Aktivitet

Undervis i maskinoversættelse

Eleverne arbejder med øvelser, der viser begrænsninger hos maskinoversættere som Google Translate og Bing Translator.

Lær eleverne, hvad maskinoversætterne kan, og ikke kan, med 4 forskellige øvelser fra basal oversættelse til håndtering af forskellige tekstgenrer.

I forløbet arbejdes der bl.a. med kernestofpunktet: ”fagets centrale hjælpemidler, herunder hensigtsmæssig anvendelse af digitale hjælpemidler.

Hver øvelse har en varighed af 30-60 minutter og kan afvikles i løbet af valgfaget spansk B eller spansk A.

1. Planlægning/overvejelser

De 4 aktiviteter er af stigende sværhedsgrad og kan med fordel afvikles enkeltvist over årene, så eleverne løbende huskes på maskinoversætterens begrænsninger.

”Oversæt mod maskinen” kan placeres allerede i slutningen af første år, så eleverne fra begyndelsen er med på maskinoversætterens begrænsninger.

Start med korte oversættelser spansk-dansk og få maskinen til at fejle ved at bruge negation, genitiv, adjektiver og flertydige ord. - Den mindst frekvente betydning af flertydige ord fejloversættes ofte ved eksempelvis: se, su, trabajo, vino, banco, gusto…

Aktiviteten kan gentages på andet år med længere sætninger med præpositioner og/eller verbalperifraser samt på 3. år med dansk-spansk oversættelse. Start med korte flertydige danske ord som : ”ved, dør, sang, skal, is, kort, glas...”

Øvelserne ”Google Translate dialog” og ” Litterær oversættelse” er passende fra 2. år, mens ”Genre og maskinoversættere” er for øvede elever med en god sprogforståelse.

2. Forløbets opbygning

1: Oversæt mod maskinen

Inddel eleverne i par og bed dem oversætte en række sætninger bedst muligt. Til den først halvdel af sætninger bruger den ene elev ordbog mens den anden maskinoversætter. Til den anden halvdel bytter eleverne hjælpemiddel.

Når eleverne er igennem alle sætninger, så præsenterer læreren en god oversættelse sætning for sætning. Eleverne sammenholder parvist med løsningerne, som de har lavet og vurderer, om det er sætningen med ordbog eller maskinoversætter som hjælpemiddel, der er bedst oversat.

2: Google Translate Dialog

Inddel eleverne i par og send den ene elev til et andet lokale:

Elev A får en tekst/dialog som skal formidles til den anden, men teksten skal oversættes til spansk i Google Translate inden den sendes. Eleven bestemmer selv i hvor store bidder.

Elev B oversætter teksten tilbage til dansk og skal prøve at rette den til. Eleven må gerne stille spørgsmål, men de skal først gennem Google Translate, og på samme måde skal svaret gennem Google Translate før de sendes tilbage!

Til sidst samles eleverne og sammenligner udgangspunkt og resultat og prøver at forklare forskellene, der er opstået.

3: Litterær oversættelse

Start med at læse en maskinoversættelse af ét kendt eventyr fra spansk til dansk højt. Prøv eks. første linje af Lille Claus og store Claus.

Bed nu eleverne gætte på, hvilket eventyr det er.

Uddel et print af maskinoversættelse og sæt eleverne til at markere og forklare de væsentligste fejl.

Lav en opsamling. Eksempelvis med nedslag på grammatiske områder, som eleverne aktuelt arbejder med: nægtelse, genitiv, verbalperifraser…

4: Genre og maskinoversættere

Opdel eleverne i grupper af 2-3 elever, så der i hver gruppe er en forholdsvis dygtig elev. Tildel en genre til hver gruppe som filmanmeldelse, avisartikel, læserbrev, lovtekst, sportsartikel m.v.

Bed grupperne finde frem til en tekst af den uddelte genre på spansk og oversætte den med 2 eller flere maskinoversættere til dansk.

Sæt grupperne til at sammenholde oversættelserne. De skal finde argumenter for, hvilken maskinoversætter der er bedst. De skal herefter lave en præsentation med et tekstuddrag af den oprindelige tekst samt de maskinoversatte versioner. Forskelle i oversættelse markeres.

Der afsluttes med præsentation, hvor grupperne argumenterer for, hvilken maskinoversætter, som de synes er bedst.

3. Evaluering

Følg op med afleveringer, der har fokus på de samme aspekter, som der er arbejdet med i aktiviteten. Det kan være, at der skal benyttes ét eller flere af de flertydige ord eleverne har arbejdet med, eller at de skal skrive inden for samme genre.

Kreditering

Produceret af Jacob Stenløkke Bendtsen, Hvidovre Gymnasium & HF

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.