Aktivitet

Spørgsmål og interview

Denne aktivitet tager udgangspunkt i dansk som andetsprog - basis. Aktiviteten er gennemført i en modtagelsesklasse, hvor eleverne skulle lære at forberede et interview.

Aktiviteten er henvendt til 1.-9. klasse.

Anslået tidsforbrug: 1-4 lektioner
- afhængigt af om eleverne skal både planlægge og gennemføre et interview.

Formålet med aktiviteten er, at eleverne gennem forberedelsen af et interview bliver i stand til at stille gode og faglige spørgsmål.

Forudsætninger, form og indhold

I aktiviteten skal eleverne have fokus på at opbygge spørgsmål, arbejde med spørgeord og stille spørgsmål i en faglig sammenhæng. Aktiviteten kan afsluttes efter de første tre faser, der lægger vægt på at konstruere spørgsmål og lave forberedelsen til et interview. Hvis det ønskes, kan eleverne derefter gennemføre interviewet og fremlægge deres erfaringer fra selve interviewet.

Tilrettelæggelse

Læreren kan lave en enkel modeldialog om, hvordan eleverne stiller spørgsmål og svarer. Modeldialogen kan bruges i starten af forløbet.

Hvis eleverne skal lave interviews med personale på skolen eller andre, så skal dette arrangeres på forhånd.

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden aktiviteten gennemføres:

  • I hvilket omfang og hvordan skal der undervises teoretisk i arbejdet med at stille spørgsmål?
  • Skal eleverne lave et lille rollespil, hvor de øver og afprøver deres spørgsmål?
  • Skal fase fire gennemføres? I så fals: Hvem skal eleverne interviewe, og hvilke krav skal stilles til gennemførelsen og fremlæggelsen?

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er inddelt i fem faser.

1. Intro

Læreren kan starte med at forklare eleverne, hvad det nye er, de skal lære, nemlig at stille spørgsmål i en faglig sammenhæng i et interview.

Læreren kan derefter fremvise en enkel modeldialog om, hvordan eleverne stiller og besvarer spørgsmål. De samme spørgsmål, som læreren viser i modeldialogen, kan omformuleres af eleverne til deres egne spørgsmål, som kan afprøves i et lille rollespil eller i CL-strukturen Dobbeltcirkel.

Som opsamling kan der tales om: Hvilke ord indledte spørgsmålene?

2. At konstruere spørgsmål

Lærer og elever kan i denne fase tale om, hvordan der stilles spørgsmål på andre sprog - Hvilke ord er med til at konstruere et spørgsmål?

Læreren kan fremvise modeller for spørgsmål i en fælles proces med eleverne. Eleverne kan deltage mundtligt i konstruktion af spørgsmål, hvorefter de selv kan producere spørgsmål på kort. De kan hjælpe hinanden undervejs og få hjælp fra tavle og lærere.

Eleverne kan herefter diskutere de producerede spørgsmål, vælge dem, de synes er bedst, og begrunde deres valg.

Eleverne kan udvælge et eller flere af spørgsmålene, som de derhjemme kan stille deres forældre og sammen med deres forældre oversætte til et andet sprog

3. Forbered et interview

I denne fase kan eleverne i mindre grupper forberede interviews af skolens personale med et fagligt fokus. Det kan eksempelvis handle om vand og være spørgsmål til skolens pedel eller kantinepersonale: Hvad vil vi gerne vide om vand? Hvordan kan vi stille spørgsmålene?

Eleverne kan producere spørgsmål på små kort. Spørgsmålene kan diskuteres samlet, og læreren kan give feedback på elevernes spørgsmål.

4. Gennemfør interviewet

I denne fase kan eleverne gennemføre deres interviews ud fra de forberedte spørgsmål.

Evaluering

Som afslutning og som evaluering kan eleverne fremlægge, hvad de har fået ud af deres interviews.

Eleverne kan forsøge at gengive lærerens instruktioner mundtligt og udføre instruktionerne, hvilket demonstrerer om delelementer er forstået.

Der kan også evalueres gennem en fælles dialog i klassen med udgangspunkt i spørgsmål som: Hvad ved vi nu om at stille spørgsmål i en faglig sammenhæng?

Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvilke observationer blev gjort i forbindelse med elevernes brug af strategier?
  • Er der noget eksemplarisk ved denne aktivitet, som kan tilpasses og genbruges i et fremtidig planlægning af undervisningsaktiviteter?
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.