Artikel

Anvendelse af trivselsmålingen i en formativ evalueringspraksis

Denne artikel sætter fokus på trivselsmålingen, og særligt hvordan I på skolen kan anvende resultaterne fra målingen til at styrke jeres formative evalueringspraksis.

Gennemførelse af den nationale trivselsmåling

Alle folkeskoler skal hvert år gennemføre en trivselsmåling blandt eleverne i børnehaveklassen til og med 9. klasse. Det gælder også for specialskoler og interne skoler på dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.

Det er obligatorisk for folkeskolerne at anvende Børne- og Undervisningsministeriets Trivselsværktøj til gennemførelse af den nationale trivselsmåling.

Den nationale trivselsmåling er en vigtig ressource for skoler, da resultaterne kan give værdifulde indsigter om elevernes trivsel og velbefindende i skolemiljøet. I kan anvende Trivselsmålingens resultater som del af en formativ evalueringspraksis og på skolen og derved bidrage til at styrke elevernes trivsel og skabe gode læringsmiljøer for eleverne.

 

Formativ evaluering

Formativ evaluering handler om at evaluering, vurdering og viden bruges med et fremadrettet sigte og som en anledning til handling. Ved at bruge trivselsmålingen i en formativ evalueringspraksis, kan skolen identificere de områder, hvor eleverne i mindre grad trives, og fokusere på at forbedre disse områder. Det kan også være, at trivslen er særlig høj i en bestemt klasse eller årgang, og at der kan være god inspiration og erfaring at hente for andre.

På baggrund af resultaterne vil det derfor være relevant at overveje:

  • Giver resultaterne anledning til at vi udbreder eller igangsætter indsatser eller aktiviteter på skole- eller klasseniveau?
  • Hvordan sørger vi for at følge op, hvis vi igangsætter konkrete aktiviteter?
  • Hvordan finder vi ud af, om vores indsatser virker og har den effekt, vi ønsker?
  • Er der nogle særlige personer, der skal involveres i arbejdet?

 

Inddrag eleverne i trivselsarbejdet

Når I på skolen arbejder formativt med resultaterne fra målingen, er det en god ide at involvere eleverne i processen. Eleverne kan være med til at sætte ord på deres egne oplevelser i skolemiljøet og give feedback til skolen om, hvad der kan gøres anderledes for at forbedre elevernes trivsel. De kan også være med til at beslutte, hvordan der skal arbejdes med trivsel konkret på både skole- eller klasseniveau. Eleverne kan både arbejde med indsatser og aktiviteter, og sætte mål for, hvordan de ønsker at forbedre trivslen, klassemiljøet eller lignende. Ved at følge op på indsatser og mål kan eleverne også være med til at vurdere, om det går i den rigtige retning, og om der sket de rigtige ændringer undervejs.

Hele processen om elevinddragelse kan bidrage til at give eleverne en følelse af ejerskab og medansvar for deres eget læringsmiljø. Dette kan i sig selv være med til at styrke elevernes skoletrivsel.

 

Trivselsindikatorer

Der er udarbejdet fire indikatorer for elevernes trivsel samt en samlet indikator for generel trivsel. Trivselsscoren angives på en skala fra 1 til 5, hvor 1 udtrykker den lavest mulige trivsel og 5 udtrykker den højest mulige trivsel.

  • Faglig trivsel omhandler elevernes oplevelse af egne faglige evner, koncentrationsevne og problemløsningsevne.
  • Social trivsel omhandler elevernes opfattelse af deres tilhørsforhold til skolen, klassen og fællesskabet, samt tryghed og mobning.
  • Støtte og inspiration omhandler elevernes oplevelse af motivation og medbestemmelse, samt af lærernes hjælp og støtte.
  • Ro og orden omhandler elevernes oplevelse af ro og støj i klassen samt klasseledelse.
  • Generel skoletrivsel er en samlet indikator bestående af de 29 spørgsmål, som indgår i de fire differentierede indikatorer.

 

Læs mere om trivselsmålingen på Børne- og Undervisningsministeriets side: Trivselsmåling (uvm.dk)

Her finder du blandt andet:

  • Link til bekendtgørelsen om måling af elevers trivsel i folkeskolen
  • En spørgeramme til eleverne
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.