Artikel
Dansk
Her finder du fagkonsulentens forslag til digitale ressourcer og inspiration til planlægning af virtuel undervisning i grundfaget dansk på eud og eux.
Denne vejledning giver anvisninger og inspiration til virtuel undervisning i dansk på eud og eux, jf. bekendtgørelse om grundfag. Vejledningen er anvendelig, uanset hvilke digitale platforme eleverne arbejder på. Erhvervsskolernes platforme har forskellige faciliteter, og man udnytter naturligvis de muligheder, der er relevante for faglige mål og fagligt indhold i dansk.
Didaktisk planlægning og tilrettelæggelse
Formen af et virtuelt undervisningsforløb afhænger af en række didaktiske valg og forudsætninger. Udgangspunktet er altid at tænke didaktik, før man tænker digitale ressourcer.
Klar rammesætning, når du gennemfører virtuel undervisning:
- Formål, indhold og afsat tid
Vær særlig tydelig i formuleringen af opgaver til eleverne. Der skal være tydelig kommunikation om formål og indhold og hvor lang tid, der er afsat til de forskellige opgaver. Forsøg at gøre opgaveformuleringerne så tydelige og enkle som muligt. Dette kan evt. gøres virtuelt som korte videosekvenser, hvor du også kommer ind på, hvordan eleven kan arbejde med opgaven, på hvilken måde eleven kan få hjælp og vejledning samt, hvornår eleven skal have løst/afleveret opgaven.
- Produktkrav og dokumentation
Formuler korte, tydelige og afgrænsede krav til, hvad eleverne skal producere, dokumentere og aflevere. Dette kan differentieres. Overvej om elevernes præsentationer og produkter alene skal deles med underviseren, eller om der kan være en gevinst ved at lave delinger/peer-feedback mellem eleverne. Det kan også være en idé at lade eleverne/grupperne give feedback på hinandens arbejde inden de afrapporterer/præsenterer/afleverer til underviseren.
- Evaluering
Beskriv for eleverne, hvordan du evaluerer deres produkter og afleveringer. Evaluering kan fx. ske gennem en fokuseret vejledningssession, hvor underviseren giver eleverne respons på produkter, og præcise anvisninger med fokus på den faglige formidling, den faglige argumentation, og de faglige mål.
- Koordinering, kontakt og tidsfrister
Med virtuel undervisning er det afgørende, at eleverne løbende dokumenterer deres faglige arbejde og udbytte af undervisningen. Ligeså afgørende er det imidlertid, at man som underviser melder klart ud:- hvornår man er tilgængelig for spørgsmål o.l.,
- at de aftalte tidsfrister skal overholdes,
- hvornår man retter/kigger på deres opgaver. Det er vigtigt at være kontant, så man sikrer så faste og tydelige rammer om undervisningen som muligt.
Virtuel undervisning i dansk
Indhold og temaer i undervisningen
Der er mange muligheder for at finde digitale materialer. Hos forlagene kan du finde digitale undervisningsforløb målrettet danskundervisningen. På Systime findes bl.a. tre forløb om hhv. nutids-r, reklamer og sociale medier, som eleverne kan arbejde med.
Digitale materialer til virtuel undervisning begrænser sig ikke til undervisningsmateriale hos forlagene. Du kan også bruge andre, offentligt tilgængelige digitale materialer og kilder i din undervisning, fx klip fra pressemøder og taler til befolkningen. Det giver rig mulighed for, at arbejde med retorik i forbindelse med pressemøder og senest dronningens tale til nationen.
Du kan med fordel også arbejde med instruktionsvideoer, som eleven udarbejder hjemmefra. Eleven kan f.eks. optage en simpel erhvervsfaglig instruktion med sin mobiltelefon og dertil skrive en procesbeskrivelse.
Når du planlægger virtuel undervisning i dansk, kan det være hensigtsmæssigt at overveje hvilke værktøjer, det er meningsfuldt at anvende ift. om det drejer sig om de faglige kompetencemål for hhv. kommunikation, læsning, fortolkning eller fremstilling.
Her er nogle eksempler på værktøj, der kan anvendes i arbejdet med de fire områder i dansk.
- Til kommunikation med og imellem eleverne kan fx anvendes: Intrasystemer (Lectio, Ludus, Fronter etc.), sociale medier, Microsoft Teams og Peergrade. Der er også forskellige platforme der understøtter elevernes mulighed for at dele og samarbejde fx : OneNote, OneNote Class Notebook, Sway, Google Docs, Dropbox, Office Mix.
- Til fremstilling kan man anvende forskellige former for elevafleveringer i fx PowerPoint og Word (alle online via Office 365.)
- Til fortolkning kan der udarbejdes opgaver og spørgsmål i fx Netmedierede Q&A værktøjer som Socrative, Kahoot, ProProfs, Quizlet, Jeopardylabs, Google Forms, Microsoft Forms.
Digitale ressourcer, der kan indgå i undervisningstemaer i forhold til fagligt stof i dansk
- Pressemøder Udskrifter fra statsministerens pressemøder om bl.a. corona-situationen.
- Danske taler Samling af danske taler, bl.a. H.M. Dronningens tale om corona-situationen 2020.
- Materialeplatformen Fx materialet sundeunge.dk, som indeholder film, undervisnings-, debat- og aktivitetsforslag, powerpauser, fakta, online quiz og app inspiration til udvikling af sundhedsfremme.
- Filmstriben Bibliotekernes filmudlåning, hvor du kan finde film om temaer, som du vil arbejde med, og kombinere det fx med forskellige analysemodeller.
- Undervisning fra dr.dk Mediebibliotek og undervisningsmateriale.
- Ekkofilm Artikler, kortfil og blogs.
- 10kanoner.dk Danmarkskanon på eud. 10 film om danske værdier, lærervejledning og elevopgaver til samfundsfag.
Ovenfor gives der forslag til konkrete temaer, programmer og redskaber. Det er tænkt som en hurtig hjælp til de travle undervisere. Men der findes mange andre digitale ressourcer, der kunne være lige så egnede.
GDPR
Det er vigtigt, at du som underviser sikrer dig, at de digitale værktøjer, du anvender til virtuel undervisning overholder databeskyttelsesforordningen (GDPR), så du ikke uforvarende kommer til at dele elevernes personoplysninger med tredjeparter. Er du i tvivl, så kontakt skolens it-ansvarlige eller din leder.
Generel inspiration til virtuel undervisning
- Didaktiske råd og redskaber til virtuel undervisning på eud-området
- Pædagogiske greb i fjernundervisningen - En Praktisk guide til fjernundervisere Publikation fra Det Nationale Videnscenter for e-læring, 2017.
- Guide til at oprette virtuelt klasseværelse i Office 365 og Google Suite for Education
- 7 veje til bedre digitale læringsforløb Udviklet til VEU af EVA
Udarbejdet af fagkonsulenten
Sarah Hedegaard Sørensen
Direkte tlf.: +45 20 84 69 25
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.