Artikel

Inspiration til gymnasial undervisning udendørs

Udeundervisning er en oplagt mulighed for at skabe variation i skoledagen og minimere muligheden for smittespredning.

Der er fordele og ulemper ved undervisning udendørs. Undersøgelser tyder på, at nogle af fordelene er, at undervisningen bliver mere:

  • problembaseret
  • håndgribelig
  • elevaktiverende

Det gør, at udeundervisning måske lægger mere op til gruppearbejde/projektarbejde end til hold- og klasseundervisning.

Til gengæld kan der være en udfordring i de manglende understøttende rammer for udeundervisningen. For at imødegå dette peger forskningen på, at følgende faktorer understøtter læringen:

  • faste rutiner og strukturer, eksempelvis et fast mødested, faste arbejdsgange og en klar sekvensering af modulerne.
  • inddragelse af eleverne i løsning af samarbejds- og trivselsudfordringer.
  • klar sammenhæng imellem udeundervisning og den øvrige undervisning.

Kontakten blandt elever og relationen mellem lærer og elever på et hold kan være udfordret i en periode, hvor undervisningen sker udenfor eller foregår virtuelt. Det kan for eksempel være svært for læreren at vide, om alle er med fagligt eller socialt. Her kan man overveje at planlægge udendørsaktiviteter, der styrker fællesskabet, eksempelvis walk and talk, hvor inddelingen af elever er planlagt af læreren på forhånd. Eller planlægning af opgaver og produkter, hvor en individuel vejledning styrker lærer-elev relationen.

 

Inspiration

Find konkret inspiration til udendørs undervisning i en række fag i artiklen Undervisning udendørs i fagene

Dansk forskning om udendørsundervisning på det gymnasiale område er sparsom. Der er dog en række didaktiske pointer, der kan overføres fra grundskoleområdet.

Eksempelvis giver denne bog en introduktion til udeskoledidaktik både teoretisk og praktisk: Bentsen, P., Ejbye-Ernest, N. & Barfod, K (2017).: Udeskoledidaktik for lærere og pædagoger. Hans Reitzel.

Og på denne hjemmeside deles inspiration – primært til grundskoleområdet: udeundervisning.dk

Følgende artikel gør rede for danske praktikeres forståelse for, og oplevelse af udeskole: Barfod, K og Stelter, R. (2019): God udeskoleundervisning – en caseanalyse fra lærerens perspektiv, Nordisk Tidsskrift för Allmän Didaktik, Vol. 5., No. 1, december 2019, 19-35.

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.