Flugt og flygtninge i tiden omkring befrielsen

I 2020 markeres 75-året for Danmarks befrielse. Samtidig er det også 75-året for at store grupper af tyske flygtninge ankom til Danmark, mens de mange jøder, der måtte flygte under besættelsen, vendte hjem.

Når vi i dag omtaler befrielsesdagene i maj 1945 gør vi det ofte i et nationalt perspektiv som afslutning på flere krige mod Tyskland og en ny begyndelse for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik (Bryld 1998).
Til en ny start var det centralt både for datidens politikere og for mange historieskrivere at italesætte, hvordan Danmark havde været på de allieredes side. Det er i forlængelse heraf ofte de fortællinger der får plads også i dag, Fortællinger, der stadig i dag er fremherskende, og hvor fx jødeaktionen i 1943 indtager en særlig rolle.

Artiklen her inviterer til, at der i undervisningen tænkes i at arbejde kildekritisk, analyserende og vurderende i forhold til at nuancere grundfortællingerne. Artiklen og det tilhørende forløb lægger derfor op til, at der inddrages flere sider af temaet flugt og flygtninge. Blikket er særligt på befrielsen, men af hensyn til kronologien og sammenhængene, er det nødvendigt at trække tråde til tiden før og efter selve besættelsestiden.

Danmark og flygtningespørgsmålet i 30’erne

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 ødelagde tyske nationalsocialister 7500 forretninger og satte ild til 200 synagoger ligesom jødiske gravpladser og ejendomme blev skændet rundt om i Tyskland. Omkring 100 jøder blev myrdet og 25–30.000 jøder blev sendt i KZ-lejre efterfølgende.

Natten har siden fået tilnavnet krystalnatten med henvisning til de mange glasskår i gaderne, som angrebet medførte.
Den 15. november 1938 omtales denne nat i en leder i Jyllands Posten. Her fremgår det tydeligt, at der til dels er forståelse for handlingerne under krystalnatten. Artiklen tager afstand fra nattens grusomheder, men udtrykker samtidigt forståelse for, at reaktioner kan opstå i forhold til mange jøders svindelaffærer og deltagelse i uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer som ses i Danmark. I lederen skriver de bl.a.

Men det, som vi herhjemme har set af jødernes uheldige sider, er kun en svag afglans af deres virke i de mellemeuropæiske og østeuropæiske lande.

Citatet viser, at det ikke kun er i Tyskland, der hersker antisemitiske tendenser i 30’erne. Også i Danmark er der tilkendegivelser om, at dele af den jødiske befolkning betragtes som “uheldig”.

Mange tyske borgere ønskede at forlade Tyskland, pga. nazisternes stigende forfølgelse og ekskluderende tilgange til jøder, politiske modstandere og minoriteter, som Nazi-tysklands raceideologi betragtede som ’uønskede undermennesker’. Det kan ikke dokumenteres, at der i Danmark var tale om en antisemitisk tilgang i forhold til flygtningeudfordringen. Derimod er det sikkert, at den danske regering har haft bekymringer i forhold til antallet af jødiske flygtning, der søgte asyl i Danmark og frygten for stigende antisemitisme i landet. Der var primært opbakning til at give asyl til politiske flygtninge, som ikke omfattede jøder. (Rünitz 2000 s. 45). Justitsminister Steinckes udtalte i 1937 følgende om problematikken med det stigende antal flygtninge, der ønskede at komme til Danmark:

Umenneskelig vil man ikke være, og menneskelig tør man ikke være – af Hensyn til Konsekvenserne.

  - Kilde: Af hensyn til konsekvenserne s. 187

Citatet viser, hvordan justitsministeren var splittet mellem ønsket om at hjælpe mennesker i nød, og frygten for en ukontrollerbar flygtningestrøm til Danmark, der kunne give indenrigspolitisk uro.

At jødiske flygtninge blev nægtet adgang til asyl i Danmark på grund af antisemitisme kan ikke direkte dokumenteres, men kilder indikerer, at det at være jøde havde alvorlige konsekvenser. Et eksempel er en kilde, hvor en 14-årig dreng den 22. november 1938 afvises indrejse. Et af de første notater i afslaget er, at han er jøde.

Kilden kan findes i kildebanken.

Efter oktober 1938 blev det nemmere at identificere jødiske flygtninge, da det blev besluttet at indføre et såkaldt J-pas, hvor jøder fik stemplet et J i deres pas, et initiativ, der kom fra de svenske og schweiziske myndigheder. (Kirchhoff 2005 s. 160). 

I Danmark var der ifølge fremmedpolitiets opgørelse 2198 tyske flygtninge i Danmark, heraf var de 1680 jøder (tallet inkluderer jødiske landbrugselever) (Kirshhoff 2005 s. 413). Et lille antal når man tager det samlede antal flygtninge i betragtning, og også sammenlignet med de antal flygtninge flere andre europæiske lande modtog. I alt fik 150.000 ud af de 450.000 tyske jøder asyl i Europa. Danmarks flygtningepolitik var således restriktiv sammenlignet med andre lande i perioden. Modsat jødeaktionen i 1943 har flygtningepolitikken før og under krigen ikke taget plads i den nationale fortælling, der blev etableret efter krigen.

