Samtykke og misforståelser – et emne til seksualundervisning i dansk, psykologi og sprogfagene

Målet med artiklen er at inspirere til elevrefleksioner om samtykke, misforståelser og den nye samtykkelovs muligheder og begrænsninger.

”Gjorde du modstand?”, ”Sagde du tydeligt nej?”. Dette ville være prototypiske afhøringsspørgmål for et offer i en dansk voldtægtssag anno 2020, dvs. fra før indførelsen af ’Den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse’. Fokus var på, om den forurettede havde sagt tydeligt fra. Hvis ikke man havde det, var det svært at bevise, om modparten havde krænket med vilje og ikke blot misforstået ens signaler. Kunne man ikke bevise det, havde man ingen sag.

Denne voldtægtslovgivning har været genstand for meget kritik. Især pga. præmissen om, at man automatisk vil gøre modstand – kropsligt som verbalt – hvis man føler sine seksuelle grænser overtrådt.

For så logisk forholder virkeligheden sig nødvendigvis ikke.

Misforståelser om manglende modstand

Ifølge neuropsykologien vil en person, der føler sig truet (fx i en seksuel situation) opleve en aktivering i det sympatiske nervesystem, der gør, at man enten vil kæmpe, flygte eller stivne.

I de to første tilfælde demonstreres en tydelig modstand, men hvis personen ’blot’ reagerer ved at stivne og forholde sig passivt, er det måske mindre tydeligt for modparten, at der udtrykkes en decideret modstand på sexakten.

'Appease'

Psykologen Shelley Taylor har udvidet ovenstående teori med begrebet ’appease’. Her forsøger offeret at forsvare sig mod truslen ved at imødekomme eller berolige den truende part for på den måde at afværge skaden mest muligt.

Denne egenskab, der beskrives som typisk kvindelig, er eftersigende nedarvet via naturlig selektion, idet det bedre har kunnet betale sig bedre for kvinden at opføre sig venligt, og måske oveni købet inviterende over for manden, end det har kunnet betale sig at tage kampen op fysisk.

Fænomenet kendes også fra den Psykoanalytiske psykologi under navnet identifikation (eller mere populært ’Stockholmsyndromet’).

Hvis kvinden ’appeaser’ vil hun sandsynligvis ikke yde modtand i overgrebssituationen, men tværtimod kunne finde på at bibeholde kontakten til sin krænker efterfølgende, fx servere ham kaffe på sengen, tage på fælles forretningsrejser, korrespondere på SoMe osv.

Udover antagelsen om, at der skulle findes en ufravigelig sammenhæng mellem manglende lyst og det at yde synlig modstand, er den tidligere voldtægtslovgivning også blevet kritiseret for dens præmis om, at der skulle være en automatisk sammenhæng mellem det at yde modstand og det at ytre ordet ’nej’.

Spørger man poststrukturalistisk sprogteori, er et ’nej’ ikke altid blot et ’nej’. Ud over at være en informationsudvekslende sproghandling, kan ’nej’et’ ifølge sprog-antropolog Don Kulick nemlig også udgøre en identitetsmarkør.

Det kan forklares på følgende måde:

Et ’nej’ kan misforstås

Ifølge poststrukturalismen indeholder sproget performative egenskaber, hvilket vil sige, at vores ord ikke kun afspejler den fysiske virkelighed, men også aktivt producerer den. Det skyldes, at vi mennesker er kognitivt begrænsede til kun at forstå verden igennem de sproglige koder, vi har opfundet til den.

Dette betyder igen, at samfundets diskurser sætter rammerne for, hvordan virkeligheden kan opfattes, og hvordan vi opfatter os selv som subjekter inden for denne virkelighed.

Da verden således ses som en art sproglig, social konstruktion, er subjektskategorier som fx ’mand’ og ’kvinde’ ikke naturgivne størrelser, men skabes (og vedligeholdes) ved at vi performer dem igennem sprog og handling. Og der foreligger et bestemt sæt begreber indenfor hvilke vi kan forstå kategorierne ’mand’ og ’kvinde’, hvilke vi så igen er tvunget til at abonnere på, hvis vi gerne vil identificeres som et genkendeligt køn og dermed få adgangsbillet til vores gængse fællesverden.

Det er her, et ord som ’nej’ bliver interessant. For tager vi eksempelvis situationen ’En mand går ind på en bar og spørger en fremmed kvinde, om hun vil med ham hjem og have sex’ vil et ord, der skaber kvindelighed netop være ’nej’.

Det vil det, fordi vi har en sejlivet samfundsdiskurs om, at kvinder fra naturens side er mere seksuelt tilbageholdende end mænd (se fx befolkningsundersøgelsen SEXUS, 2019).

Tilsvarende vil et ord, der skaber maskulinitet, være ’ja’, fordi manden forventes at være kronisk seksuelt opsøgende. Poststrukturalismen interesserer sig ikke nævneværdigt for hvorfor vi har en diskurs, der dikterer, at ’en rigtig dame ikke siger ja til en tilfældig fyr’ og at ’en rigtig mand aldrig siger nej til sex’, men konstaterer, at i et heteronormativt samfund er man nødt til at sige ’nej’ for at blive genkendt som kvinde, og ’ja’ for at blive genkendt som mand.

