Man brækkede et dyr

I skolegården har Susanne og Johannes sat et aflangt bord op under et halvtag, og her har de udbredt et plasticunderlag og lagt dyrets indmad. De siger til eleverne, at de skal komme hen til bordkanten og se, hvad der sker, tæt på. De fortæller, at det godt kan lugte lidt, men at eleverne ikke skal være bange. De er udenfor, så lugten forsvinder hurtigt igen. Så begynder Susanne og Johannes at fortælle om dyrets anatomi. De viser tungen frem, der stadig sidder foroven, de udpeger spiserør, luftrør, mavesæk, nyrer, lever, tarme og æggestokke. Undervejs quizzer de eleverne i, hvad de forskellige organer hedder og gør.

Det er koldt, og det blæser, så flere elever bevæger sig eller tripper lidt og skutter sig. Nogle har svært ved at koncentrere sig og går lidt til og fra. Susanne kalder dem hen til bordet igen. Hun tager nu et kranium frem og viser det til eleverne, så de kan få en fornemmelse af rådyrets knoglestruktur inde under huden og musklerne.

Efter deres indledende foredrag og fremvisning inviterer Susanne og Johannes eleverne til at komme hen og røre ved dyrets organer. De fortæller, at det ikke gør noget, hvis man får lidt væske, slim eller blod på fingrene. Eleverne bruger noget tid på selv at gå på opdagelse og på at udfordre hinanden i, hvem der tør røre hvilke organer. Nogle fniser, andre væmmes lidt, mens andre igen er stille og ser situationen an. Men de virker alle sammen til at være fascinerede af det, der ligger lige der for øjnene af dem.

Susannes pædagogisk-didaktiske overvejelser

I det interview, jeg senere samme dag lavede med Susanne, snakkede vi både om, hvad hun gerne ville opnå med undervisningen og om, hvordan hun oplevede, at eleverne reagerede på at blive sanseligt præsenteret for det døde dyr og dets indmad. Hun kommer i den forbindelse med nogle refleksioner i forhold til den pædagogiske værdi af at bringe elevernes følelsesmæssige engagement i spil i undervisningen. Susanne fortæller om den dag, Johannes skød dyret. Den dag blev en pige ked af at se det døde dyr ligge på græsset ved den lokale spejderhytte:

Det var ikke, fordi hun sagde: ”Add!” eller havde en fornemmelse af, at hun syntes, det var ulækkert. Men lige pludselig gav hun sig til at græde, og jeg tror, det gik op for hende der, at dyret var dødt. Så snakkede vi med hende bagefter og fik hende beroliget. Hun var med igen i dag, og så tænkte jeg: ”Nå, hvordan går det lige?” Det var hende, der rakte hånden op allerflest gange og kunne huske mest, og hende der skulle hen og røre ved den.

Susanne fremhæver, at pigens forudgående forvirrede og triste følelser omkring det døde dyr formentlig har betinget hendes værdsættelse og læring positivt, hvilket viser sig i undervisningen på følgende måde:

Der var det det her med: ”Nååeeh…. Jamen, jeg kan huske, at det var det der med det luftrør. Og jeg skal også lige hen og mærke.” Så kunne hun ligesom være i det på en anden måde. Man skal have respekt for, når nogle børn siger; ”det kan jeg ikke” eller bliver skræmte. Vi skal ikke tvinge dem til konfrontationen, men man kan præsentere det på en sober og ordentlig måde og tage brodden lidt af det.

Susanne fremhæver også, at det er et generelt princip for hende at forsøge at  forankre elevernes læring i konkrete, sanselige oplevelser, så det, de lærer, sætter sig i kroppen og kan  huskes – også på sigt:

I stedet for at det bare er noget, vi sidder og læser i en bog, så bliver det noget, vi oplever med kroppen.

Afrunding

Susannes pædagogisk-didaktiske refleksioner spejles af forskning angående de lærings- og udviklingsmæssigt positive potentialer, der ligger i undervisningsformer, der bringer elevernes kroppe og sanser i spil på en autentisk måde i form af naturoplevelser. Som lektor ved DPU Theresa Schilhab har formuleret det:

I forskningslitteraturen er der generelt enighed om, at brugen af naturoplevelser har forskellige og positive effekter på elevers læring – både direkte (indholdsviden) og indirekte (bedre trivsel, øget motivation og naturtilknytning). (Schilhab 2021: 12)

Det er et didaktisk åbent spørgsmål, om man som lærer vil følge Susannes og Johannes’ eksempel og lære eleverne, at jagt og drab af dyr er en stort set entydigt positiv ting. Der ligger selvfølgelig en både implicit og eksplicit værdidom i deres præsentation af emnet for eleverne, og hvorvidt man som lærer vil vælge at følge denne normativitet eller anlægge et andet perspektiv, må forblive op til den enkelte.

At Susannes og Johannes’ undervisning lykkes med at fascinere og engagere eleverne, kan der dog ikke herske tvivl om. Hvad konsekvenserne for de enkelte elever bliver på sigt, kan kun tiden vise. Men at de fleste af dem formentlig kommer til at huske tilbage på dagen med det døde rådyrs indmad med en følelse af fascination og sanselig intensitet, forekommer som minimum meget sandsynligt (se Laugesen 2019; Nadelson & Jordan 2012).

Læs også artiklen ”Børn skal vide noget om elendighed” for mere inspiration til undervisning, der sætter elevernes sanser og følelser i spil i forbindelse med klimakrise, bæredygtighed og FN´s Verdensmål.