Artikel

Sprogvurdering 2 år

Sprogvurderingen til toårige vurderer barnet på fire parametre: Receptivt ordforråd, produktivt ordforråd, sprogbrug og kommunikative kompetencer. 

I 2017 fik kommunerne mulighed for at fremrykke den lovpligtige sprogvurdering til 2-årsalderen. Ministeriet har på den baggrund udviklet værktøjet Sprogvurdering 2 år for at kommunerne kan styrke den tidlige indsats ved at vurdere børns sproglige udvikling.
TrygFondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet har på vegne af ministeriet stået for udviklingen af værktøjet. 

 

Indhold i Sprogvurdering 2 år

Sprogvurdering 2 år består af fire dele:

  • Receptivt ordforråd. Denne del vurderer hvor mange ord barnet forstår. Her skal barnet deltage, og det foregår ved, at barnet udpeger billeder.
     
  • Produktivt ordforråd. Denne del vurderer barnets brug af ord. Det foregår ved, at en pædagogisk medarbejder med kendskab til barnet udfylder et skema, uden at barnet er til stede.
     
  • Sprogbrug. Denne del vurderer barnets evne til at tale om ting og personer, som ikke er til stede her og nu. Det foregår ved, at en pædagogisk medarbejder med kendskab til barnet udfylder et skema, uden at barnet er til stede.
     
  • Kommunikative kompetencer. Denne del vurderer barnets evne til at kommunikere. Det foregår ved, at en pædagogisk medarbejder med kendskab til barnet udfylder et skema, uden at barnet er til stede.

Sprogvurdering 2 år kan kun anvendes gennem en it-løsning. 

 

Vejledning

Med Sprogvurdering 2 år følger også en vejledning, som beskriver, hvordan du udfører sprogvurderingen og fortolker sprogvurderingsresultaterne, samt en beskrivelse af, hvordan værktøjet er udviklet. Vejledningen indeholder også inspiration til sprogstrategier, som kan anvendes i det pædagogiske læringsmiljø for at understøtte børns kommunikative og sproglige udvikling samt idéer til konkrete aktiviteter.

Du finder vejledning og andre materialer til Sprogvurdering 2 år gennem den it-løsning, som din kommune bruger til sprogvurderingsværktøjet.

For at understøtte pædagogisk personale i at anvende Sprogvurdering 2 år har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fået udviklet en film og en folder, som er henvendt til forældre om Sprogvurdering 2 år samt to film om gennemførelse og fortolkning af og opfølgning på Sprogvurdering 2 år. Du kan se filmene her (emu.dk) og se folderen her (emu.dk). 

 

Værktøjets anvendelse

Værktøjet Sprogvurdering 2 år kan anvendes til alle børn i alderen 22-34 måneder. For børn, der ikke går i dagtilbud, kan kun dele af værktøjet anvendes.

Sprogvurdering 2 år kan anvendes i sammenhæng med sprogvurderingsværktøjet Sprogvurdering 3-6.

 

It-løsning

Ministeriet tilbyder en gratis it-løsning af Sprogvurdering 2 år kaldet Sprogvurdering.dk. Læs mere om it-løsningen Sprogvurdering.dk her (emu.dk).

Som kommune kan I også vælge at anvende en privat it-leverandør, som tilbyder en it-løsning til Sprogvurdering 2 år. Kommuner skal selv kontakte potentielle it-leverandører.  

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.