Hvis ikke parterne gør det – og i stedet bytter replikker – misser de muligheden for subjektskonstituering og kan risikere at blive mistænkeliggjorte. Mistænkeliggørelsen kunne komme til udtryk ved slutshaming af kvinden og homofobi overfor manden.

Så hvis en kvinde i førnævnte bar-situation siger ’nej’ til sex, kan det altså både være et udtryk for, at hun ikke har lyst – og være et udtryk for, at hun gerne vil genkendes som et bestemt køn. Hvis kun sidstnævnte er tilfældet, siger kvinden måske ’nej’ til sex, selvom hun faktisk har lyst, og går frivilligt med manden hjem.

Næste gang den pågældende mand møder en kvinde i byen, der siger ’nej’ til ham, fortæller hans erfaring ham måske, at ’et nej betyder ja’, og på den måde kan ’nej’et i sin egenskab af identitetsmarkør blive kilde til misforståelser.

I alle tilfælde vil nogen kunne mene, at forholdet mellem ordet ’nej’ og ’det at yde modstand pga. ulyst’ er for usikkert koblet, til at ’hvorvidt der nu blev sagt nej’ kan udgøre en dealbreaker i retsager om voldtægt.

Ny samtykkelov – færre misforståelser?

Netop lovgivningens problematiske præmis om, at ’manglende lyst uløseligt hænger sammen med det at yde modstand’, og at ’det at yde modstand automatisk er forbundet til ordet ’nej’’, var en af grundene til, at mange bød den nye samtykkelov i 2021 velkommen.

Fra at have haft fokus på, om offeret sagde klart og tydeligt fra, er det ifølge de nye bestemmelser nu afgørende, om begge parter har givet deres klare samtykke. Dvs. ingen plads til misforståelser.

Uden samtykke er der tale om voldtægt.

Tidligere, stereotypiske spørgsmål til offeret som ”Gjorde du modstand?” og ”Sagde du tydeligt nej?” er nu derfor skiftet ud med spørgsmål til tiltalte i stedet: ”Ville personen gerne?”, ”Sagde personen tydeligt ja?”. Hvis ikke, man kan bevise, at den anden samtykkede, har man en sag på ærmet.

Men selvom, man er opmærksom på sin sexpartner, kan det at afkode et samtykke faktisk være ganske svært – i hvert fald, hvis man spørger de unge selv.

En ny stor undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, viser, at 40% af de 16-20-årige mænd, som deltog, har svært ved at vurdere om deres sexpartner samtykker, hvis dette gøres uden ord. Samtidig meddeler 17% af kvinderne mellem 16 og 20 år, at de har vanskeligt ved overhovedet at udtrykke et samtykke.

Når signaler overfortolkes

Hvorfor nogle kvinder kan have svært ved at udtrykke et ’ja’, har vi allerede berørt, men hvorfor nogle mænd har svært ved at opfatte, om der signaleres et ’ja’ eller ’nej’ kan forklares kognitions- og evolutionspsykologisk vha. teorien om ’den maskuline perceptionsfejl’.

Teorien, som er udviklet af David Buss et al. går ud på, at mænd fra naturens side er ’kodet’ til at mistolke kvinders seksuelle signaler. Dette skal forstås i forlængelse af, at manden teknisk set har to muligheder for fejltolkning af kvindens kropssprog: Enten vil han opfatte hende som mindre interesseret, end hun er, eller også vil han opfatte hende som mere interesseret, end hun er.

Rent evolutionært vil manden lide størst tab ved fejltolkning nummer ét, idet han ved at holde sig tilbage risikerer at misse en gylden mulighed for reproduktion. Ved fejltolkning nummer to vil han ganske vist kunne gøre sig pinligt bemærket ved at lægge an på en kvinde, der slet ikke er interesseret, men han vil i det mindste aldrig havne i en situation, hvor han overser en invitation til sex.

På den måde vil teorien sige, at manden gennem naturlig selektion har nedarvet en bias/perceptionsfejl, som øger hans mulighed for parring, ved at overfortolke kvinders signaler. Han er så at sige primet til at misforstå, om der er tale om et samtykke.

Skærmen skaber misforståelser

En anden forklaring på, hvorfor de unge i dag har svært ved at aflæse et samtykke, handler om den generelle måde, vi kommunikerer på i den digitale tidsalder.

For det at aflæse et samtykke handler i høj grad om at være i stand til at aflæse mimik og kropssprog, men den kompetence er sværere at opnå, når en voksende del af vores kommunikation foregår over en skærm i stedet for ansigt til ansigt.

Her tænkes der ikke kun på de samtaler, hvor parterne er fysisk adskilte og kommunikerer via chat eller videoopkald, men også på dem, hvor begge parter er fysisk til stede men prioriterer at kigge på en skærm (fx sociale medier eller computerspil) i stedet for at føre øjenkontakt med samtalepartneren lige ved siden af dem.

