Elevernes trivsel er en forudsætning for læring

Vi skal som voksne ramme en balance i tilgangen til de unge, så vi hverken sygeliggør helt normale reaktioner på en ekstraordinær begivenhed, men samtidig heller ikke overser tegn på mistrivsel. Man kan kalde det en afventende årvågenhed – eller en kontrolleret offensiv for at bruge en fodboldmetafor.

Sådan kan man opsummere pointerne fra det virtuelle fyraftensmødet om forebyggelse af mistrivsel. Mødet blev afholdt torsdag den 22. april 2021 og var arrangeret af de gymnasiale læringskonsulenter. På mødet var der oplæg fra:

• Michael Bang Petersen og Catrine Sundorf Kristensen, henholdsvis professor og videnskabelig assistent ved HOPE-projektet, Aarhus Universitet.
• Laura Spliid Sparre og Line Rasmussen, uddannelsespsykologer tilknyttet ZBC-Ringsted.
• Dorthea Poppe Rasmussen, konsulent i klassetrivsel og skoleglæde ved Livsmodlab og Mobbeland.

Trivselsudfordringen skal tages alvorligt

Alle oplægsholdere var enige om væsentligheden af at tage trivselsudfordringen alvorligt og vigtigheden af at forstå karakteren af de unges udfordringer, som de opleves netop nu. Unge er nemlig blandt de grupper i samfundet, som har oplevet størst nedgang i trivslen under COVID-19-nedlukningen, når man ser på indikatorer som stress og ensomhed. Og det på trods af at gruppen, ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt, har mindst at frygte.

En nedlukning, som den vi har oplevet i under COVID-19, rammer lige ned i væsentlige dele af de kulturelle idéer om, hvad det vil sige at være ung, og hvad man ”bør” gøre som et ungt menneske. Det være sig at rejse, feste og i det hele taget være spontane i nuet og samtidig reflektere over de store livsvalg, som er nært forestående. Dette gør unge i særlig grad kollektivt gennem en spejling af hinanden. Den spejling er svær at lave digitalt.

Særlige opmærksomhedspunkter i forhold til genåbningen

Generelt kan et øget alarmberedskab og bekymring forstås som en normal og naturlig reaktion på den aktuelle situation, og tilstanden skal ses som en overgangsfase. Selvom undervisningen genoptages, er det forventeligt, at psykiske reaktioner såvel som forsinkede krisereaktioner, vil kunne opstå i klasseværelserne og blandt medarbejdere.

Vi ved dog reelt ikke, hvordan de unge vil reagere, og vi skal undgå at overreagere i forhold til forskellige lettere tegn på psykiske problemer. Samtidig skal der holdes skarpt øje med de unge, som rent faktisk har brug for mere støtte, og der skal sættes ind bredt på klasseniveau for at forebygge social mistrivsel.

Der er forskellige ting på spil, alt efter hvor eleverne befinder sig i deres uddannelsesforløb. Elever i 1. g har aldrig nået at lære hinanden at kende og sidder med (for) høje forventninger til gensynet, mens eleverne i 2. g på trods af frygten for faglige huller generelt har en oplevelse af, at ”vi kan nå det endnu”. 3. g’erne er typisk udfordrede af en lav faglig selvtillid og uvished om den nærmeste fremtid.

For alle eleverne gælder det, at oplevelsen af ensomhed er mere udbredt end normalt, og unge på de gymnasiale uddannelser er de hårdest ramte sammenlignet med resten af befolkningen. De unge har oplevelsen af at stå alene med problematikker, som de førhen håndterede kollektivt. Det er simpelthen mere overkommeligt, når andengradsligningerne eller de tyske verber driller, hvis eleverne oplever det i selskab med andre, ligesom det er lettere at afkode de sociale relationer, når de ser deres klassekammerater fysisk.

Anbefalinger i forhold til at modvirke mistrivsel

Helt centralt står pointen om, at det giver mening i sig selv at være opmærksom i forhold til de unges trivsel. Det skyldes, at mange negative følelser afhjælpes ved, at andre bekymrer sig for én. Men ressourcerne skal samtidig prioriteres, og derfor bør der rent organisatorisk laves en ramme for trivselsarbejdet.

Trivselsarbejdet skal ikke ses som et biprodukt af skolens arbejde. Det er faktisk en kerneopgave, da trivsel er afgørende for elevernes læring. Samtidig er det vigtigt, at eleverne oplever, at skolen tager ansvar for situationen. Det er helt afgørende, at eleverne forstår og ser en mening med de retningslinjer, som bliver udstukket. Kan de det, så kan de tåle rigtig meget.

På klasseniveau skal fællesskabet genopbygges. Sørg for at igangsætte sociale aktiviteter, og lad det ikke være op til eleverne selv, men tag styringen. Skab struktur og overblik, så elevernes oplevelse af usikkerhed minimeres, og vær opmærksom på, at der er behov for flere pauser på grund af overload af stimuli. Der er tale om en overgangsfase, hvor dette er nødvendigt. Lærerne kan med fordel give eleverne ro i sindet ved at forsikre dem om, at de er ok med, og at de nok skal komme sikkert i mål ved fælles hjælp.

Underviserne skal tale med eleverne om deres oplevelser i forbindelse med nedlukningen og genåbningen. Langt fra alle elever har behov for at gå til psykolog, men alle kan have behov for at få sat ord på deres følelser. Det er nødvendigt med et bredere blik på klassen i dette tilfælde. Der kan være en række elever, der falder uden for de typiske risikoprofiler, som går under radaren.

Det kan være en god idé at tale åbent om egne oplevelser for dermed at skabe talerum til eleverne og genskabe en fællesskabsfølelse. Herunder er eksempler på tematikker, som kan tages op i fællesskab:

• Tab: Hvad føler I er jeres private og skolemæssige tab her under coronapandemien?
• Taknemmelighed: Hvad er I taknemmelige over i forhold til jeres private og skolemæssige tilværelse under coronapandamien?
• Læring: Hvad har I lært om skolens betydning under coronapandemien? Hvad har I lært om fællesskaber og betydningen af disse?
• Håb for fremtiden: Hvad er jeres personlige håb for fremtiden, både privat og skolemæssigt?

Elever med særlige behov, eksempelvis elever med diagnoser som ADHD og autisme, elever, der modtager SPS, unge, der er i mistrivsel af forskellige grund, og elever, der har trivedes bedre under hjemsendelsen, skal først og fremmest identificeres, og derefter skal de mødes med den hjælp, det er muligt at give. Skolen kan forberede sig ved at stille skarpt på kædeansvarsmetoden. Det vil sige, at det skal gøres klart, hvilke ressourcer skolen har tilknyttet, som kan støtte op om disse elever. Dette er altid relevant, men i denne periode har skolerne en særlig forpligtelse til at handle.