Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i tysk - juni 2023

Nyt og aktuelt om ændringer i vejledningerne, ChatGPT, F&A i forbindelse med eksamen, en undersøgelse til brug i forbindelse med den nationale standard, FIP , arrangementer og konferencer.

Kære alle

Nu er eksamensperioden i gang. Dette bliver den første ordinære eksamensperiode siden 2019. Det betyder, at der er i år har været brug for markant flere censorer ved de skriftlige prøver end ved de tre forgangne eksamensterminer, men samtidig færre censorer end tidligere, da antallet af elever med tysk A og dermed potentielle eksaminander er faldet kraftigt. Der er således tilmeldt 1118 eksaminander til den skriftlige prøve i tysk fortsætter A og en enkelt eksaminand til tysk begynder A på stx, mens der på hhx er tilmeldt 424 til tysk fortsætter A og 1 til tysk begynder A.



Onsdag d. 16. maj og tirsdag d. 23. maj afholdt jeg fyraftensmøde om eksamen for henholdsvis hhx og stx/valgfag. Møderne var arrangeret i regi af de faglige foreninger. Jeg har i dette nyhedsbrev medtaget nogle af de typiske spørgsmål, som jeg får pr. mail eller til sådanne fyraftensmøder. I er selvfølgelig altid velkomne til at skrive, men der kan pt. være lidt svartid, da jeg får mange henvendelser.

Ny vejledning (april 2023)

Jeg har præciseret og uddybet tre områder, som jeg ofte får henvendelser om. Jeg håber, at det nu er klarere og dermed kan forhindre usikkerhed omkring forståelsen af læreplanen.

Det ene punkt drejer sig om overskridelsen af længdeangivelsen ved eksamenstekster. I vejledningen for eksempelvis stx tysk fortsætter B står der, at eksamensteksten skal have en længde på ca. 1 – 1,5 normalside.

I vejledningen står der nu: ”Omfanget af tekstmaterialet er ca. 1-1,5 normalside. Cirkaangivelsen tillader, at man afviger minimalt fra dette – er teksten mindre end 1 normalside, må det maksimalt dreje sig om en afvigelse på 5%. Hvis den overskrider 1,5 normalside, så skal det kun være for at færdiggøre en sætning. Ellers må den ikke være længere end 1,5 normalside.”

I forhold til brug af materiale, der indeholder billeder, som eksamenstekst er der nu også tilføjet følgende: ”Billedmateriale må kun indgå, hvis det er en naturlig del af tekstmaterialet som fx i avisartikler eller lignende. Det indregnes ikke i tekstmaterialets omfang og indgår ikke som en del af instruksen.”



Ligeledes er forståelsen af ”specielt vanskelige gloser” nu uddybet. Den mundtlige eksamen er ikke en eksamen i ordbogsopslag. I takt med at ordbøgerne er blevet dårligere, kan det derfor være nødvendigt at glosere ord, som eksempelvis har mange betydninger, eller hvor den mest oplagte oversættelse af et ord kan optræde langt nede i den foreslåede oversættelse. I eksempelvis sådanne tilfælde ville det være oplagt at give glosen.

Man kan glosere i stil med det, der gloseres i de skriftlige eksamensopgaver. Derfor står der nu følgende i vejledningen: ”Med specielt vanskelige gloser menes gloser, som ikke kan slås op i ordbogen, har en særlig betydning i lige netop denne bestemte sammenhæng, de indgår i, eller som er svære at finde i ordbogen. På samme måde som der opgives gloser til de skriftlige eksamensopgaver, opgives der også gloser til eksamensteksterne.”

ChatGPT og snyd ved sommereksamen

Særligt i år er der særligt fokus på snyd – både til de skriftlige og de mundtlige eksaminer. Det er ikke tilladt at bruge ChatGPT, da der i så fald ikke er tale om en selvstændig besvarelse fra elevens side. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udsendt et hyrdebrev til såvel lærere som elever. Brug af ChatGPT og andre lignende værktøjer er ikke er tilladt ved de gymnasiale prøver.

Det fremgår af det nuværende regelsæt om hjælpemidler, at eleven udelukkende må benytte eventuel internetadgang til at tilgå materiale, som er blevet brugt i undervisningen, som i udgangspunktet ikke kan opbevares lokalt (fx en digital ordbog), og som fremgår af undervisningsbeskrivelsen. Eleven må ikke benytte eventuel netadgang til at tilgå interaktive programmer som fx Wolfram Alpha eller Google Translate og nu altså også ChatGPT.

Endvidere foreskriver bekendtgørelsen på det gymnasiale område, at en prøvebesvarelse skal være selvstændig og elevens egen. Hvis en chatbot enten bidrager til eller leverer hele elevens besvarelse, er der ikke længere tale om en selvstændig besvarelse. Reglerne fremgår af §6, stk. 3-6, og § 7 i bekendtgørelsen om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser. Hjælpemiddeloversigten til de skriftlige prøver er blevet opdateret – man kan finde den på følgende link.

F&A (Fragen und Antworten) (i forbindelse med eksamen)

Antal emner til eksamen

Der er i læreplanen ikke fastsat et minimum for antallet af emner, der skal udgøre prøvegrundlaget. Emnerne skal dog til sammen dække de faglige mål og kernestoffet.

