Artikel

Sprogprøverne i folkeskolen kan bruges af alle skoler

Sprogprøverne og de tilknyttede inspirationsmaterialer kan bruges af alle skoler, der på eget initiativ ønsker at gennemføre sprogprøver.

I skoleåret 2019/2020 blev der indført obligatoriske sprogprøver på skoler med over 30 % elever fra udsatte boligområder. Sprogprøverne og de tilknyttede inspirationsmaterialer til opfølgning på en sprogprøve er dog tilgængelige for alle og kan findes på prøvebanken.dk.

Sprogprøver og inspirationsmaterialer kan derfor bruges af alle skoler, der på eget initiativ ønsker at gennemføre sprogprøver og/eller ønsker at bruge inspirationsmaterialerne. For skoler, der ikke er omfattet af lovkravet om obligatoriske sprogprøver, er det naturligvis frivilligt, hvordan og hvornår de eventuelt vil bruge sprogprøverne og indholdet i vejledninger og inspirationsmaterialer i deres egen praksis.

Betegnelsen sprogprøver dækker over to forskellige prøver: en for alle elever i børnehaveklassen og en for tosprogede elever i dansk som andetsprog, 1.-9. klasse.

 

Børnehaveklassen

Formålet med sprogprøven i børnehaveklassen er at styrke elevernes sproglige forudsætninger for at få et godt udbyt­te af deres skolegang. Sprogprøverne har karakter af sproglege og gennemføres i fællesskab i klassen eller i mindre grupper.

Prøverne består af tre sprogprøverammer, bygger på Fælles Mål for børnehaveklassen og afdækker elevernes sproglige kompetencer i bred forstand.

Der er fokus på de sproglige områder:

  • lydlig opmærksomhed (for eksempel rim)
  • ordforråd
  • grammatiske færdigheder (for eksempel ordbøjning og sætningsdannelse)
  • fortælling og oplæsning
  • samtale og dialog
  • tidlig skrivning og læsning.

Foruden sprogprøverne findes mate­rialer til sprogstimulerende aktiviteter til brug i skolen og i hjemmet, som kan understøtte de områ­der, den enkelte elev viser sig at have behov for at få styr­ket. Herudover stilles der materialer til rådighed til blandt andet fælles dialogtræning, målrettet alle eleverne i klassen. Målet med disse materialer er at understøtte flest børn i at tale mest muligt om så mange ting som muligt.

 

1.-9. klasse

Formålet med sprogprøverne i 1.-9. klasse er at vurdere, om en elev ikke længere har behov for undervisning i dansk som andetsprog – supplerende. Sprogprøven kan derfor også anvendes til at tage stilling til, om en given tosproget elev har behov for undervisning i dansk som andetsprog – supplerende. Endelig kan prøven give et praj om, hvilke områder, der eventuelt skal fokuseres på i undervisningen i dansk som andetsprog – supplerende.

Sprogprøven i 1.-9. klasse er en individuel prøve og indeholder fire dele, der svarer til kompetenceområderne i Fælles Mål for dansk som andetsprog – supplerende: tale, læsning, lytning og skrivning.

Sprogprøverne består af i alt 16 sprogprøverammer - fire til hvert af de trin, som er beskrevet i Fælles Mål for dansk som andetsprog – supplerende.

Sprogprøverne og de tilknyttede vurderingsskemaer kan tilgås i prøvebanken.dk. Herudover findes der et inspirationskatalogkatalog med konkrete sprogudviklende aktiviteter til at understøtte opfølgning på en sprogprøves resultat i undervisningen, målrettet elevens dansk som andetsprogslærer og øvrige lærere omkring eleven.

 

Hvordan finder du materialerne?

Sprogprøverne og de tilknyttede inspirationsmaterialer ligger i prøvebanken.dk. Gå ind i menupunktet: ”Sprogprøver”, og log ind ved med UNI-Login.

 

Læs mere om sprogprøverne 1.-9. klasse på emu.dk

Inspirationsmateriale fra sprogprøveprogrammet, børnehaveklassen

Inspirationsmateriale fra sprogprøveprogrammet, 1.-9. klasse

 

 

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.