Forskning og viden

Evaluering af forsøg med kostafdelinger på erhvervsuddannelser

En evaluering af et forsøg under Børne- og Undervisningsministeriet med kostafdelinger på erhvervsskoler i tyndt befolkede områder peger på, at elever i praktik har gavn af at bo tæt på deres praktiksted.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har fra 2017-2019 udbudt et forsøg med tilskud til erhvervsskoler i landdistrikter og tyndt befolkede områder, der indkvarterer elever fra andre skoler på deres kostafdeling, mens eleverne er i praktik. Selvom forsøget ikke har medvirket til, at flere unge er flyttet fra byer til landdistrikter, peger evalueringen af forsøget alligevel på, at det at bo på en kostafdeling kan gavne nogle elever.

Evalueringen fremhæver bl.a., at det at bo på en kostafdeling kan øge trivslen blandt eleverne. For det første bidrager fællesskabet med andre unge på en kostafdeling til at skabe social trivsel, og for det andet kan det understøtte elevernes uddannelsesforløb positivt, at hverdagen på en kostafdeling er struktureret og præget af klare rammer. Desuden bliver nogle af eleverne en del af lokalsamfundet omkring kostafdelingen, hvilket kan medvirke til, at de opnår tilknytning til området og bliver boende, når de er færdige med deres uddannelse.

 

Find rapporten

Find rapporten på eva.dk

 

Om forsøget

Forsøget blev igangsat med afsæt i Aftale om vækst og udvikling i hele Danmark (2016). Formålet med forsøget har været at understøtte, at virksomheder i landdistrikter kan tiltrække unge fra byerne og derved skaffe nok kvalificeret faglært arbejdskraft. 

Seks erhvervsskoler blev godkendt af STUK til at deltage i forsøget fra 2017-2019, og i alt 35 elever har benyttet sig af forsøgsordningen i perioden.

Om evalueringen

Evalueringen er gennemført af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Evalueringsrapporten bygger på de seks deltagende skolers selvevalueringer, indberetninger af elever (CPR) samt interviews med repræsentanter fra skolerne, elever og virksomheder.

Børne- og Undervisningsministeriet vil bruge resultaterne af forsøget i det fremadrettede arbejde med at forbedre praktikpladssituationen for unge på erhvervsuddannelserne.

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.