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.