Jødeaktionen i 1943

Efter sammenbruddet af samarbejdet med besættelsesmagten i august 1943 gennemførte den tyske besættelsesmagt i oktober en aktion mod de danske jøder og andre, der opholdt sig i Danmark. Besættelsesmagten havde kun begrænset succes med aktionen. Flere end 7000 af de danske jøder slap væk i tide, ca. 481 jøder, nåede ikke at flygte og endte i KZ-lejren Theresienstadt.

Redningen af de mange jøder skyldtes flere forhold, som kun omtales kort her. Den planlagte aktion var blevet lækket fra højeste sted, så det jødiske samfund fik mulighed for at sende en advarsel ud. Da telefonforbindelserne blev afbrudt, blev budskabet bragt mundtligt fra dør til dør. Et stort antal jøder boede i og omkring hovedstadsområdet, så rejsen til Sverige var kortere end fx for jøderne bosat på Fyn, som havde en langt ringere chance for at flygte.
Det rejser flere interessante spørgsmål, som man kan arbejde med i historiefaget. Hvorfor valgte mange at hjælpe jøderne? Fordi jøderne blev set som medborgere? Fordi nogen tjente penge på at hjælpe? Fordi tyskerne ikke lavede samme systematiske aktioner mod jøderne som i andre besatte lande? Det kan der ikke gives et entydigt svar på.

Jødernes hjemkomst i 1945

Eftersom jøderne måtte flygte med kort varsel, stod deres lejligheder, huse og butikker ubeskyttet hen - langt de fleste i København. Flere havde selv truffet foranstaltninger med andre om at passe på deres ejendom, men derudover fik Socialtjenesten i København til opgave at beskytte jødernes efterladte ejendom. Medarbejderne sørgede for at registrere værdier, betalte regninger og forsøgte at sikre, at de jødiske flygtninge havde et hjem at vende tilbage til. Af de jødiske flygtninge, der efter krigen vendte tilbage til Danmark, oplevede omkring 37% at komme hjem til et hjem, der ventede på dem. Dette tal er langt højere end i mange andre lande i Europa. Derudover var der et større økonomisk og socialt hjælpeapparat, der gav de hjemvendte flygtninge mulighed for at genoptage en normal hverdag. (Bak 2012).

Der er mange dilemmaer og spørgsmål, der rejser sig i de kilder, vi har til rådighed om jødiske flygtninge før, under og efter 2. Verdenskrig, og som det er relevant at arbejde problemorienteret og undersøgende med i historiefaget. Hvorfor florerede antisemitismen i Europa, og hvorfor fik jøderne alligevel i nogen tilfælde hjælp, da jorden brændte under dem? Hvad nu, hvis vi havde hjulpet flere flygtninge i 30’erne? Hvordan havde fortællingen om Danmarks rolle i krigen været, hvis jøderne ikke i stort antal var blevet hjulpet til Sverige?

De tyske flygtninge

I maj 1945 var der ca. 250.000 civile tyske flygtninge i Danmark, hvoraf en tredjedel var børn under 15 år. Dertil kom ca. 100.000 sårede tyske soldater. Alle var flygtet fra et kaotisk og udbombet Tyskland. De første flygtninge ankom i krigens afsluttende måneder og flygtede foran den  fremmarcherende sovjetiske hær. De fleste var kvinder og børn, mændene var i fåtal, og var primært ældre mænd, der ikke var indrullet i den tyske hær.
Flere børn var sendt afsted alene af forældre, der forsøgte at sikre børnenes liv.  For flere af dem skulle der gå godt fire år, før de fik mulighed for at rejse hjem til Tyskland (Lylloff,1999). I de fire år var livet for mange af de tyske flygtninge ikke nemt. De tyske flygtninge er et stærkt omdiskuteret kapitel i den nationale fortælling om besættelsestiden. Blev de tyske flygtninge behandlet ordentligt? Fik de den forplejning og lægehjælp som de skulle have?

Den første samlede rapportering om de tyske flygtninge i Danmark stammer fra 1950, hvor flygtningeadministrationen skrev hvidbogen Flygtninge i Danmark 1945-1949. En hvidbog er en dybdegående rapport udgivet af regeringen eller anden offentlig myndighed. Her fremgår det, at det var opfattelsen i store træk, at opgaven blev løst forsvarligt og godt. En konklusion, der blev draget, uagtet at der døde flere civile tyskere i Danmark alene i 1945, end der døde danskere som konsekvens af krigen under hele besættelsen. Alligevel stod fortællingen om en forsvarlig håndtering af de mange flygtninge uimodsagt i mange år.  Den er dog siden blevet udfordret.

Kan lægeløftet gradbøjes?

Overlæge og ph.d. i historie Kirsten Lylloff rejste i 1999 i artiklen Kan lægeløftet gradbøjes? en kritik af håndteringen af de tyske flygtninge. Særligt kritiserede Lyllof den manglende lægehjælp. Allerede op til krigens slutning var meldingen klar i forhold til danske lægers mulighed for at yde flygtninge lægehjælp. Både i medierne, hos regeringen og hos et flertal af lægerne.

