Artikel

Seksualundervisning med afsæt i læreplanerne for kommunikation og it

Folketinget har vedtaget en lov, der bl.a. efter pres fra elevorganisationer gør seksualundervisning obligatorisk i gymnasiet. I denne artikel kan du læse om, hvordan det kan indgå i faget kommunikation og it.

Kommunikation og it er et fag, hvor den praktiske dimension er i højsædet, og der er derfor i det følgende taget udgangspunkt i nogle konkrete projekter i form af oplysningskampagner, man kan lade eleverne arbejde med.

For at honorere de faglige mål i både kommunikation og it på C- og A-niveau skal eleverne komme med forslag til at løse kommunikationsproblemer ud fra analyser af målgruppen, og derfor er der nedenfor udvalgt to mulige kommunikationsprojekter, hhv. om samtykke og klamydia.

 

Projekt om samtykke for C-niveau

Det første projekt om samtykke er henvendt til C-niveauet. Det kan afvikles i løbet af foråret, hvor eleverne har fået kendskab til forskellige måder at undersøge målgruppen på og kan evt. laves i samarbejde med samfundsfag.

Udgangspunktet er en eksisterende oplysningskampagne, bestilt af Beskæftigelsesministeriet, der skal gøre unge mere opmærksomme på samtykkeproblematikken. Kampagnesitet, kun-med-samtykke.dk, er ikke længere tilgængeligt, men reklamebureauet Lead Agency har kampagnematerialet liggende i deres portfolio.

I grupper kan klassen analysere kampagnematerialet med henblik på, hvor godt det rammer målgruppen. Grupperne kan også komme med forslag til kommunikationsprodukter, der kan ramme målgruppen.

Følgende faglige mål bliver opfyldt:

Forundersøgelse

  • analysere udvalgte aktuelle eksempler på digitale mediers rolle i samfundet
  • finde, analysere og anvende information om brugere og kommunikationssituation i forbindelse med fremstillingen af et kommunikationsprodukt 
  • undersøge og forstå digitaliseringens påvirkning af kommunikationssituationen 
  • demonstrere viden om fagets identitet og metoder og behandle problemstillinger i samspil med andre fag

Produktion

  • udforme og producere kommunikationsprodukter, herunder dokumentere metoder til idéudvikling og projektarbejde 
  • demonstrere anvendelse af kommunikations- og designteori på konkrete cases og egne produktioner 
  • begrunde valg af medie, udtryksformer, virkemidler og it-værktøjer til løsning af kommunikationsopgaver 
  • forklare og reflektere over etiske problemstillinger og ophavsret i forbindelse med udformning af kommunikationsprodukter 

 

Et enigt Folketing vedtog i december 2020 en ny samtykkelovgivning, som trådte i kraft den 1. januar 2021. Loven er med til at give voldtægtsofre en bedre retsbeskyttelse ved at sikre, at det er strafbart at have samleje uden samtykke.

Samtykkeloven hedder egentligt den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse. I loven står der, at hvis man har sex med en person som ikke samtykker, så er det en voldtægt.

Straffen for voldtægt kan være op til 8 års fængsel.

I samspillet mellem kønnene kan det ofte være svært at vurdere, hvornår begge parter er enige om at have sex, altså at begge parter giver samtykke.

I denne artikel (sexlinien.dk) opstiller Sex & Samfund en række dilemmaer som fx dette: ”Hvis man har lyst til sex med en anden person, men er usikker på om den anden har lyst, kan man måske komme til at overskride personens grænser. Det kan ske ved at man misforstår hinandens signaler eller kropssprog.
Det er derfor en god idé, at man løbende er opmærksom på hinandens signaler og sikrer sig, at dem man har sex med har lyst.”

denne side (leadagency.dk) kan man se reklamebureauet Lead Agencys kampagne for at gøre opmærksom på samtykke.

Målgruppen for kampagnen er de 16-30-årige. Eleverne kan få til opgave at analysere det ovennævnte kampagnemateriale og gøre sig følgende overvejelser om en kommunikationsmodel til at analysere kampagnematerialet, deres egen opfattelse af kampagnen, en målgruppeundersøgelse.

Derudover kan de drøfte, om der er anvendt de rette medier for at nå målgruppen og komme med ideer til andre medier eller andet content, der ville ramme målgruppen med budskabet om samtykke.

Eleverne kan derudover overveje de etiske og ophavsretsmæssige aspekter af deres løsning. Da der er tale om en prototype og en opgave, behøver de ikke i første omgang tænke på ophavsret, men de behandler et sensitivt emne, så bed dem tænke over, hvordan deres forslag kan opfattes.

 

Projekt om klamydia for A-niveau

Tilfælde af kønssygdommen klamydia har været støt stigende gennem de sidste 10 år. Det er især aldersgruppen 15-29 år, der rammes af klamydia, og det kunne tyde på, at målgruppen ved for lidt om denne kønssygdom, der i værste tilfælde kan gøre kvinder sterile.

Projektet er en oplysningskampagne om farerne ved klamydia, hvordan man undgår sygdommen, samt hvad man kan gøre, hvis man skulle blive smittet.

