Forløb

Find en læreplads med Anders Lund Hansen

Direktør i Grundfos Danmark Anders Lund Hansen fortæller om Grundfos’ erfaringer med rekruttering af lærlinge. Forløbet giver eleverne konkret inspiration til deres arbejde med at søge en læreplads.

Forløbet er udviklet til at sætte fokus på at finde den gode læreplads.

Forløbet er målrettet elever på grundforløb 1 og grundforløb 2 på tværs af hovedområderne.

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde på 6-12 timer.

© Børne- og Undervisningsministeriet

For de fleste elever på erhvervsuddannelserne kræver det en struktureret og målrettet indsats at få en læreplads. I dette forløb får eleverne viden om en stor dansk virksomheds erfaring med rekruttering af lærlinge og præsenteres for en række aktiviteter til at arbejde konkret med egen lærepladssøgning.

Forløbet kan i særlig grad anvendes i forbindelse med:

  • Lærepladssøgning (erhvervsfag 2) på grundforløb 1 (GF1)
  • Det lærepladsopsøgende arbejde på grundforløb 2 (GF2)
  • Det lærepladsopsøgende arbejde i skoleoplæringen.

Lærepladssøgningen kan på GF1 kobles sammen med virksomhedsforlagt undervisning. På GF2 vil det være relevant at fokusere på elevernes systematik i lærepladsopsøgende arbejde med særligt fokus på afsøgning af lærepladsmuligheder, skrivning af ansøgning og CV, opsøgende aktiviteter, brug af netværk samt etablering af uddannelsesaftaler.

Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.

Forudsætninger, form og indhold

Forløbet er bygget op omkring en podcast, hvor Anders Lund Hansen blandt andet fortæller om særlige opmærksomhedspunkter, når man skal søge en lære- eller elevplads.

Forløbet er opdelt i fem faser med tilhørende aktiviteter. Aktiviteterne lægger op til, at eleverne arbejder med tilpasning af deres CV og ansøgninger, at de øver en lærepladssamtale gennem rollespil, og at de gør sig overvejelser om opfølgning på afslag på lærepladssøgninger.

Der er også udarbejdet en PDF med forslag til supplerende undervisningsaktiviteter, der introducerer eleverne til forskellige mulige lærerpladser og forbereder dem på vellykkede oplæringsforløb. Find det supplerende materiale nederst på siden.

Tilrettelæggelse

Podcasten findes via dette link - brug linket, når eleverne skal høre podcasten, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Den tilhørende vejledning rummer forslag til temaer og opgaver, som eleverne kan arbejde med i undervisningen. Læreren kan tilpasse forløbet, så det passer til elevernes forudsætninger og lærepladsmulighederne inden for den specifikke uddannelse.

Til forløbet har eleverne brug for adgang til computere og telefon. Til udarbejdelse af videopræsentationer vil det være en fordel, hvis skolen kan give adgang til videoudstyr, men videoerne kan også optages på smartphones eller tablets.

Aktiviteterne kan gennemføres som fjernundervisning uden større ændringer. Ved fjernundervisning vil det dog være relevant at fordele eleverne i grupper, der arbejder fast sammen om aktiviteterne. Det kan også være en god idé, at eleverne arbejder i onlinedokumenter, som de deler med læreren med henblik på løbende sparring og hjælp.

Den uddybende lærervejledning, der findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i podcastens faser.

Forløbets opbygning

Før podcasten høres, kan læreren afvikle fase 1. Hvis eleverne tidligere har arbejdet med aktiviteterne i fase 1, kan læreren gå direkte til fase 2.

Fase 1: Find en læreplads

Eleverne kan starte med at undersøge lærepladsmulighederne i skolens geografiske område. Det kan undersøges på laerepladsen.dk, på elevplads.dk, via opslåede lærepladser på jobportaler, eller eleverne kan selv at kontakte virksomheder.