Den øgede tendens til kommunikation gennem et digitalt filter betyder, at træningsrummet for afkodning af fysisk kropssprog er blevet væsentligt begrænset.

Dette er et problem for vores evne til samtale helt generelt, da menneskers mundtlige kommunikation normalt består af ca. 50% nonverbal information, og derfor også et problem helt specifikt, når vi taler om at kunne give og aflæse et samtykke.

Så selvom den nye voldtægtslovgivning overgår den gamle, kunne det godt se ud til, at loven om samtykke ikke fikser alt. For der vil stadig kunne opstå misforståelser, når et samtykke skal tolkes.

Lad eleverne diskutere og reflektere

Man kan klæde de unge mennesker bedre på til situationer, hvor der skal aflæses et samtykke, ved at diskutere de nævnte problemstillinger og teorier med dem i undervisningen, herunder om de synes, at forklaringerne holder vand.

På den måde tilbydes eleverne et begrebsapparat, hvormed de kan reflektere over deres egne erfaringer, forudsætninger og videre handlemuligheder.

Undervisning om samtykke og misforståelser kan altså, som artiklens eksempler viser, fint udvikles i forlængelse af teori og begreber, som mange lærere inddrager i forvejen.

Psykologi

Helt konkret kan man i faget psykologi arbejde ud fra en kvalitativ vinkel med disse to cases, som anskuer voldtægt og samtykke fra et hhv. feminint (femina.dk) og maskulint perspektiv (femina.dk).

Følgende almenkendte psykologifaglige begreber vil kunne inddrages i analysen: social perception, kognitive bias, naturlig- og seksuel selektion, reptilhjernen, forsvarsmekanismer, transaktionsanalyse, queerteori og betingning af adfærd.

Der er mulighed for at kvalificere arbejdet med de to cases ved at inddrage dette interview af kønsforsker Kenneth Reinicke (femina.dk).

Hvis man ønsker at eleverne arbejder med kvantitativt analysemateriale også, er der mulighed for at dykke ned i rapporten fra Det Kriminalpræventive råds undersøgelse om stereotype forestillinger om voldtægt og holdning til samtykke fra 2023.

Udover de teorier, der er allerede er nævnt i artiklen her, kan man i arbejdet med undersøgelsen inddrage begreber som konformitet, gruppepolarisering, fordomme/stereotyper, kognitive skemaer kulturmøder og naturligvis metodebegreber som validitet, reliabilitet, Hawthorneeffekt, forsøgsledereffekt m.m

Især den metodiske del er interessant, hvis man ser på tv-programmet Station 2: Gerningsmand eller offer (mitcfu.dk), som går tæt på Kirstine Holst og Jon Kiellbergs stærkt omdiskuterede voldtægtssag. En sag der, udover at have haft stor indflydelse på indførelsen af den samtykkebaserede voldtægtslov, samtidig har medført kritiske diskussioner om, hvordan nyhedsmedier dækker debatten om ligestilling, samtykke og voldtægt etisk forsvarligt fx ift. reproduktion af stereotyper.

I sin egenskab af hybrid mellem nyhedsmedie og reality-magasin er Gerningsmand eller offer også fint anvendeligt som analysetekst i danskfaget under inddragelse af begreber som fakta- og fiktionskoder, autenticitetsmarkører, filmiske virkemidler, samtaleanalyse, interviewteknik, facework, argumentation og retorik. Man kan dertil i både psykologi- og dansk/sprogfagene udvide til en diskussion om mediernes fremstilling af køn og samtykke generelt, fx under inddragelse af denne artikel fra Politiken.

Dansk og sprogfag

I dansk og sprogfagene, hvor der mulighed for at inddrage fiktionstekster som primær analysetekst, kan man med fordel anvende spillefilm eller kortfilm som udgangspunkt for en diskussion om samtykke.

Fx miniserien Natten til lørdag (dr.dk), hvor vi følger den samme seksuelle begivenhed ud fra tre forskellige karakterspor, et spor for hvert afsnit, således at samtykkesituationen opleves (og dermed kan diskuteres) ud fra hhv. forurettede, tiltalte og bystanders synsvinkel.

Af dansk- og sprogfaglige begreber, som kan inddrages i analysen af sådanne fiktionstekster har vi fx. plotting, sproghandlinger, principper for høflighed, hate speech-teori, queerteori, nonverbal- og ekstraverbal kommunikation og selvfølgelig gængs filmanalyse.

Hvis man i dansk- og sprogfagene ønsker at dykke yderligere ned i den sproglige del og gå bag om enkeltordene i diskurser for voldtægt og samtykke, kan man også arbejde med blogopslag som dette (lingoblog.dk) og inddrage teori vedrørende diskurs, kulturmøder, semantik, poststrukturalisme m.m.

Kreditering

Ditte Campion, lektor i psykologi og dansk, Roskilde Gymnasium