Sammenhænge

Barnet oplever mange overgange i sine første leveår.

Både de store overgange, når det begynder i dagtilbud og senere i skole, og de mindre, daglige overgange, når barnet eksempelvis bliver afleveret om morgenen eller går fra én aktivitet til en anden. I alle typer af overgange er det vigtigt, at pædagogisk personale og forældre samarbejder om at skabe en oplevelse af sammenhæng, tryghed og trivsel hos barnet.

Fra hjem til dagtilbud

Overgangen fra hjem til dagtilbud markerer et nyt kapitel for barnet. Barnet går fra at være i hjemmet og blive passet i familien til at begynde i et dagtilbud i nye rammer og med nye voksne og børn.

Det er afgørende, at dagtilbud og forældre i et velorganiseret samarbejde på tværs af faggrupper sikrer, at overgangen er så tryg som mulig. Sundhedsplejen vil i den forbindelse være tæt på forældre og barn og have kendskab til familiens behov og eventuelle udfordringer.

I denne overgang vil der også være fokus på, hvilket hjemligt miljø der har præget barnet, og i hvilken grad barnet er i stand til at indgå i børnefællesskaber og i relationen til voksne.

 

Fra dagtilbud til skole og fritidstilbud

Når dagtilbud og skole etablerer et tæt samarbejde om læring, trivsel, udvikling og dannelse for det enkelte barn og samtidig skaber gode betingelser for børnefællesskaber, skabes grundlaget for en sammenhæng mellem den pædagogiske læreplan og rammerne for børnehaveklassen. 

Sammenhænge handler bl.andt andet om gode oplevelser med at genkende form- og indholdsmæssige dimensioner fra børnehaven i skolen, samtidig med at barnet i skolen møder nyt og støttes i at håndtere udfordringer og nye situationer, hvor meget er ukendt.

Sammenhænge handler også om positive erfaringer med at deltage i og mestre dagtilbuddets fællesskaber, så barnet får positive forventninger til og færdigheder i forhold til de sociale fællesskaber i skolen.

 

Fra dagtilbud til skole og fritidstilbud – skoleforberedende arbejde

Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at barnet udvikler sociale kompetencer, tro på egne evner, nysgerrighed, mod på at forsøge og fejle, evnen til at bidrage i fællesskaber samt lære- og virkelyst. Barnets sproglige udvikling understøttes, så barnet kan udtrykke sig og kommunikere alderssvarende ved skolestart.

Det skoleforberedende arbejde handler ikke om at give barnet mange faglige færdigheder, men i høj grad om at stimulere udviklingen af et fundament, så barnet kan møde det nye, fordybe sig, sprogligt interagere, være vedholdende, indgå i børnefællesskaber og tage initiativ til at indgå i relationer.

I mange kommuner overflyttes børn fra børnehave til SFO/fritidshjem 1. maj eller tidligere i det år, de begynder i skole. Denne periode er vigtig, fordi den for en stor gruppe børn udgør den egentlige overgang mellem dagtilbud og skole.

De indholdsmæssige krav til SFO/fritidshjem skal derfor understøtte, at barnet er bedst muligt klædt på til at begynde i skole og oplever en tryg overgang fra dagtilbud til skole.

Viden og inspiration

-sammenhænge

Forside til Styrkede overgange
Styrket overgang til skole for børn i dagtilbud -Manchetbillede
Forside til Kort om forældresamarbejde
tegning af dreng med forældre
filmrulle
tegning af tre voksne der taler om skoleparathed
Figuren Oliver jonglerer

Siden er opdateret 06. december 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.