Eleverne kan også brainstorme på alternative, men nært beslægtede lærepladsmuligheder, og de kan søge information om de mulige læresteder via eksempelvis virksomhedshjemmesider eller sociale medier.

I forlængelse af undersøgelserne kan eleverne prioritere, hvilke læresteder de gerne vil søge en læreplads på. I det efterfølgende lærepladsopsøgende arbejde kan eleverne formulere en tjekliste, som også kan indeholde information om oplæringsstederne. De kan eksempelvis skrive, hvad der er specielt ved det enkelte lærested, og hvorfor de gerne vil søge netop det lærested.

Læreren eller skolensoplæringskonsulent kan rådgive undervejs med henblik på, at eleverne udvælger de læresteder, der bedst matcher deres faglige, sociale og personlige forudsætninger.

Fase 2: Udarbejdelse af ansøgning og CV

Eleverne kan i denne fase lytte til podcasten i plenum. Anders Lund Hansen fortæller, hvad Grundfos lægger vægt på, når de modtager en ansøgning, og hvordan de vurderer en potentiel lærling ved en samtale.

Undervejs kan eleverne notere stikord til brug i arbejdet med deres CV og ansøgning.

Herefter kan eleverne arbejde med deres CV. Eleverne kan eksempelvis hjælpe hinanden med at sætte ord på hinandens kompetencer og derefter udarbejde et kompetence-CV, hvor de beskriver deres forskellige faglige, sociale og personlige kompetencer. Læreren kan give eksempler på det gode CV, og eleverne tilrette deres CV.

Til sidst kan eleverne give hinanden feedback i grupper, og de kan afslutningsvis gennemskrive og layoute CV’erne.

Når CV’et er på plads, kan eleverne udarbejde deres lærepladsansøgninger. I mindre grupper kan de hjælpe hinanden med at beskrive sig selv og deres motivation. Herefter kan de følge samme proces som ved udarbejdelsen af CV´et

Fase 3: Besøget på lærepladsen

Anders Lund Hansen beskriver i podcasten, at elever og lærlinge er værdifulde for virksomhederne. Den pointe er relevant for eleverne at tage med sig, inden de opsøger de udvalgte læresteder.

Med henblik på at øve selve kontakten kan læreren arrangere et rollespil, hvor læreren spiller arbejdsgiver, og eleverne spiller lærerpladsansøgere. Lærervejledningen indeholder forslag til relevante spørgsmål, som eleverne kan stille.

Fase 4: Præsentation via video

Anders Lund Hansen fortæller, at Grundfos nogle gange modtager en video sammen med den skriftlige ansøgning. Anders Lund Hansen oplever, at en video kan give en god fornemmelse af personen og det engagement, der ligger bag ansøgningen.

Med afsæt i Anders Lund Hansens erfaring kan eleverne udarbejde korte videopræsentationer af sig selv, deres kompetencer samt deres ønsker til en læreplads.

Fase 5: Opfølgning på en samtale og uddannelsesaftalen

I podcasten fortæller Anders Lund Hansen, at det altid er vigtigt at bede om feedback efter en samtale. Der kan for eksempel spørges ind til, hvad der kan gøres bedre en anden gang.

Læreren kan derfor træne eleverne i, hvornår og hvordan de kan følge op på en samtale.

Evaluering

I forløbet kan læreren give feedback både individuelt og i grupper. Det kan ske i samtaleøvelserne, ved udarbejdelsen af elevernes CV og arbejdet med videopræsentationen.

Derudover er det oplagt at arbejde med elev-til-elev-feedback, hvor eleverne kommenterer på hinandens produkter, låner af hinanden og lader sig inspirere af hinanden.

Links til yderligere inspiration

Find en oversigt over lærepladser på laerepladsen.dk

Undersøg om et lærested har været indstillet som Årets Læreplads på aaretslaereplads.dk

Find mere inspiration i artiklen: Fem indsatser, der styrker lærlinges læring i oplæringen på emu.dk eller i bogen Praktikkens Didaktik (2019)

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.