Projektet kan gennemføres som et tværfagligt projekt med biologi, da kønssygdomme er et obligatorisk emne i biologiundervisningen.

Følgende faglige mål bliver opfyldt:

Forundersøgelse og –analyse: 

  • identificere, formulere og dokumentere en problemstilling på baggrund af egen udført forundersøgelse, herunder vurdere hvorvidt problemet kan løses ved hjælp af kommunikation
  • udvælge relevante teorier, metoder og modeller til løsning af kommunikationsopgaver, herunder demonstrere viden om fagets identitet og metoder
  • søge, anvende og vurdere relevant information om produktionen og kommunikationssituationen
  • designe og gennemføre empiriske målgruppe- og brugerundersøgelser ved hjælp af kvantitative og kvalitative metoder, herunder observationsmetoder
  • undersøge, forstå og problematisere digitaliseringens påvirkning af kommunikationssituationen -udarbejde en strategi for kommunikationens gennemførelse, herunder analysere relationen mellem afsender, budskab, medie og modtager i en given kommunikationssituation
  • planlægge den praktiske udarbejdelse af kommunikationsproduktet med fokus på tidsplaner, rollefordeling og projektledelse.

Produktion og evaluering:

  • styre den praktiske udførelse af kommunikationen på baggrund af forundersøgelsen, herunder forvaltning af ressourcer og produktoptimering
  • forklare og anvende forskellige metoder til idégenerering og brugerinddragelse i forbindelse med udvikling af kommunikationsprodukter
  • udvikle handlingsplaner med fokus på budskab, virkemidler, medievalg og økonomi, herunder reflektere over inddragelse af brugere -reflektere over og vurdere arbejdsprocessen med gruppemedlemmerne med henblik på udvikling af kommunikationsprodukter
  • gennemføre og dokumentere produktionen af kommunikationsprodukter ved anvendelse af relevante teorier, metoder, modeller samt ved inddragelse af relevant hard- og software
  • opnå forståelse og erkendelse af de etiske aspekter i forbindelse med kommunikationsproduktionen
  • anvende og dokumentere relevante metoder til løbende tests og sluttest af egne kommunikationsprodukter og på baggrund af resultaterne forbedre produkt og proces

 

Ifølge Sex & Samfund er kønssygdommen klamydia mere udbredt blandt unge end nogensinde før. Ifølge Statens Serum Institut blev der i 2021 fundet 31.430 tilfælde i aldersgruppen 15-29 år.

Denne aldersgruppe står for 85% af de opdagede tilfælde. Sex & Samfund vurderer, at mørketallet for smittede er betydeligt højere, da danske unge også er blandt dem, der går mindst til lægen.

Smittetallet for klamydia i målgruppen har været støt stigende gennem de sidste 10 år. Danske Regioner har nu afsat 10 millioner kroner til at forebygge klamydiasmitte, og det har indtil videre bevirket, at en række kommuner tilbyder unge gratis hjemmeprøvningstest for både klamydia og gonorre.

Rapporten om klamydia kan læses her: Klamydiatilfælde 2021 (sexogsamfund.dk). 

Fakta om klamydia

  • Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark. Sundhedsstyrelsen vurderer, at ca. 50.000 danskere årligt smittes med klamydia.
  • Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.
  • Ubehandlet klamydia kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.
  • Klamydia er let at behandle. Det sker med antibiotika.
  • Sex & Samfund tilbyder en gratis og sikker klamydiahjemmetest til unge i følgende kommuner: Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Hillerød Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Københavns Kommune og Lolland Kommune

 

Eleverne kan få til opgave at lave et udkast til en kampagne, der skal oplyse målgruppen om farerne ved klamydia og hvordan man beskytter sig og opfordrer til, at man bliver testet for sygdommen.

Eleverne kan vurdere, om der er tale om et problem, der kan løses ved hjælp af kommunikation. De kan lægge fast, hvem der skal være afsender på en sådan kampagne. De kan definere et mål med kampagnen og vigtigst af alt afgøre, hvem kampagnen forsøger at ramme, samt hvordan.

Eleverne kan dernæst finde på et slogan, der kort og præcist definerer budskabet på en måde, målgruppen kan forstå. Herefter kan de teste sloganet på målgruppen.

Dernæst kan de bruge deres forundersøgelser til at finde ud af, hvilke medier der skal bruges for at nå deres målgruppe. De kan overveje, hvordan budskabet bedst formidles – med humor, med patos eller andet.

Eleverne kan sammen med kunden vurdere, hvordan effekten af kampagnen måles og opstille nogle mål for kampagnens succes samt give et bud på, hvad kampagnen kommer til at koste.

Da der er tale om en prototype på en kampagne og en skoleopgave, behøver eleverne i første omgang ikke bekymre sig om rettigheder til billeder, lyd og musik, men de skal overveje, om der kunne være etiske eller moralske problemer med deres kampagne. Emnet er følsomt og kan have en risiko for at forarge mange mennesker, både i og uden for målgruppen.

De færdige forslag til en klamydiakampagne kan laves som en præsentation for kunderne, altså Danske Regioner og Sex & Samfund.

 

Kreditering

Hans Arne Niclasen, CELF

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.