Aktivitet

Find jeres styrker i fællesskab – styrkekort til dialogaktivitet

Erhvervsuddannelserne giver eleverne adgang til stærke, faglige fællesskaber. Dialog om faglige og personlige styrker kan understøtte elevernes vej til fællesskabet. Styrkekort kan være en vej til denne dialog.

Formålet med aktiviteter styrkekort er at understøtte skolens karakterdannende kultur og GF1-elevers socialisering ind i de faglige og kulturelle fællesskaber på skolen. Kortene tilbyder en struktureret ramme for dialog om faglige og personlige styrker og om forventninger til uddannelsernes og skolens fællesskaber.   

Eleverne skal i denne aktivitet sætte fokus på egne og andres styrker ved hjælp af 24 fastdefinerede styrkekort, der sætter fokus på styrker frem for begrænsninger. Arbejdet med styrkekort kan træne den enkelte elev i at se sig selv som en ressource og synliggør, at styrker ofte udvikles i det faglige, kulturelle og sociale fællesskab. Aktiviteterne kan derfor fremme elevernes refleksion over egne styrker i relation til fællesskabet og uddannelsen. Det faglige fællesskab vil i denne sammenhæng enten rette sig bredt mod hovedområdet eller mod udvalgte fagretninger.

 

Planlægning og overvejelser

De 24 styrkekort, der findes i en PDF nederst på siden, beskriver forskellige styrker i tekst og billede. Der kan ”plukkes” i udvalget af styrkekort, så de er direkte rettet mod relevante styrker inden for hovedområdets uddannelser.

Lærerne kan løbende inddragestyrkekort i undervisningen, så det bliver naturligt for eleverne at arbejde med og sætte fokus på deres styrker.

Eleverne hjælpes via styrkekortene til at sætte ord på deres stærke sider og se deres ressourcer i mødet med andre. Alle elever kan dermed deltage i forløbet. Dog bør læreren være klar til at støtte elever med meget negative narrativer, så eleverne hjælpes på vej til en ny og positiv fortælling om egne styrker.

 

Brugen af styrkekort 

Styrkekortene kan anvendes på forskellige tidspunkter i introperioden. Herunder beskrives fire forslag til, hvornår og hvordan styrkekortene kan anvendes. 

Arbejdet med styrker er en kontinuerlig proces. Derfor kan styrkekortene bruges videre gennem elevernes uddannelsesforløb

 

Udarbejdelse af styrkecollager i klassen

  • Varighed: 1 lektion
  • Styrkekortene præsenteres for eleverne fælles i klassen.
  • Eleverne bliver herefter bedt om individuelt at udvælge de fire styrker, der beskriver dem bedst. De skal samtidig udvælge en-to styrker, de gerne vil arbejde med.
  • Eleverne skal begrunde deres valg af styrkekort og udarbejde en collage, der viser de udvalgte styrker.
  • Eleverne præsenterer collagerne for hinanden i grupper.

 

Brug af styrkekort til første kontaktsamtale

  • Varighed: 1 lektion
  • Har eleverne udvalgt styrkekort/lavet collager, kan de medbringe dem til første kontaktlærersamtale og tale med kontaktlæreren om dem.
  • Har eleven ikke udvalgt styrkekort/lavet collager, præsenteres eleven for styrkekortene i starten af samtalen. Eleven udvælger herefter fire styrker, der beskriver ham/hende bedst samt en-to styrker, han/hun gerne vil arbejde med.
  • Kontaktlæreren og eleven taler om, hvorfor eleven har valgt netop disse styrkekort, hvornår styrkerne kommer til udtryk, og hvordan eleven kan arbejde videre med de udvalgte styrker.  
  • Elevens styrker skrives ind i uddannelsesbogen.

 

Brug af styrkekort i klasseteams

  • Varighed: Afhænger af antal elever i det enkelte elevteam.
  • Efter første kontaktsamtale fordeler lærerne alle elever ud i faste elevteams. Lærerne bør indtænke elevernes individuelle styrker i forhold til inddelingen, så der indgår så mange forskellige styrker som muligt.
  • Eleverne tager en runde i eget team, hvor de fortæller om deres styrker.
  • Eleverne skal sætte ord på, hvilke udfordringer de kan have med styrkerne.
  • Teamets samlede styrker skrives ned i et fælles dokument, hvorefter elevteamet præsenterer deres resultat for resten af klassen.

 

Brug af styrkekort til afslutning på introperioden

  • Varighed: 1 lektion
  • Et antal styrkekort lamineres og lægges med bunden i vejret på gulvet.
  • Alle elever trækker fire tilfældige kort.
  • Hver elev forholder sig til kortene og beholder kortene, hvis eleven oplever, at kortene matcher.
  • Eleverne placeres i en rundkreds, hvor eleverne giver de kort videre, de synes passer bedre til en anden fra klassen.
  • Øvelsen bliver ved, indtil alle har fået fire kort.

 

Kreditering

Materialet er udarbejdet af Pluss Leadership, UC Syd, Center for Ungdomsforskning og Center for Anvendt Filosofi (Aalborg Universitet) for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Materialet er udviklet i samarbejde med 18 erhvervsskoler i forbindelse med Børne- og Undervisningsministeriets program om karakterdannelse i erhvervsuddannelserne.

Find alle materialer fra projektet på siden om karakterdannelse og faglig stolthed på emu.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.