Aktivitet

Er vandet rent eller beskidt?

Børn hører fra voksne, at rent drikkevand er vigtigt. Men hvordan formidles dette budskab bedst i børnehøjde? Denne aktivitet har en undersøgelsesbaseret tilgang og handler om, hvordan vand kan renses.

Aktiviteten er målrettet indskoling, men kan også bruges i daginstitutioner og SFO

Anslået tidsforbrug: 1-4 lektioner

Aktiviteten egner sig til læreplanstemaet natur, udeliv og science og faget natur/teknologi.

Målet med aktiviteten er at give børnene erfaringer med at observere, sortere og kategorisere ved at filtrere vand gennem forskellige materialer.

 

Forudsætninger, form og indhold

Aktiviteten kræver ingen særlige forudsætninger og går konkret ud på at lade børn undersøge, hvordan de kan gøre vand, der er synligt uklart, mere klart. Det er mest spændende for børnene, når de selv er med til at udføre eksperimentet, så arbejd om muligt med få børn ad gangen  eller lad flere børnegrupper lave det samme forsøg ved siden af hinanden.

Ikon for verdensmål 6: Rent vand og sanitet
© verdensmaal.org

Aktiviteten er inddelt i tre faser. Første fase slår temaet an, anden fase sætter fokus på, at eleverne skal undersøge og rense vandet, mens sidste fase har fokus på perspektivering.

Hvordan taler aktiviteten ind i FN’s Verdensmål – og hvilke mål er i spil? Opdatér evt. din egen viden om verdensmål 6 på verdensmaalene.dk.

 

Tilrettelæggelse

For at gennemføre aktiviteten skal der anvendes følgende materialer:

  • Beholdere
  • Synligt uklart vand
  • Forskellige materialer der kan filtrere vandet, eksempelvis ensi fra sandkassen eller køkkenet, sand, grus, små sten, lerjord, store sten, kaffefiltre, stof mv.

Aktiviteten kan igangsættes på flere måder:

  • Du kan vælge at spørge til vandet i en vandpyt: ’Det vand det ser ud til at være beskidt, kan vi mon rense det? Hvad kan vi gøre?
  • Du kan observere børnenes leg og holde øje med tegn som rammer ind i temaet. Du kan derfra sætte aktiviteten i spil.
  • Inddrag gerne børnene i at finde på, hvordan I kan undersøge, hvordan vandet kan gøre mere klart. Inden undersøgelsen går i gang, kan I gætte på, hvad I tror der sker.

 

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er inddelt i tre faser.

 

Fase 1: Hvordan kan vi rense vandet?

Tag en beholder og hæld synligt beskidt vand i. Du kan bruge mudret vand fra en vandpyt, vand fra et sumpet område eller en sø. Det er fint, hvis der er blade og små grene. Vand fra hanen blandet med jord kan også fungere. Børnene kan selv være med til at lave ”beskidt vand”, og derefter rense det.

Hver gruppe børn (f.eks. 2-3 børn pr. gruppe) får udleveret en spand, hvor de skal lave deres eget beskidte vand. De voksne kan opstille krav til, hvilke dele der skal puttes i vandet, såsom jord, grus, sand, sten grene, blade m.m.

Dette justeres efter børnenes aldersgruppe.

Diskuter med din børnegruppe, hvordan I kan rense vandet.

 

Fase 2: Rensning af vand

I kan starte med at tage en helt almindelig sand-si og hælde vandet igennem. I kan nu sortere de større ting fra. Hvis børnene ikke selv sætter ord på processen, kan du hjælpe ved for eksempel at sige:  

"Nu er vandet helt mudret og med blade i, når du hælder det gennem dørslaget fra køkkenet, holdes bladene tilbage og vandet er blevet lidt renere."

Du kan også stille spørgsmål som:

  • Hvad ligger der i sien nu?
  • Hvad slap igennem sien?

Herefter kan du spørge børnene:

  • Kan vi finde på noget andet at hælde vandet igennem, for at gøre det mere klart?

I kan opstille de forskellige filtre på række og kategorisere, hvad der renser bedst. Husk at bruge vand fra samme spand til dette forsøg, ellers er det ikke en fair test.

Endelig kan der sættes et net under en (klar) beholder og bygges et rensningsanlæg op af forskellige materialer som sand, grus, lerjord, perlesten, lidt større sten. Byg op så der nederst er små huller, vandet kan løbe igennem, f.eks. med vat og gradvist op til de større sten i toppen. Alternativt kan I anvende en plastflaske på hovedet eller en lukket beholder og sætte en klar plastslange i bunden. Byg lagene op som før. Når vandet er løbet igennem, kan du suge i slangen, kort før vandet rammer din mund, sætter du slangen over i en ren beholder. Vandet vil selv fortsætte med at løbe.

Du kan vælge at fortælle børnene om vandets kredsløb og at vores regnvand siver ned gennem jordlag som dem i undersøgelsen. Vandet fra undergrunden kalder vi grundvand, og det er det, vi drikker. (OBS! drik ikke vandet fra jeres egen undersøgelse).  

 

Fase 3: Perspektivering

Børnenes erfaringer kan de trække på senere f.eks. i udskolingen, når de kan undersøge flere muligheder for at rense vand, for eksempel ved at destillere saltvand. Ligesom de senere får nuanceret, hvad der er rent, beskidt og reel forurening ved at tage prøver af vandet. I denne undersøgelse er der dog fokus på at være i børnehøjde, og vi skelner derfor kun mellem synligt rent og beskidt vand. Endelig kan I besøge et rensningsanlæg.

 

Evaluering

Der kan løbende tages billeder eller små videoklip, som du kan genbesøge sammen med børnene, eller materialet kan deles med forældrene, så samtalen kan forsætte hjemme. Husk at være opmærksom på GDPR.

Du kan alene eller sammen med børnene reflektere over aktiviteten med udgangspunkt i spørgsmål som:

  • Hvad fungerede godt?
  • Hvad fungerede ikke så godt?
  • Hvordan var det nemmest at observere, sortere og kategorisere rent og beskidt vand?

Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvilke spørgsmål er gode og rimelige at stille i børnehøjde?
  • Hvilke erfaringer gav aktiviteten i forhold til Natur, udeliv og science/natur og teknologi?
  • Hvilke observationer gjorde du dig om børnenes deltagelse og deres deltagelsesmuligheder?
  • Er der erfaringer du har gjort dig her, som er vigtige at huske næste gang du arbejder med undersøgelser? Lærte vi noget om fair test?

Kreditering

Denne aktivitet er udarbejdet af Stine Mariegaard, ph.d., SDU & UCL


Mariegaard, S. (2021). Kontinuitet i inquiry-baserede scienceerfaringer fra daginstitution til indskoling: Et pragmatisk studie af inquiry-baseret science som udgangspunkt for at skabe kontinuitet i børns erfaringer i institutionelle overgange.

Mariegaard, S., Seidelin, L. D., & Bruun, J. (2022). Identification of positions in literature using thematic network analysis: the case of early childhood inquiry-based science education. International Journal of Research & Method in Education, 1-17.


Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.