Forløb
Få øje på din faglighed i lærepladssøgning
Dette forløb giver inspiration til at arbejde praksisnært i dansk på GF1. Danskfagets redskaber synliggøres for eleverne i processen med lærepladssøgning.
Forløbet gør eleverne bevidste om bredden i erhvervets faglige forventninger til dem og ønsker at synliggøre, hvilke dele af danskfaget det er vigtigt at mestre for at fremstå faglig og professionel.
Opbygning og indhold
Forløbet indeholder fire moduler, der hver kan gennemføres på ca. fire lektioner. Modulerne er:
- Bliv skarp på din karriereplan
- Kom godt i gang med CV og ansøgning
- Skriv en ansøgning
- Vi går til jobsamtale og samler op
Modul 1: Bliv skarp på din karriereplan
1.-2. lektion handler om, at eleverne skal undersøge lærepladsmuligheder. Lærer præsenterer indledningsvis eleverne for uddannelsesguiden.dk og praktikpladsen.dk.
Derefter faciliteres en fælles drøftelse i klassen om, hvilke tanker eleverne gør sig om fremtiden og helt konkret, hvilke tanker, de gør sig om lærepladssøgning. Efter den fælles drøftelse, skal eleverne løse opgaverne 1-6 i bilag 1. Til sidst samles op i klassen.
Lektion 3-4: Lærer præsenterer de tre typer kompetencer: Faglige, personlige og sociale kompetencer, hvorefter klassen har en fælles drøftelse af, hvad eleverne forstår ved de tre typer af kompetencer, og hvilke kompetencer de selv bruger i faglige og professionelle sammenhænge.
Efter den fælles drøftelse skal eleverne løse opgave 7-8 i bilag 1, hvorefter der samles op fælles i klassen.
Modul 2: Kom godt i gang med CV og ansøgning
I 1.-2. lektion bliver eleverne præsenteret for CV- og ansøgningsgenren og arbejder med det gode CV-foto. Læreren indleder med fælles gennemgang af, hvad formålet er med et CV og en ansøgning og hvordan det opbygges osv.
Derefter læser eleverne side 1-4 i bilag 2. Læreren samler op fælles på elevernes spørgsmål til det, de har læst.
Når eleverne har læst om ansøgning og CV, kan de tage et CV-billede. Først taler klassen om, hvad et godt CV-foto er, og læreren kan vise forskellige portrætfotos. Det drøftes fælles i klassen, hvad eleverne tænker, når de ser de forskellige portrætfotos.
Derefter kan eleverne tage CV-fotos i mindre grupper. Øvelsen er beskrevet i bilag 2. Her er det særlig vigtigt, at eleverne skal finde et sted på skolen, som de synes udtrykker faglighed og professionalisme.
3.-4. lektion: I disse lektioner finder eleverne en CV-skabelon og går i gang med at udarbejde deres CV’er. Under skrivetiden er underviseren til rådighed, hvis eleverne har spørgsmål. Eleverne kan lave et færdigt CV derhjemme til næste lektion.
Modul 3: Skriv en ansøgning
I 1.-2. lektion præsenterer læreren eleverne for den gode ansøgning og sætter dem til at tænke over, hvad der er vigtigt for dem, når de skal vælge læreplads, og hvad de vil lægge vægt på i en ansøgning.
Først præsenterer læreren en ansøgning, og klassen tager en fælles drøftelse af, hvad der er en god ansøgning. Derefter læser eleverne side 5-6 i bilag 2. Der samles op i klassen, inden eleverne skal i gang med øvelsen beskrevet i bilag 3. Det er vigtigt, at øvelsen sættes i gang trin for trin, så eleverne ikke laver de næste trin af sig selv.
3.-4. lektion: I de næste lektioner laver eleverne først en videopræsentation og går derefter i gang med at skrive ansøgning.
Læreren præsenterer opgaven, som er beskrevet i bilag 4, hvorefter eleverne kan få tid til at optage deres præsentationsvideoer.
