Artikel
Inkluderende fællesskaber er nøgleordet
Børn i udsatte positioner skal opleve sig som en betydningsfuld del af fællesskabet, ligesom deres forældre er tilsvarende betydningsfulde i forældrefællesskabet
At understøtte læring hos børn i udsatte positioner handler som udgangspunkt ikke om at trække et enkelt barn ud af det almene børnefællesskab for at lave en særlig aktivitet. Det handler derimod om at møde barnet med passende udfordringer og positive forventninger i gode pædagogiske læringsmiljøer og i børnefællesskabet.
Der skal derfor være fokus på inkluderende fællesskaber og pædagogiske læringsmiljøer, der understøtter læringen hos alle børn – også dem, der har behov for ekstra støtte.
Børn i udsatte positioner skal opleve sig som en betydningsfuld del af fællesskabet, ligesom deres forældre er tilsvarende betydningsfulde i forældrefællesskabet.
Målrettede indsatser
Det kan være en fordel indimellem at give et barn, der befinder sig i en udsat position, plads og rum til at være i en mindre gruppe. Her kan den voksne i højere grad arbejde målrettet med barnets særlige udfordringer; sociale, motoriske, sproglige osv.
Dette kræver stor opmærksomhed på alle børns trivsel, læring, dannelse og udvikling gennem tilrettelæggelse af gode læringsmiljøer og evaluering af det pædagogiske arbejde.