Artikel

Sproget som ressource - Sprogdidaktikkens hvad, hvorfor og hvordan

Sprog ytrer sig ikke bare som skrift og tale. Sproget taler mellem linjerne om den, der ytrer sig. Sproget bærer vores mentalitet og verdensopfattelse og afspejler vores værdier. Og så er sprog handling. Det er en af de væsentligste filosofiske opdagelser i det 20. århundrede. Vi gør noget med sprog, det at sige noget udgør en handling. Det skal vi lære kursisterne. For sproglig dansk handler ikke kun om grammatik og korrekthed, men også om kommunikation og kontekstforståelse.

Hvorfor – om sprogsyn og intentioner

En af de centrale kortlægninger af sproget som system stammer fra lingvisten Ferdinand de Saussure, der oprettede en central forskel mellem sproget som system og den aktuelle sprogbrug. Sprogsystemet udgør en stabil resurse under den aktuelle sprogbrug, der hastigt forandres og forvaltes lokalt. Sproget er et system af forskelle, der reguleres af semantiske forskelle og grammatiske regler. Enhver sprogbruger trækker på systemets resurser, og filosoffen Wittgenstein har ret i, at mit sprogs grænser bestemmer min verdens grænser.

I ældre danskundervisning var der fokus på korrekthed, og skolen dyrkede et formelt sprogsyn, der ytrede sig i terpning af grammatik, udfyldning af opgavehæfter og retoriske øvelser i oplæsning og drama. Det formelle sprogsyn stod ikke alene, men blev bakket op af et normativt sprogsyn, hvor man dyrkede bestemte stilidealer, som afspejlede klasseforhold.

Siden 1970’erne har der hersket et kommunikativt sprogsyn, hvor det er kommunikationen i bestemte situationskontekster og genrer, der er i fokus. Det skete under indflydelse af lingvister som Basil Bernstein og M.A. K. Halliday. Siden da er dette perspektiv blevet udbygget med kognitiv semantik og australsk genrepædagogiks, hvilket udmønter sig i et funktionelt sprogsyn. Det handler om at kommunikere i relevante genrer frem for at lave kontekstuafhængige udfyldningsopgaver.

Sprog er mange ting – om sprogdidaktikkens ’hvad’

I dag er fokus rettet på at lære Kursisterne at mestre sproget i forskellige kontekster. Det gælder både pragmatisk sprogforståelse og genreskrivning. Et afgørende skifte i skrivepædagogikken består nemlig i at skrive i virkelighedsnære genrer. Det betyder ikke, at der ikke skal undervises i sproglig korrekthed, for selvfølgelig skal der det. Men det betyder, at man skal undervise i relevante sprogbrugssituationer, og i dette arbejde skal der selvfølgelig indgå undervisning i grammatiske regler. Det er helt nødvendigt at undervise systematisk i tegnsætning, for praksis viser med overvældende evidens, at det ikke står godt til med kommatering.

Mennesker bruger sprog til alle formål, og det betyder, at danskfaget kan bidrage til at udvikle en forståelse for sprogbrugssituationer, genrer og genreskemaer. I arbejdet med kursister er det vigtigt at inddrage både kultur- og situationskontekst i arbejdet med en given tekst. Med globalisering og migration er det danske sprogs særpræg blevet langt mere tydeligt, og det er vigtigt at stilladsere måden, man sprogliggør forskelligt indhold på. I dette arbejde er det vigtigt at veksle mellem sproganalyse og skriveøvelser.

Sprogdidaktik: hvordan og hvilke principper?

Tilrettelæggelse af sprogundervisning handler om at vide, hvor kursisterne er, og hvad de har bruge for at lære at mestre en sproglig disciplin. Det gælder om at stilladsere forståelsen og træne anvendelsen. Stilladseringen kan ske gennem korte læreroplæg, kursisternes egen research eller gennem analysen af en færdig tekst. I funktionel sprogundervisning er det vigtigt, at læreren kan modellere, dvs. demonstrere, hvordan man udfører et sprogligt repertoire, hvad enten det er genreskrivning eller mundtlig performance, det drejer sig om.

For at undervise børn i læsning skal man ikke bare kunne læse selv. Man skal også vide en masse om læseforskning og dysleksi. Tilsvarende er det med skrivning. For at lære kursister at skrive skal man ikke bare kunne skrive selv. Man skal vide noget om skriveprocesser, genrer og kommunikation. Hertil kommer, at i modsætning til læsning, så er der ikke to skribenter, der skriver ens, så alle skal have individuelle råd på individuelle problemer. Det er derfor vigtigt, at læreren kan give feedback på kursisternes produkter. En måde at organisere arbejdet på er Teaching-Learning-Cyklen, der i min udvidede version ser sådan ud:

 

Sproget som resurse  - Teaching-Learning-Cyklen
© Johannes Fibiger, lektor i dansk ved VIA UCC

Progression består i, at man stilladserer forståelsen af en given genre eller sprogbrugssituation, fx gennem modellering eller research. I næste fase arbejder man med en eksemplarisk tekst for at give eleverne en konkret forståelse for sprogbrug og opbygning i en given genre. Herefter kan kusisterne i mindre grupper arbejde med et udkast til en tekst i genren. I fremlægningen af denne fase vil forskellige løsninger blive drøftet for at stilladsere de studerendes individuelle arbejde. Når det er i gang, kan læreren give løbende respons og afsluttende feedback ud fra klart definerede kriterier. Sproglige problemer og fejl kan gøres til genstand for undervisning i regler og forslag til ændringer i ordlyden. På den måde bliver arbejdet funktionelt og kommer til at tjene den enkelte studerendes udfordringer, uden at tekstens særpræg går tabt.

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af Johannes Fibiger, lektor i dansk ved VIA UCC