Lægeforeningen meldte i marts 1945 følgende ud:

I betragtningen af de her i landet herskende forhold mener lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge.

Denne holdning blev fastholdt efter krigens afslutning, hvor behandlinger primært blev tilbudt, hvis det handlede om smitsomme sygdomme, som kunne udgøre en risiko for danskere udenfor lejrene (Lyllof 1999 s. 66).

En tredjedel af de tyske flygtninge var børn, men over halvdelen af dødsfaldene i 1945 blev netop registreret blandt børnene. Af dem var 40 % under et år.

Et skilt indskærper forbud mod samkvem med tyske flygtninge
© Kolding Stadsarkiv

Livet i lejrene

De tyske flygtninge var i starten indlogeret på skoler, i sportshaller, forsamlingshuse og lignende bebyggelser, der kunne rumme mange mennesker. De sanitære forhold var her under al kritik, og forholdene blev ikke væsentligt forbedret, da der efterfølgende blev oprettet lejre til flygtningene. Forplejningen lå kaloriemæssigt 50 % under danskernes og var kedelig og ensformig. Forholdene blev forbedret med tiden, men var fortsat af en kritisabel standard. Det var forbudt for lokale beboere at handle med eller omgås tyskere generelt, hvilket bidrog til at de fleste flygtninge levede et afsondret liv uden store muligheder for at forbedre deres vilkår.

Tyskerne havde være betragtet som fjenden igennem 5 år, og velviljen i befolkningen var ikke stor i forhold til at prioritere flygtningene i en i forvejen presset dagligdag. Vilkårene for flygtningene var ikke uproblematiske, og man kan diskutere om det var en acceptabel behandling af civile flygtninge. Tidligere fangevogter Kurt Obst (1982) ved flygtningelejren i Kolding udtrykker om behandlingen af de tyske flygtning:

For de tyske flygtninge var lejrlivet i Danmark ingen lykkelig tid, men formentlig bedre end en ukendt skæbne i et krigshærget hjemland.                                              

Er det et argument, der berettiger en behandling som beskrevet ovenfor, og er det relevant for de historier, vi fortæller?

I undervisningen

Problematikken med behandlingen af de tyske flygtninge er et interessant kapitel i danmarkshistorien, som eleverne kan arbejde undersøgende med gennem forskellige historiske kilder.

Et sådant arbejde er centralt i historiefagets fagformål, der lægger op til, at eleverne arbejder analytisk og vurderende med forskellige historiske sammenhænge i arbejdet med forskellige menneskers livsvilkår. Dette eksemplificeres her ud fra en særlig mørk del af Danmarks historie og gennem fortællinger, som vi ofte ikke hører, men som er en del af vores fælles historie, og som ikke bør glemmes. Blev de tyske flygtninge behandlet ordentligt af de danske myndigheder og læger? En læge skal hjælpe syge i nød, men kan lægeløftet gradbøjes? Burde der have været handlet anderledes tiden taget i betragtning?  

Historiedidaktisk kan der i undervisningen arbejdes med, hvordan de ovenfor behandlede meget forskellige fortællinger om flygtninge er blevet brugt i den store nationale fortælling om Danmark under og efter krigen. Ligeledes kan man arbejde med, hvordan eleverne kan medvirke til at belyse nuancer og skabe modfortællinger gennem kildearbejde, og indblik i gennem en mere nuanceret forståelse af perioden.

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af historiker Astrid Marie Møller Danielsen, Pæd. konsulent i CFU, UCL erhvervsakademi og professionshøjskole.

Litteratur

Bak, Sofie Lene (2012): Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. Latvia: Gyldendal.

Bryld, Claus (1982): Samarbejde eller modstand 1940 - 45? Odense: Gyldendal.

Jensen, John (2012): ... over for os selv og over for Fremtiden. Den danske Rigsdag og de tyske flygtninge 1945-46Historisk Tidsskrift Bind 112.

Jerichow, Anders (red) (2013): Oktober ‘43. Danske jøders flugt til Sverige eller deportation til Theresienstadt. Kildesamling. Viborg: Syddansk Universitetsforlag

Kirchhoff, Hans (2005): Et menneske uden et pas er ikke noget menneske. Gylling: Syddansk Universitetsforlag.

Lylloff, Kirsten (1999): Kan lægeløftet gradbøjes?Historisk Tidsskrift Bind 99 Hæfte 1.

Obst, Kurt (1982): Interview foretaget af Tage Christensen: Erindringer fra vagttjeneste ved tyske flygtningelejre i Kolding 1945 – ca. 1949. Kolding Stadsarkiv.

Rünitz, Lone (2000): Danmark og de jødiske flygtninge 1933–1940. En bog om flygtninge og menneskerettigheder. Aarhus: Museum Tusculanums Forlag.

Rünitz, Lone (2005): Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933 - 1940. Gylling: Syddansk Universitetsforlag.

Danmarkshistorien.dk: Jyllands-Postens leder 15. november 1938

Siden er opdateret 30. april 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.