Eksamensinstruks

I læreplanen står der, at tekstmaterialet ”forsynes med en kort indledning på tysk, og der opgives kun specielt vanskelige gloser og nødvendige realkommentarer. Tekstmaterialet forsynes endvidere med en kort instruks på tysk, der angiver, hvordan eksaminanden skal arbejde med materialet.” Der er i princippet ingen fast formel for, hvordan en instruks skal se ud, men det er vigtigt ikke at tage muligheden for at vise selvstændighed fra eleverne, som det eksempelvis kan blive tilfældet i mere udførlige instrukser.

Af læreplanen følger endvidere: ”Det studerede emne inddrages i præsentationen, som efterfølges af en uddybende samtale på tysk mellem eksaminand og eksaminator om tekstmaterialet og det studerede emne.” Det betyder, at det kan være en god idé at tilføje en formulering i stil med ”Vergleiche den Text mit anderen Texten zum Thema X” for at sikre, at eleven kommer til at tale om mere end én tekst.

Hvad må medbringes til eksaminationen?

I princippet må eleverne have alt det med ind til eksaminationen, som de må have ind til forberedelsen. Man skal dog tænke på, hvad der godt for eleverne. I vejledningen står der følgende: ”Eksaminanden kan støtte sig til disposition, talekort eller lignende. Oplæsning herfra tæller ikke positivt i bedømmelsen og vil blot mindske den tid, som eksaminanden har til at vise sin kunnen i forhold til bedømmelseskriterierne. Eksaminanden kan kort citere fra udvalgte tekster for at underbygge væsentlige pointer.”

Den mundtlig eksamen og national standard

Jeg har særligt i det forgangne år fået en del henvendelser vedr. uensartet bedømmelse ved den mundlige eksamen. Jeg vil derfor bede alle mundtlige censorer om at udfylde spørgsmålene på følgende link efter endt mundtlig eksamen.

Jeg vil bruger jeres svar som baggrund for at tale om national standard på FIP.

FIP 2023 og FIP 2024

D. 1. marts afholdt jeg et FIP for alle stx-lærere i Fredericia. D. 22. marts afholdt jeg FIP for alle hhx-lærere i Kolding. Begge FIP’er blev indledt med et langt oplæg ved grundskolelærerne Ann Katrine Rannestad og Anja Løgtholt, som begge fortalte om, hvordan der undervises i tysk i grundskolen. Jeg har vedhæftet powerpointen, således at man har mulighed for at se, hvad der kræves, og hvad der nås i grundskolen.

Jeg kan kun anbefale, at man kigger på den – ikke mindst i forhold til at orientere sig om, hvor mange og hvilke grammatiske emner man kommer omkring i grundskolen, og hvilke emner der typisk undervises i. Om eftermiddagen var der en række workshops, som deltagerne kunne vælge sig ind på. På stx/valgfag havde jeg i år valgt at holde ét stort FIP, dels for at afprøve det format, dels for at kunne tilbyde flere forskellige workshops.

Næste år afholder jeg to FIP-kurser for stx/valgfag, således at det kun er hvert andet år, der afholdes et stort FIP. Der bliver sagt og delt vigtige informationer på FIP, så det er at anbefale, at mindst én fra hver skole deltager.

Temaet for næste års FIP er digital og teknologisk dannelse. Jeg melder datoerne ud, så snart de ligger fast, men jeg venter på bekræftelse fra skolerne.

Henvisninger til arrangementer, rapporter mm.

Streamingevent om AI og ChatGPT arrangement (streaming event om chatGPT)

D. 12. april 2023 afholdt Danmarks nationalleksikon, lex.dk, i samarbejde med Danske Universiteter, Danske Professionshøjskoler, Danske Gymnasier og Danmarks Biblioteksforening, en konference om betydningen af AI og ChatGPT. Læs mere her.

NCFF-konference 7. december 2023: Fremmedsprog, forandring og forankring

NCFF holder konference d. 7. december 2023. Konferencen omhandler især erfaringer fra det A.P.Møller-støttede folkeskoleprojekt Fremmedsprog, forandring og forankring samt erfaringer fra og anbefalinger til det strategiske arbejde med fremmedsprog. Læs mere her.

Feedback i sprogrundervisningen – nordisk konference (NCFF) 26. og 27. oktober

NCFF afholder i samarbejde med Nasjonalt senter for engelsk og fremmedspråk i opplæringen (Fremmedspråksenteret) i Norge og Fortbildningsavdelning för skolans internationalisering (FBA) ved Institutionen för pedagogik, didaktik och utbildningsstudier ved Uppsala Universitet i Sverige en konference d. 26. og 27. oktober. Konferencen handler om feedback i sprogundervisningen. NCFF stiller 10 rejsestipendier til rådighed. Læs mere her.

Nye videnbank

NCFF har lanceret sin nye videnbank - banken vil løbende blive udbygget med viden fra udviklingsprojekter, undersøgelser og forskningen.

Masteruddannelse

SDU har lanceret et mastermodul i tysk kultur for gymnasielærere. I uddannelsen fokuseres på aktuelle politiske, historiske og kulturelle udtryksformer i Tyskland, og sætter dem i fagdidaktisk kontekst.



Jeg ønsker jer alle en rigtig god eksamensperiode.

Med venlig hilsen

Louise Ebbesen Nielsen

Fagkonsulent i tysk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.