Eksempel fra praksis

Elevfokuserede feedback- og læringssamtaler

Hvordan kommer man hele vejen rundt om elevens udvikling? På Tingbjerg Skole har de udviklet en formativ evalueringspraksis, der blandt andet indebærer elevinddragende feedbacksamtaler og mål for udvikling.

Udviklingen af en formativ evalueringskultur

På Tingbjerg Skole i København har de udviklet en formativ evalueringskultur. De bruger en kombination af feedbacksamtaler og læringssamtaler til at inddrage elevens perspektiv på egen læring og hjælpe eleven til at sætte og reflektere over egne mål for, hvad de skal mestre. De oplever, at indsatsen har været givende for elevernes trivsel og lærer-elev-relationen. 

Kamilla er lærer på Tingbjerg Skole, hvor feedback og elevens alsidige udvikling er vigtige pejlemærker i evalueringskulturen.
© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

To samtaletyper

På Tingbjerg Skole arbejder de med to samtaletyper:

  • Feedbacksamtaler, hvor elevens refleksioner om egen trivsel og faglighed er i fokus.
     
  • Læringssamtaler, som er et format for skole-hjem-samtaler, der tager udgangspunkt i elevens perspektiv, og som har fokus på at vise elevens udvikling og sætte nye læringsmål.

Feedbacksamtaler med elevinddragelse i fokus

Som en del af skolens nyudviklede praksis afholdes der individuelle feedbacksamtaler på alle klassetrin. Hver elev har årligt tre én-til-én-feedbacksamtaler med én af sine to primære lærere. Begge lærere får dermed ikke snakket med alle elever, men indholdet fra feedbacksamtalen deles efterfølgende i lærerteamet. Feedbacksamtalen handler om elevens faglige, sociale og personlige trivsel og udvikling.

 

Hele vejen rundt om eleven

Et skema, som eleven har udfyldt på forhånd, danner rammen om samtalen (se bilag). Skemaet er cirkulært og opdelt i otte felter. Eleven skal skravere hvert enkelt felt, så det repræsenterer, hvor tilfreds eleven føler sig inden for det givne felt. Fire af felterne omhandler fag og skole, to omhandler fritid og venner/familie, mens de resterende to er valgfrie.

Download skema til feedbacksamtale (Word)

Erfaringen på skolen er indtil videre, at et sådant bredt fokus får samtalen hele vejen rundt om eleven og gør det muligt at inddrage elementer, der er vedkommende for eleven – og dermed elevens skolegang – men ikke nødvendigvis falder inden for en snæver skoleramme. Til de valgfrie felter tilføjer eleven ofte elementer, hvor eleven oplever at lykkes. Dette giver læreren mulighed for at vejlede eleven i, hvordan elevens kompetencer og interesser uden for skolen kan bidrage med selvtillid – en selvtillid, der kan overføres til skolen.

 

”Så målet er egentlig at få eleven til at reflektere over egen læring.”

 

 

Om Leena og Jakob

Leena og Jakob arbejder begge på Tingbjerg Skole i København.

Leena er skolens PLC-koordinator og læringsvejleder, mens Jakob er it-vejleder og underviser i udskolingen.

Tingbjerg Skole har ca. 570 elever fra 0.-9. klasse.

Tingbjerg Skoles format for feedbacksamtaler har gjort, at lærerne må indtage en ny og uvant rolle. Jakob, som er it-vejleder på skolen, uddyber: "Jeg skal nærmest sidde og være coach og vælge de helt rigtige spørgsmål for at skabe refleksion hos eleven. Det er svært, men det er spændende og interessant."

For at udvikle disse kompetencer og få et fælles afsæt til feedbacksamtalerne, har hele personalegruppen været til oplæg om spørgeteknikker, der kan hjælpe med at åbne samtalerne op:

"Eleverne skal reflektere over, hvordan det egentlig går dem, og jeg som lærer skal ikke sidde og evaluere, hvad deres konkrete niveau/karakter er lige nu. Gennem spørgeteknikker prøver vi at nå ind til, at eleverne reflekterer over, hvad der går godt, hvad der går mindre godt, hvad eleven skal fortsætte med, og hvad eleven skal begynde at gøre for at gøre noget endnu bedre, som eleven SELV har fundet frem til ikke går så godt. Så målet er egentlig at få eleven til at reflektere over egen læring."

 

Læringssamtaler med eleven for bordenden

I samspil med feedbacksamtalerne afholdes der årligt to såkaldte læringssamtaler, der sætter en mere overordnet struktur for det næste halvår. På Tingbjerg Skole svarer disse læringssamtaler til skole-hjem-samtaler. Her har skolens lærere eksperimenteret med at bringe eleverne mere i spil for at undgå, at lærer og forældre dominerer samtalen. Udgangspunktet for samtalen er, at det skal være eleven, der taler, og forældrene og læreren, der lytter.

 

”De har valgt noget, der er vigtigt for dem, og de er lidt stolte af at vise, hvad de har arbejdet med, og hvad de er blevet bedre til.”

 

Til læringssamtalen skal eleven, på baggrund af feedbacksamtalerne og med vejledning fra sin lærer, præsentere noget selvvalgt for sine forældre, som de har lært eller lavet siden sidste samtale. Leena, som er læringsvejleder og skolens PLC-koordinator, beskriver dette som en portfolio, der skal vise elevens progression for forældrene: "De har valgt noget, der er vigtigt for dem, og de er lidt stolte af at vise, hvad de har arbejdet med, og hvad de er blevet bedre til."

Det er også til læringssamtalen, at elevens overordnede mål bliver aftalt. Dette fokus er gennemgående i fremtidige feedbacksamtaler og i undervisningen generelt, så det fastholdes for den enkelte elev. Leena understreger, at det er vigtigt at holde liv i læringsfokusset:

"Hvilket fokus var det nu, vi aftalte, at der skulle arbejdes videre med, og hvordan går det med det? På den måde får vi lavet nogle loops hen over året. " Således former feedbacksamtaler og læringssamtaler en serie af feedbackloops i løbet af året, som bindes sammen af det læringsfokus, eleven sætter for sin udvikling i samarbejde med læreren.

 

At udvikle kultur og praksis

De er stadig i gang med at udvikle og forbedre formatet for feedback- og læringssamtaler på Tingbjerg Skole. Men de oplever allerede positive effekter af deres nye, inddragende evalueringer, som giver dem blod på tanden: "Vi har oplevet, at eleverne er blevet gladere og dygtigere," fortæller Leena. På skolen er det klare indtryk dermed, at den nye tilgang til formativ evaluering og elevinddragelse virker.

 

”Der sker helt sikkert noget i relationen mellem lærer og elev.”

 

Oplevelsen er, at trivslen, motivationen og fagligheden er steget i takt med elevinddragelsen. En oplevelse, der kan genfindes i forskningen på området.

De ser også en gevinst for relationen mellem lærer og elev: "Der sker helt sikkert noget i relationen mellem lærer og elev. Det kvarter, hvor lærer og elev sidder sammen [til feedback-samtalen], giver meget for eleven. Det er eleven, der er i centrum," fortæller Jakob.
 

 

Læs mere

Læs mere i Feedback- og læringssamtaler - Tingbjerg Skole – metodebeskrivelse på kk.dk (PDF)

Læs mere om Tingbjerg Skole på aula.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.