Rummet – fakta og fiktion

Springfrøprisens 3.-præmie gik i 2018 til Skt. Klemensskolen i Odense Kommune for et projekt om ”Rummet”. Eleverne arbejdede både med rummet, som de faktuelt kender det fra natur- og teknikundervisningen, og de var desuden fantasifulde i egne kreationer af rumvæsner og ufoer.

Forløbet er henvendt til 4. klasse.
Anslået tidsforbrug: 24 lektioner

Forløbet tager afsæt i elevernes kendskab til og interesse for “rummet”, som de på samme tid gør sig erfaringer med i natur/teknik-undervisningen. Formålet med emnet var at bygge videre på personlige og kulturelle erfaringer og at lave noget praktisk billedarbejde med refleksion indenfor forskellige billedkategorier.

 

Forudsætninger, form og indhold

Forløbet om rummet bygger på elevernes egne erfaringer og oplevelser. Eleverne blev præsenteret for forskellige materialer, redskaber, teknikker og værktøjer. Forløbet gav eleverne mulighed for at prøve forskellige udtryksformer, og de kom på den måde frem til deres eget personlige udtryk. Eleverne arbejdede med at beskrive, forstå og forklare det visuelle udtryk i deres forskellige billeder, og de afsluttede forløbet med en udstilling på skolen.

Eleverne lavede indledningsvis en tegning af en rumraket, inspireret af Tintins rumraket. Deres tegninger blev en del af et maleri på lærred. Emnet udviklede sig herefter til snak om fakta og fiktion, og derfra blev rumvæsener, rumbiler og rumskibe fremstillet af pap og genbrugsmaterialer.

Forløbet blev gennemført i over en periode på 12 uger med to lektioner om ugen.

 

Planlægning

I forløbet indgår forskellige aktiviteter om fremstilling af billeder, analyse og kommunikation.

I fremstillingen af billeder skal eleverne både tegne, male og lave collager, hvilket stiller krav til materialer samt deres viden om farvelære og assemblage.

I analysen af billeder skal eleverne derudover have kendskab til billedkomposition, ligesom de skal kunne analysere farvers virkning i billeder.

Forløbet afsluttes med en udstilling, hvor eleverne skal formidle deres viden om rummet med billeder og lerfigurer. 

 

Forløbets opbygning

Forløbet er inddelt i tre faser:

1. Introduktion til rummet og rumraketter
Eleverne taler indledningsvis om, hvad de allerede ved om rummet, hvordan rumraketter eksempelvis ser ud. De maler herefter rummet ud fra deres forestillinger og med inspiration fra Tintin og tegner rumraketter og planeter, der klistres på det fælles maleri af rummet. De former desuden deres egen rumraket ud af ler.

2. Månen og rumvæsner
Eleverne brænder deres rumraketter i ler og maler dem med glasur. Der igangsættes en dialog om rumvæsner og ufoer, hvilket er oplagt til en drøftelse af forskellen på fakta og fiktion. Eleverne kan derefter selv tegne og male deres egne rumvæsner.

3. Rundetårn og ufoer
Eleverne præsenteres for Rundetårn som observatorium, og de skal herefter selv tegne og male deres eget rundetårn. Eleverne tegner herefter en skitse af en ufo, som de skal bygge af genbrugsmaterialer som toiletruller, køkkenruller og papkasser. Til sidst skal ufoerne samles, males og udstilles.

 

Evaluering

Erfaringerne fra Skt. Klemensskolen var, at det var særlig godt, at eleverne blev medskabere af projektet. De blev aktive i dialogen i idefasen, og det styrkede læreprocessen i arbejdet med de forskellige udtryk og i den faglige viden om rummet. Det blev igangsættende for den enkelte elevs fantasi og forestillingsevne.

Udfordringen ved projektet var elevernes forskellige arbejdstempi og evne til fordybelse – dette blev imødekommet ved, at eleverne arbejdede i hold med de forskellige billedudtryk, så den enkelte bedre kunne fordybe sig i sit eget arbejde og ikke blev presset af de andre.

Siden er opdateret 06. august 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - BY/NC/SA Navngivning / Ikkekommercielt / Del på samme vilkår. http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.5/dk/.
Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme
Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.