Når eleverne har optaget videoer, går de i gang med at lave en ansøgning. Læreren er til rådighed, hvis eleverne har spørgsmål undervejs. Eleverne kan få til opgave at lave deres ansøgning færdig til næste gang.
Modul 4: Vi går til jobsamtale og samler op
I det sidste modul simulerer eleverne jobsamtaler og evaluerer forløbet.
I 1.-2. lektion præsenterer læreren jobsamtalen som kommunikationssituation og forklarer betydningen af f.eks. førstehåndsindtryk, fremtoning eller fx kropssprog.
Derefter laver eleverne øvelsen i bilag 5, der handler om, hvad de vil lægge vægt på i en jobsamtale.
Når eleverne er færdige med øvelse, er det blevet tid til at simulere jobsamtaler. Det foregår ved, at underviseren indretter et lokale, så det minder om en arbejdsplads, hvor der skal være jobsamtaler. Det kan f.eks. være ved at gøre et bord klar, hvor samtalen skal finde sted, og ved at hænge et logo op for en arbejdsplads mv.
I rollespillet kan en faglærer eller lignende spille rollen som arbejdsgiver, imens en frivillig elev kan spille rollen som sig selv.
Øvelsen gennemføres med fokus på at:
- Jobsamtalen spilles så realistisk som muligt. Varighed ca. 5 min.
- De øvrige elever forholder sig i ro og observerer jobsamtalen.
- Alle tre parter efter rollespillet får taletid, så der er tid til en konstruktiv samtale om, hvad der gik godt/skidt. De frivillige elever bør modtage anerkendelse for mod, uanset deres præstation, da det kan være en grænseoverskridende oplevelse.
- Øvelsen kan gentages med en ny elev og faglæreren kan eventuelt variere sin rolle.
Er der tid til det, kan faglæreren dele sine egne erfaringer med at søge job og eleverne kan få lov til at stille spørgsmål.
3.-4. lektion: De sidste lektioner handler om at evaluere forløbet med eleverne. Det gøres ved, at eleverne individuelt svarer på spørgsmålene i boksen herunder, hvorefter der samles op fælles.
Fokus kan i evalueringen være at give eleverne mulighed for at reflektere over deres egen progression, fagligt og personligt. Det skal styrke deres faglige stolthed. Derudover skal det også gøres synligt for eleverne, hvordan de har brugt danskfaget til at formidle deres faglighed, og hvordan danskfaget derfor også er en vigtig del af deres faglighed.
Spørgsmål til evaluering:
- Har du en læreplads? (Ja / Nej)
- Hvad bekymrer dig i forhold til at skulle søge læreplads/job?
- Har du i forbindelse med forløbet lavet et CV og en ansøgning, som du kunne tænke dig at sende til et lærested? (Ja / Nej)
- Hvad har du lært om dig selv og dine kompetencer i forløbet? Faglige, personlige og sociale.
- Hvordan har du brugt din danskkompetencer i forløbet? Giv et par eksempler: Hvilke danskkompetencer har du forbedret under forløbet? Og hvad vil du gerne blive endnu bedre til?
- Hvad har du lært om din branche/dit fag i forløbet?
- Hvad var det bedste ved forløbet? Hvorfor?
- Hvad var det mindst brugbare i forløbet? Hvorfor?
- Føler du dig med det her forløb bedre klædt på til at søge læreplads/job? Hvis Ja, hvordan har forløbet klædt dig bedre på?
Kreditering
Materialet er udarbejdet af Pluss Leadership, UC Syd, Center for Ungdomsforskning og Center for Anvendt Filosofi (Aalborg Universitet) for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Materialet er udviklet i samarbejde med 18 erhvervsskoler i forbindelse med Børne- og Undervisningsministeriets program om karakterdannelse i erhvervsuddannelserne.
Find alle materialer fra projektet på siden om karakterdannelse og faglig stolthed på emu.dk
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.