Aktivitet

Feedback og rettestrategier i skriftlig tysk

Er du i tvivl om, hvordan du bedst retter elevernes opgaver? Gennem genafleveringer kvalificerer eleverne deres skrivekompetencer. Processen giver størst udbytte, hvis læreren kan rette hurtigt: Rettenøgle og fokus er svaret. Aktiviteten er til tysk på stx, hf og hhx.

Ikke lære det forkerte

Efter eleverne har fået deres opgave tilbage med lærerens rettelser, skal de rette opgaven og aflevere den igen en uge senere. Gør eleverne opmærksom på, at dette er en måde at forhindre dem i at lære det forkerte. Uden at arbejde med at korrigere fejl, er der en risiko for, at eleverne bare gentager deres fejltyper.

Det virker motiverende for eleverne at rette deres egne fejl, og i processen bliver de tvunget til at reflektere over, hvordan man udtrykker sig på korrekt tysk.

Hurtigt svar fra lærer

Eleverne læser bedst, hvis også læreren er hurtig med at give svar på deres opgaver. Eleverne får ganske enkelt størst udbytte, hvis de får svar, mens de stadig kan huske, hvilke overvejelser de havde, da de skrev opgaven. At systematisere og fokusere rettearbejdet er derfor en vigtig læreropgave.

Læreren kan bruge forskellige måder at rette på, som fx:

  • en rettenøgle med fejlkategorier
  • eleven vælger selv fx 3 kategorier ud fra elevens tidligere fejl
  • et fælles retteark med elevsætninger

Rettenøgle med fejlkategorier

Eleverne bliver præsenteret for rettenøglen før opgaven.

Fejlkategorier kan eksempelvis være kongruensfejl, ordstillingsfejl, analysefejl og fejl i den sammensatte verbalform. Når eleven har afleveret opgaven første gang, markerer underviseren de fejl, som han/hun mener, at eleven har gode forudsætninger for at rette. De svageste elever kan få rettelser i fx tre forholdsvist grundlæggende fejlkategorier. De stærke elever kan få rettelser i en bred vifte af kategorier, som man kan se i eksemplet på en rettet elevopgave.

Elevens egne valg

Lad eleven selv vælge, hvad læreren skal have fokus på i sine rettelser. For nogle eleverne virker det meget motiverende, at de selv sætter sig et mål. De skriver øverst i opgaven, hvad de ønsker, læreren skal rette.

Fælles retteark

En anden rettetype går ud på, at underviseren laver et fælles retteark. Her udvælger læreren fem fejlkategorier ud fra et udvalg af elevsætninger, hvor fejlene optræder. Eleverne arbejder i grupper med at rette sætningerne, og læreren samler op i fællesskab i klassen. Man kan derefter eventuelt lade eleverne bytte stile, så de arbejder to og to med at finde hinandens fejl i de fem kategorier. Eleverne retter og genafleverer.

Kreditering

Produceret af Signe Mølby Pors Leipold, Lemvig Gymnasium/Webredaktør Hanne Heimbürger

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.