Artikel

Studie- og karriereperspektiv i tysk

Få tips til, hvordan du aktiverer elevernes kommunikative færdigheder, samtidig med de får en forståelse for, hvordan de kan bruge tysk i deres fremtidige studie- og arbejdsliv.

Eleverne sætter sig ind i relevante uddannelser, undersøger tyske virksomheder, brander tyske produkter og nedbryder fordomme om tysk kultur.

Lav øvelser og indslag, der kan være med til at fremme elevernes overvejelser om deres fremtidige uddannelse.

Tysk er efterspurgt

Begynd med at bevidstgøre eleverne om, at tysk er en efterspurgt færdighed. Giv eleverne fem minutter til at finde flest muligt danske jobannoncer, hvor tyske sprogfærdigheder og indsigt i tyske forhold efterspørges. (De kan fx søge på jobindex og tysk). Lad dem indledningsvis gætte på, hvor mange de finder. De vil se, at udbuddet går fra advokat til regnskabsansvarlig. Dernæst kan de nærlæse et par opslag og overveje, hvorfor det er vigtigt at kunne tysk og have kendskab til Tyskland i denne jobfunktion. Bagefter kan man evt. arrangere et lille rollespil, hvor et par elever søger et givet job med læreren som arbejdsgiver. “Arbejdsgiveren” vil gerne høre “ansøgeren” tale tysk og interviewer eleven.

Fremtidstanker

Man kan som et indslag i en undervisningstime bede eleverne formulere deres tanker og drømme om fremtiden – på tysk, men det behøver ikke involvere et studie i tysk.

Tysk efter gymnasiet

Kontakt en uddannelsesinstitution og spørg, om det er muligt at få besøg af studerende, eller tag fat i tidligere elever fra jeres skole og inviter dem til at fortælle om, hvad de har brugt tysk til efter gymnasiet, og hvad de evt. bruger tysk til i deres studie.

Fortæl om dig selv som tysklærer

Hvad fik dig til at vælge tyskstudiet? Hvilke overvejelser om karriere gjorde du dig?

Oplægsholdere udefra

Invitér oplægsholdere fra de videregående uddannelser, der kan fortælle om krav og muligheder ved at vælge et tyskstudium. Man kan også arrangere besøg på en uddannelsesinstitution. Forud for besøget forbereder eleverne spørgsmål. Bagefter samler man op i klassen og hører, hvilke tanker, de har gjort sig.

Uddannelsesvalg på tysk

Lav en mikroudgave af en uddannelsesbazar: Del klassen op i mindre grupper. Giv hver gruppe et kort, hvorpå der står et erhverv eller et studium. Eleverne skal undersøge, hvad dette erhverv/ studie indeholder, og sætte sig ind i både krav og muligheder. Eleverne skal derefter kunne formulere dette indhold på tysk og indgå i en simpel samtale med en anden elevgruppe. Klassen skal på skift være enten bazarposter og bazarbesøgende.

Hjælp andre unge med kulturforståelse

Tyskland er stort, og der er mange kulturer. Lad eleverne arbejde innovativt med, hvordan de kan udbrede kendskabet til Tyskland og andre tysktalende lande på skolen. De kan fx lave en session med kulturforståelse for andre klasser/via brobygning eller de kan på anden vis udbrede kendskabet til de kulturelle koder, man skal kende, når man arbejder i Tyskland eller arbejder sammen med tyskere.

Arbejde med produkter/ virksomheder fra Tyskland

Lad eleverne arbejde med produkter og virksomheder fra Tyskland. Læreren vælger et antal virksomheder ud med relation til Danmark og præsenterer eleverne for dem. Det er som regel muligt at finde både virksomhedens historie, værdigrundlag og kundekreds på virksomhedernes hjemmesider. Lad eleverne lave små reklamefilm for virksomhederne, hvor formålet er, at de skal tiltrække ansøgere fra Danmark.

Sælg et produkt

I denne øvelse undersøger eleverne produkter fra Tyskland, som de derefter skal lave en salgstale for. Det kunne være en bil, chokolade, et tøjmærke eller værktøj. Et twist på denne opgave kunne være, at eleverne arbejder hos en tysk supermarkedskæde og skal overbevise deres danske butiksledere om, hvorfor lige netop dette produkt skal sælges i deres butik. I denne øvelse trænes både skriftlig og mundtlig sprogfærdighed, da der enten kan laves en reklame/ et reklamespot/ et pitch eller lignende på baggrund af et skriftligt produkt.

Tyskland er Danmarks næststørste handelspartner, og landet byder på både uddannelses- og erhvervsmuligheder for vores elever, så kast jer ud i det, og væk elevernes begejstring, og åben deres øjne for at at se Tyskland som en karrieremulighed.

Kreditering

Dorthe Rasmussen Kjær, Rysensteen Gymnasium, i samarbejde med CFU


”Niemals vergessen, Vergangenheitsbewältigung 1945 bis heute”, af: Marie Søgaard Thellesen, Rikke Alberg Peters, Louise Ebbesen Nielsen


Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.